Når bolden går i blodet
4.0
Er et fodboldholds formkurve et tilstrækkeligt livsgrundlag for en voksen mand. Det forsøger den engelske film "Fodboldfeber" på underfundig og medrivende vis at give svar på
Loyal entusiast eller lallende drengerøv. Meningerne er delte om Paul (Colin Firth). Han er en vellidt lærer på en skole i det nordlige London - og så er han en glødende Arsenal-tilhænger. Ambitioner har han ingen af - undtagen på sin klubs vegne. Paul er tilfreds med tingenes tilstand, indtil han møder sin absolutte modsætning i den ny kollega, Sarah (Ruth Gemmel). Hun er streng og striks og går op i lærergerningen med liv og sjæl. Efter at have udvekslet verbale ubehageligheder ender det selvfølgelig med, at de to får så intimt et forhold, at Sarah udsættes for synet af Pauls Arsenal boxershorts. Da Sarah hører til den del af befolkningen, der ikke fascineres det mindste af 22 mænd og en enkelt bold, er der lagt op til gentagne meningsudvekslinger om fodbold - men også om fremtidsdrømme og livsopfattelser. For Paul bliver det anledningen til at tænke nærmere over sit specielle og meget tætte forhold til sin fodboldklub.
Set i bakspejlet
Manuskriptet til "Fodboldfeber" er skrevet af forfatteren Nick Hornby og er baseret på hans erindringsroman "Fever Pitch". I filmen, instrueret af David Evans, foregår handlingen hovedsageligt i fodboldsæsonen (og skoleåret) 1988-89, en sæson hvor Arsenal for første gang i mange år havde chancen for at vinde det engelske mesterskab. Derudover vises i flashbacks hvordan Paul som knægt introduceres for fodboldspillet, og besættelsen bider sig fast. Disse tilbageblik er yderst berigende for filmen, og det lykkes i en fornem sekvens at skildre stemningen og suset i det jomfruelige øjeblik, hvor Paul for første gang træder ud på Highbury's tribune (Arsenals hjemmebane) og lader sig opsluge af en berusende menneskemasse.
Balancegangen
Det er et omfattende projekt "Fodboldfeber" kaster sig ud i. At formidle de mange forskellige og modstridende følelser, der knytter sig til at være fodboldfan. Glæden, fællesfølelsen og friheden ved at være uansvarlig på lørdage eftermiddage, stilles op mod faren for, at ens sindstilstand svinger uhyggeligt i takt med holdets præstationer på grønsværen, og at ens eget liv og ens nærmeste bliver skubbet i anden række. For at lette forståelsen af denne skildring delagtiggøres publikum med mellemrum i Pauls tanker på lydsiden. Det kan lyde tungt og højtragende, men er det ikke.
"Fodboldfeber" er en let film, der ubesværet blander den romantiske komedie med en snert af socialrealisme. Kun en snert - for filmen forsøger ikke at kæde fankulturen sammen med bestemte sociale lag og undlader også at komme ind på den skæmmende vold, som ofte præger mediernes historier om fodboldpublikummet.
Forstå din indre fan
Banen, hvor slaget om fodbolddyrkelsen skal stå, kridtes filmen igennem hårdt op, men opvejes i de fleste tilfælde af en (typisk engelsk) underspillet situationskomik. Originalt og sikkert ledes tilskueren rundt i et miljø, som også vinder større og større udbredelse i Danmark, med stadigt flere organiserede fanklubber. En af konklusionerne i "Fodboldfeber" er, at fodbold er mere end blot et spil - også for mennesker, der ikke er fanatiske tilhængere og ikke forstår spillets finere finesser. Men det behøver man selvfølgelig ikke at skære ud i pap for en nation, der har vundet et EM i denne sportsgren. Med denne film i baghovedet, vil man være godt rustet til eventuelle familiespændinger i forbindelse med det forestående VM, og måske se på den næste forbipasserende flok fodboldfans med andre øjne.
Loyal entusiast eller lallende drengerøv. Meningerne er delte om Paul (Colin Firth). Han er en vellidt lærer på en skole i det nordlige London - og så er han en glødende Arsenal-tilhænger. Ambitioner har han ingen af - undtagen på sin klubs vegne. Paul er tilfreds med tingenes tilstand, indtil han møder sin absolutte modsætning i den ny kollega, Sarah (Ruth Gemmel). Hun er streng og striks og går op i lærergerningen med liv og sjæl. Efter at have udvekslet verbale ubehageligheder ender det selvfølgelig med, at de to får så intimt et forhold, at Sarah udsættes for synet af Pauls Arsenal boxershorts. Da Sarah hører til den del af befolkningen, der ikke fascineres det mindste af 22 mænd og en enkelt bold, er der lagt op til gentagne meningsudvekslinger om fodbold - men også om fremtidsdrømme og livsopfattelser. For Paul bliver det anledningen til at tænke nærmere over sit specielle og meget tætte forhold til sin fodboldklub.
Set i bakspejlet
Manuskriptet til "Fodboldfeber" er skrevet af forfatteren Nick Hornby og er baseret på hans erindringsroman "Fever Pitch". I filmen, instrueret af David Evans, foregår handlingen hovedsageligt i fodboldsæsonen (og skoleåret) 1988-89, en sæson hvor Arsenal for første gang i mange år havde chancen for at vinde det engelske mesterskab. Derudover vises i flashbacks hvordan Paul som knægt introduceres for fodboldspillet, og besættelsen bider sig fast. Disse tilbageblik er yderst berigende for filmen, og det lykkes i en fornem sekvens at skildre stemningen og suset i det jomfruelige øjeblik, hvor Paul for første gang træder ud på Highbury's tribune (Arsenals hjemmebane) og lader sig opsluge af en berusende menneskemasse.
Balancegangen
Det er et omfattende projekt "Fodboldfeber" kaster sig ud i. At formidle de mange forskellige og modstridende følelser, der knytter sig til at være fodboldfan. Glæden, fællesfølelsen og friheden ved at være uansvarlig på lørdage eftermiddage, stilles op mod faren for, at ens sindstilstand svinger uhyggeligt i takt med holdets præstationer på grønsværen, og at ens eget liv og ens nærmeste bliver skubbet i anden række. For at lette forståelsen af denne skildring delagtiggøres publikum med mellemrum i Pauls tanker på lydsiden. Det kan lyde tungt og højtragende, men er det ikke.
"Fodboldfeber" er en let film, der ubesværet blander den romantiske komedie med en snert af socialrealisme. Kun en snert - for filmen forsøger ikke at kæde fankulturen sammen med bestemte sociale lag og undlader også at komme ind på den skæmmende vold, som ofte præger mediernes historier om fodboldpublikummet.
Forstå din indre fan
Banen, hvor slaget om fodbolddyrkelsen skal stå, kridtes filmen igennem hårdt op, men opvejes i de fleste tilfælde af en (typisk engelsk) underspillet situationskomik. Originalt og sikkert ledes tilskueren rundt i et miljø, som også vinder større og større udbredelse i Danmark, med stadigt flere organiserede fanklubber. En af konklusionerne i "Fodboldfeber" er, at fodbold er mere end blot et spil - også for mennesker, der ikke er fanatiske tilhængere og ikke forstår spillets finere finesser. Men det behøver man selvfølgelig ikke at skære ud i pap for en nation, der har vundet et EM i denne sportsgren. Med denne film i baghovedet, vil man være godt rustet til eventuelle familiespændinger i forbindelse med det forestående VM, og måske se på den næste forbipasserende flok fodboldfans med andre øjne.
19/11-2018
