Se filmen før dens forfilm!
3.0
En ung advokat fra bøhlandet tror han har fundet Paradiset i form af et nyt job i New York - han bliver klogere!
Den lidt kryptiske overskrift er oprigtigt ment: "Djævlens advokat" bliver, om ikke ødelagt, så i det mindste væsentligt mindre spændende hvis man har set dens forfilm (så hold nallerne fra linket til du har været i biografen!) - de chokerende erkendelser hovedpersonerne får i løbet af filmen, overrasker ikke den velforberedte tilskuer, der derfor går glip af hovedparten af filmens spænding og til gengæld må "nøjes" med at læne sig tilbage i sædet og nyde filmens flotte billeder og ikke mindst Al Pacinos veloplagte skuespil (der i sig selv er en biografbillet værd).
Så for de læsere, der ikke har set forfilmen (og evt. for dem, der ikke forstod forfilmens solide vink med en vognstang), tilbyder Scope en unik mulighed for at forblive i lykkelig uvidenhed om filmens hemmelige plot, samtidigt med at man kan få lidt forbrugeroplysning: bare lad være med at læse de dele af denne anmeldelse, som indledes med ordet "SPOILER"!
Ind med 4-toget
Kevin Lomax (Keanu Reeves) er en ung forsvarsadvokat i Gainesville, Florida (bøhlandet efter amerikansk målestok). Han er ikke bare god til sit job, han er simpelthen ubesejret i samtlige de sager han nogensinde har ført - ingen kan som han læse en jury og få den til at gøre som han vil. Og som om det ikke var nok, har han endda en smuk hustru (Charlize Theron) der elsker ham - what more could a man want?
Faktisk ser det ikke så godt ud for Kevin i filmens start: han står tilsyneladende foran sin karrieres første nederlag - hans klient er en temmelig usympatisk matematiklærer, som alle (inklusiv Kevin) er overbevist om, har forgrebet sig på en af sine elever. Skal Kevins flotte række af succeser virkelig stoppe her? No way! Kevin lader sin forfængelighed veje tungere end retfærdigheden og vælger at flænse offerets vidneudsagn i småstykker - hvilket resulterer i hans klients sensationelle frikendelse - og kort efter i et overraskende tilbud fra et New York-advokatfirma, der vil hyre Kevin til at hjælpe dem i en sag.
Han løser opgaven så godt, at han bliver inviteret til et møde med firmaets chef John Milton (Al Pacino), en lille venlig og rar mand med en intens karisma, der på toppen af en skyskraber (en fantastisk scene) tilbyder ham et drømmejob i firmaet, inklusiv en kæmpe lejlighed lige ved Central Park - kun et fjols ville sige nej og Kevin Lomax er ikke noget fjols ...
Velkommen til Paradiset ... og æblet
Kevin og hans hustru Mary Ann flytter til New York, ind i drømmelejligheden og op af den sociale rangstige - Kevin kaster sig ud i sit nye arbejde, mens Mary Ann entusiastisk giver sig i lag med at indrette lejlighed og lærer at shoppe - kort sagt: de bliver succesfulde 90er-yuppier.
Men mens Kevin stortrives med udfordringerne i det nye arbejde og i den venlige opmærksomhed fra hans mentor John Milton, begynder Mary Ann at blive frustreret - dels ser hun ikke meget til sin kære ægtemand, dels kan hun ikke finde sig til rette i livet som yuppie. Efterhånden begynder hun at se mærkelige ting - både virkelige hændelser (hun er vidne til et brutalt mord på en af Kevins overordnede) og halluciationer (bl.a. dæmoner). Mary Ann bliver snart så mærkelig at Kevin ikke ser andre muligheder end at lade hende indlægge på et psykiatrisk hospital, da han ikke både kan være hjemme hos hende og passe sit tidskrævende job.
Kevin begynder at forstå at der er noget helt galt i sin nye drømmetilværelse - men han er slet ikke klar over hvor galt det egentlig står til ...
SPOILER
Undervejs i filmen begynder det at gå op for os (og til sidst også for Kevin) at hans chef John Milton ikke er nogen helt almindelig mand, faktisk er han heller ikke helt så rar og venlig som han umiddelbart virker - han er nemlig den faldne ærkeengel Satan, Lucifer, Memnoch ... kært barn har mange navne, og da han har været her siden tidernes morgen og overraskende nok er temmelig kær, har han utallige navne - nu kalder han sig John Milton (sandsynligvis efter den engelske digter der i "Paradise Lost" gav en fantastisk beskrivelse af Satan og hans legioners fald fra Himmelen), og er vel ganske logisk blevet en uhyre magtfuld advokat, der har en finger med i alle de beskidte spil. Men overraskende nok er han faktisk også en særdeles charmerende person, der foragter Gud for hans ophøjede distance til de jordiske begivenheder - mens Milton selv er en særdeles aktiv deltager i de jordiske glæder. Den evige kamp mellem Gud og Satan står han efter egen mening til at vinde, men han skal bruge Kevin for at sikre sejren.
