Så går den vilde pengejagt
4.0
Socialrealisme og snavsede køkkenvaske er forsvundet som dug for solen i det seneste engelske bud på en charmerende romantisk komedie.
Og så levede de alle lykkeligt til deres dages ende. Med en film som "Shooting Fish" er det ingen skam at røbe slutningen. Den er alligevel så småt gennemskuet efter det første kvarter. Filmen har taget eventyrets form til sig med diverse gode og onde kræfter og et par pjalteprinser, der til slut får ladyen og det halve gods. Moralen kan udlægges som følger: Selvom man bor i en gasbeholder og dels er ordblind og dels social analfabet, er det muligt at drive det til noget og - blive lykkelig.
Hvem tager det sidste stik?
Dylan og Jez (spillet af Dan Futterman og Stuart Townsend) er to forældreløse fyre, der har fundet sammen og supplerer hinanden som eneste familie og som partnere indenfor fup & svindel branchen. Målet med at franarre velbeslåede englændere store pundbeløb er en gang for alle at få et rigtigt hjem og købe en stor statelig ejendom på landet. Dylan er amerikaner af fødsel, ordblind og kan fortrylle selv hardcore forretningsmænd med sine talegaver og sit vid. Jez er en genert selvhæmmer og computernørd, der i kraft af sit tekniske geni kan få alt elektrisk isenkram til at spinde af velvære. Begge er opfindsomme til fingerspidserne, og de klarer sig med et minimalt husholdningsbudget ved at bo i en gammel gasbeholder og vinde alskens produkter gennem reklameslogan-konkurrencer.
Ind i denne tosomhed træder den yndige medicinstuderende Georgie, der for at tjene til studierne hjælper med et af de stort anlagte fupnumre, hvor en ikke-eksisterende talende computer sælges. Georgies hjerte er rent som sne, men hun bærer også svindlertalentet i sig og er ikke sen til at lære det ædle håndværk. Det får Dylan og Jez at føle. For Georgie og hendes to søskende er også for nyligt også blevet forældreløse, og har søreme også fået brug for de unge mænds privatopsparing. Sød musik opstår, skurke kommer på banen, et fængsel indgår, en brudgom forlades ved alteret, og i bedste Morten Korch stil afsluttes filmen med et afgørende hestevæddeløb.
Sød i ordets bedste forstand
Kate Beckinsale, der spiller Georgie, formår at forene sin karakters aristokratiske og sarte fremtoning med handlekraft og kvindelig snilde. Hun fik sit gennembrud i Shakespeare-filmatiseringen "Stor ståhej for ingenting" og viste senere prøver på sit komiske talent i John Schlesingers pudsige "Cold Comfort Farm". Stuart Townsend og Daniel Futterman er forholdsvis ukendte, men er absolut værd at holde øje med i fremtiden.
Samspillet mellem de tre hovedrolleindehavere, samt instruktøren og manuskriptforfatteren Stefan Schwartzs øje for det komiske, er filmens største fordele. (En klukkende latter er til flere scener passende). Her er ingen sex og vold, skurkene er nederdrægtige men ikke lede, og der stjæles kun fra folk, som kan undvære lidt håndører i forvejen.
"Shooting Fish" brummer visse steder en anelse i tomgang, usandsynlighederne hober sig op, og forudsigeligheden kan også streges under med rødt. Men når det gøres på en fornøjelig og indsmigrende facon, er det jo herligt at overvære i en biografsal. Historien kan affærdiges som en tynd kop Breakfast Tea, men er man i det uforpligtende cineasthjørne og til sol, sommer, friske fyre og adelige piger, kan denne film absolut anbefales. Derudover er musikken en lækker cocktail af tidens toner og gamle slagere.
Og så levede de alle lykkeligt til deres dages ende. Med en film som "Shooting Fish" er det ingen skam at røbe slutningen. Den er alligevel så småt gennemskuet efter det første kvarter. Filmen har taget eventyrets form til sig med diverse gode og onde kræfter og et par pjalteprinser, der til slut får ladyen og det halve gods. Moralen kan udlægges som følger: Selvom man bor i en gasbeholder og dels er ordblind og dels social analfabet, er det muligt at drive det til noget og - blive lykkelig.
Hvem tager det sidste stik?
Dylan og Jez (spillet af Dan Futterman og Stuart Townsend) er to forældreløse fyre, der har fundet sammen og supplerer hinanden som eneste familie og som partnere indenfor fup & svindel branchen. Målet med at franarre velbeslåede englændere store pundbeløb er en gang for alle at få et rigtigt hjem og købe en stor statelig ejendom på landet. Dylan er amerikaner af fødsel, ordblind og kan fortrylle selv hardcore forretningsmænd med sine talegaver og sit vid. Jez er en genert selvhæmmer og computernørd, der i kraft af sit tekniske geni kan få alt elektrisk isenkram til at spinde af velvære. Begge er opfindsomme til fingerspidserne, og de klarer sig med et minimalt husholdningsbudget ved at bo i en gammel gasbeholder og vinde alskens produkter gennem reklameslogan-konkurrencer.
Ind i denne tosomhed træder den yndige medicinstuderende Georgie, der for at tjene til studierne hjælper med et af de stort anlagte fupnumre, hvor en ikke-eksisterende talende computer sælges. Georgies hjerte er rent som sne, men hun bærer også svindlertalentet i sig og er ikke sen til at lære det ædle håndværk. Det får Dylan og Jez at føle. For Georgie og hendes to søskende er også for nyligt også blevet forældreløse, og har søreme også fået brug for de unge mænds privatopsparing. Sød musik opstår, skurke kommer på banen, et fængsel indgår, en brudgom forlades ved alteret, og i bedste Morten Korch stil afsluttes filmen med et afgørende hestevæddeløb.
Sød i ordets bedste forstand
Kate Beckinsale, der spiller Georgie, formår at forene sin karakters aristokratiske og sarte fremtoning med handlekraft og kvindelig snilde. Hun fik sit gennembrud i Shakespeare-filmatiseringen "Stor ståhej for ingenting" og viste senere prøver på sit komiske talent i John Schlesingers pudsige "Cold Comfort Farm". Stuart Townsend og Daniel Futterman er forholdsvis ukendte, men er absolut værd at holde øje med i fremtiden.
Samspillet mellem de tre hovedrolleindehavere, samt instruktøren og manuskriptforfatteren Stefan Schwartzs øje for det komiske, er filmens største fordele. (En klukkende latter er til flere scener passende). Her er ingen sex og vold, skurkene er nederdrægtige men ikke lede, og der stjæles kun fra folk, som kan undvære lidt håndører i forvejen.
"Shooting Fish" brummer visse steder en anelse i tomgang, usandsynlighederne hober sig op, og forudsigeligheden kan også streges under med rødt. Men når det gøres på en fornøjelig og indsmigrende facon, er det jo herligt at overvære i en biografsal. Historien kan affærdiges som en tynd kop Breakfast Tea, men er man i det uforpligtende cineasthjørne og til sol, sommer, friske fyre og adelige piger, kan denne film absolut anbefales. Derudover er musikken en lækker cocktail af tidens toner og gamle slagere.
19/11-2018