Hvis man vil være en intellektuel snob og grave lidt i symbolikken bag Pacinos navn, John Milton, i "Djævlens advokat" kan man finde mange interessante ting i filmen - lige fra Pacinos cirkelrunde kontor med en evigt brændende pejs, der påfaldende minder om den historiske Miltons beskrivelse i "Paradise Lost" af Helvede, over hans rekruttering af Kevin på toppen af en skyskraber (når der nu ikke er nogen bjergtoppe i New York), til hans brug af Kevins forfængelighed - den samme svaghed der fik Satan smidt ud fra Himmelen.
Pacino i sit es
Det er tit sjovere at se en rigtig god skurk end en rigtig god helt - en helt bliver nemt for god, mens en skurk dårligt kan blive for grum - hvis skurken får lov, kan han nemt stæle filmen fra helten - hvilket nøjagtig er hvad der sker i "Djævlens advokat". Ikke fordi Keanu Reeves spiller dårligt (han er faktisk væsentlig bedre end i hovedparten af sine film), men her er han oppe mod en af de absolutte sværvægtere indenfor kunsten "at stjæle lærredet" (det er vel kun Jack Nicholson der kan udtrykke mere med et hævet øjenbryn end Pacino) og når Pacino så endda får de bedste replikker og lukker fuldt op for charmen er der intet at gøre - filmen tilhører Pacino.
Selv hvis man på forhånd kender historiens hemmelighed kan man stadig nyde Pacino for fuld udblæsning - resten af filmen er heller ikke dårlig, der er masser af gode præstationer både foran og bag kameraet (ikke mindst filmens dekorationer, der er spektakulære), men ikke noget, der løfter den helt op i særklasse. Hvis ambitionen til dels har været at gå i fodsporene på en vis Roman Polanski film, må man nok konstatere at det ikke helt lykkes - men der er under alle omstændigheder kommet en ganske seværdig film ud af anstrengelserne.
Måske kunne filmen godt have været en anelse kortere uden at det havde gjort noget (bl.a. en sidehistorie med Delroy Lindo som Voodoo-præst), men på den anden side er det ganske rart med en amerikansk mainstreamfilm, der bruger tid på at fortælle små sidehistorier.
Satan i "Djævlens advokat" er en ganske fascinerende person - ikke blot det Onde selv, men også en særdeles menneskelig person. Nogle af hans udtalelser om Guds forhold til os er både blasfemiske og ganske tankevækkende.
Den lidt kryptiske overskrift er oprigtigt ment: "Djævlens advokat" bliver, om ikke ødelagt, så i det mindste væsentligt mindre spændende hvis man har set dens forfilm (så hold nallerne fra linket til du har været i biografen!) - de chokerende erkendelser hovedpersonerne får i løbet af filmen, overrasker ikke den velforberedte tilskuer, der derfor går glip af hovedparten af filmens spænding og til gengæld må "nøjes" med at læne sig tilbage i sædet og nyde filmens flotte billeder og ikke mindst Al Pacinos veloplagte skuespil (der i sig selv er en biografbillet værd).
Så for de læsere, der ikke har set forfilmen (og evt. for dem, der ikke forstod forfilmens solide vink med en vognstang), tilbyder Scope en unik mulighed for at forblive i lykkelig uvidenhed om filmens hemmelige plot, samtidigt med at man kan få lidt forbrugeroplysning: bare lad være med at læse de dele af denne anmeldelse, som indledes med ordet "SPOILER"!
Ind med 4-toget
Kevin Lomax (Keanu Reeves) er en ung forsvarsadvokat i Gainesville, Florida (bøhlandet efter amerikansk målestok). Han er ikke bare god til sit job, han er simpelthen ubesejret i samtlige de sager han nogensinde har ført - ingen kan som han læse en jury og få den til at gøre som han vil. Og som om det ikke var nok, har han endda en smuk hustru (Charlize Theron) der elsker ham - what more could a man want?
Faktisk ser det ikke så godt ud for Kevin i filmens start: han står tilsyneladende foran sin karrieres første nederlag - hans klient er en temmelig usympatisk matematiklærer, som alle (inklusiv Kevin) er overbevist om, har forgrebet sig på en af sine elever. Skal Kevins flotte række af succeser virkelig stoppe her? No way! Kevin lader sin forfængelighed veje tungere end retfærdigheden og vælger at flænse offerets vidneudsagn i småstykker - hvilket resulterer i hans klients sensationelle frikendelse - og kort efter i et overraskende tilbud fra et New York-advokatfirma, der vil hyre Kevin til at hjælpe dem i en sag.
Han løser opgaven så godt, at han bliver inviteret til et møde med firmaets chef John Milton (Al Pacino), en lille venlig og rar mand med en intens karisma, der på toppen af en skyskraber (en fantastisk scene) tilbyder ham et drømmejob i firmaet, inklusiv en kæmpe lejlighed lige ved Central Park - kun et fjols ville sige nej og Kevin Lomax er ikke noget fjols ...
Velkommen til Paradiset ... og æblet
Kevin og hans hustru Mary Ann flytter til New York, ind i drømmelejligheden og op af den sociale rangstige - Kevin kaster sig ud i sit nye arbejde, mens Mary Ann entusiastisk giver sig i lag med at indrette lejlighed og lærer at shoppe - kort sagt: de bliver succesfulde 90er-yuppier.
Men mens Kevin stortrives med udfordringerne i det nye arbejde og i den venlige opmærksomhed fra hans mentor John Milton, begynder Mary Ann at blive frustreret - dels ser hun ikke meget til sin kære ægtemand, dels kan hun ikke finde sig til rette i livet som yuppie. Efterhånden begynder hun at se mærkelige ting - både virkelige hændelser (hun er vidne til et brutalt mord på en af Kevins overordnede) og halluciationer (bl.a. dæmoner). Mary Ann bliver snart så mærkelig at Kevin ikke ser andre muligheder end at lade hende indlægge på et psykiatrisk hospital, da han ikke både kan være hjemme hos hende og passe sit tidskrævende job.
Kevin begynder at forstå at der er noget helt galt i sin nye drømmetilværelse - men han er slet ikke klar over hvor galt det egentlig står til ...
SPOILER
Undervejs i filmen begynder det at gå op for os (og til sidst også for Kevin) at hans chef John Milton ikke er nogen helt almindelig mand, faktisk er han heller ikke helt så rar og venlig som han umiddelbart virker - han er nemlig den faldne ærkeengel Satan, Lucifer, Memnoch ... kært barn har mange navne, og da han har været her siden tidernes morgen og overraskende nok er temmelig kær, har han utallige navne - nu kalder han sig John Milton (sandsynligvis efter den engelske digter der i "Paradise Lost" gav en fantastisk beskrivelse af Satan og hans legioners fald fra Himmelen), og er vel ganske logisk blevet en uhyre magtfuld advokat, der har en finger med i alle de beskidte spil. Men overraskende nok er han faktisk også en særdeles charmerende person, der foragter Gud for hans ophøjede distance til de jordiske begivenheder - mens Milton selv er en særdeles aktiv deltager i de jordiske glæder. Den evige kamp mellem Gud og Satan står han efter egen mening til at vinde, men han skal bruge Kevin for at sikre sejren.
Hvis man vil være en intellektuel snob og grave lidt i symbolikken bag Pacinos navn, John Milton, i "Djævlens advokat" kan man finde mange interessante ting i filmen - lige fra Pacinos cirkelrunde kontor med en evigt brændende pejs, der påfaldende minder om den historiske Miltons beskrivelse i "Paradise Lost" af Helvede, over hans rekruttering af Kevin på toppen af en skyskraber (når der nu ikke er nogen bjergtoppe i New York), til hans brug af Kevins forfængelighed - den samme svaghed der fik Satan smidt ud fra Himmelen.
Pacino i sit es
Det er tit sjovere at se en rigtig god skurk end en rigtig god helt - en helt bliver nemt for god, mens en skurk dårligt kan blive for grum - hvis skurken får lov, kan han nemt stæle filmen fra helten - hvilket nøjagtig er hvad der sker i "Djævlens advokat". Ikke fordi Keanu Reeves spiller dårligt (han er faktisk væsentlig bedre end i hovedparten af sine film), men her er han oppe mod en af de absolutte sværvægtere indenfor kunsten "at stjæle lærredet" (det er vel kun Jack Nicholson der kan udtrykke mere med et hævet øjenbryn end Pacino) og når Pacino så endda får de bedste replikker og lukker fuldt op for charmen er der intet at gøre - filmen tilhører Pacino.
Selv hvis man på forhånd kender historiens hemmelighed kan man stadig nyde Pacino for fuld udblæsning - resten af filmen er heller ikke dårlig, der er masser af gode præstationer både foran og bag kameraet (ikke mindst filmens dekorationer, der er spektakulære), men ikke noget, der løfter den helt op i særklasse. Hvis ambitionen til dels har været at gå i fodsporene på en vis Roman Polanski film, må man nok konstatere at det ikke helt lykkes - men der er under alle omstændigheder kommet en ganske seværdig film ud af anstrengelserne.
Måske kunne filmen godt have været en anelse kortere uden at det havde gjort noget (bl.a. en sidehistorie med Delroy Lindo som Voodoo-præst), men på den anden side er det ganske rart med en amerikansk mainstreamfilm, der bruger tid på at fortælle små sidehistorier.
Satan i "Djævlens advokat" er en ganske fascinerende person - ikke blot det Onde selv, men også en særdeles menneskelig person. Nogle af hans udtalelser om Guds forhold til os er både blasfemiske og ganske tankevækkende.
19/11-2018
