Fra Psykopatklubben
4.0
Mary Harron's filmversion af Ellis' kontroversielle roman er vellykket, loyal og med en hård skrattende tone af sort humor og ironi.
Bret Easton Ellis' roman "American Psycho" (1991) definerede ordet 'kontroversiel' for 90'erne. Den udpenslede vold og pornografi fik mange moralister op af stolene, men romanen blev også anerkendt som en fremragende satire over 80'ernes USA. Takket være al virakken blev "American Psycho" en bestseller, så en filmatisering var i sidste ende uundgåelig. Problemet var bare, hvem der turde tage jobbet.
Svær filmatisering
Ikke blot er romanen næsten umulig at filmatisere: Den har ingen central historie, blot en række løsrevne hændelser, fortalt i første person af psykopaten selv på grænsen mellem virkelighed og fantasi. Men også karrieremæssigt kunne filmatiseringen blive en dødssejler. Ellis selv fik dobbeltmoralske mordtrusler fra folk, der var forargede over volden, og måtte gemme sig som en anden Salman Rushdie. Leonardo de Caprio var udset til rollen som psykopaten, men sprang fra for at redde sit image som teenageidol. Men nu har independent-instruktøren Mary Harron og skuespilleren Christian Bale samlet handsken op.
Kvindehader?
Det vil givetvis være et plus i PR-strategien, at manuskriptet er skrevet af to kvinder (Harron og Guinevere Turner), for at undgå i hvert fald nogle af de anklager for kvindehad, der ramte romanen. Men Patrick Bateman er en psykopat, og ikke særligt rar mod kvinder - men det burde netop lede folk til at se, at romanen handler om ynkelig maskulinitet.
Et sted i slutningen af 1980'erne møder vi den gudesmukke, unge børsmægler Patrick Bateman. Han er kun syvogtyve somre, elsket af vennerne og kæresten og en rigtig 'boy next door'. Men om natten skifter han karakter og myrder og torterer prostituerede i flæng efter at have kneppet dem sanseløse. Volden udarter sig, og snart dræbes venner og fjender i absurde mængder. Filmen centrerer sig om mordet på den ulidelige konkurrent Paul Allen (Jared Leto), der har et flottere visitkort end Patrick og derfor fortjener at dø.
Den tomme Bateman
Pointen med både bogen og filmen er ikke spændingen om, hvor længe Bateman kan holde sig væk fra lovens lange arm, men derimod et studie i en kultur uden dybde og menneskelighed. Patrick Bateman er ikke en galning i en samling af normale, men blot et vanvittigt samfunds yderpunkt. Essentielt er han en tragisk nar, der desperat prøver at basere en eller anden form for personlighed på shampoo, popmusik eller massemord - ganske som folk er flest i et moderne samfund. Det er sjovt på en meget ubehagelig måde, fordi det rammer plet.
Det ville være pointeløst at vise volden og pornografien, eftersom romanen netop er en kommentar til overfloden af blod og flæsk i medierne. Filmen "American Psycho" er derfor blevet en meget morsom film med en sort, sort humor og evne til at fange Patrick Bateman i de mest latterlige situationer. Christian Bale er perfekt som Patrick Bateman, både smuk og uligevægtig, og Mary Harron fanger uhyggeligt godt bogens atmosfære af grotesk idioti. Specielt Batemans små foredrag om Genesis og Whitney Houston er komik i topklasse. Du vil aldrig høre "Sussudio" på helt samme måde igen.
Lidt for nem satire
Selvom filmatiseringen er vellykket, hæver den sig ikke over loyal illustration. Da bogen udkom var den en central satire over, hvad amerikanerne regnede for mest værdifuldt i deres samfund. Moralen har skiftet siden, og kritikken af 80'ernes yuppier med deres kulørte seler og to-kilos mobiltelefoner virker i dag lidt nem. Det er lidt som at grine af 70'ernes trompetbukser. Det havde klædt filmen at opdatere bogen til det nye årtusind, for selvom samfundet har ændret sig, er det ikke blevet mindre psykopatisk.
Bret Easton Ellis' roman "American Psycho" (1991) definerede ordet 'kontroversiel' for 90'erne. Den udpenslede vold og pornografi fik mange moralister op af stolene, men romanen blev også anerkendt som en fremragende satire over 80'ernes USA. Takket være al virakken blev "American Psycho" en bestseller, så en filmatisering var i sidste ende uundgåelig. Problemet var bare, hvem der turde tage jobbet.
Svær filmatisering
Ikke blot er romanen næsten umulig at filmatisere: Den har ingen central historie, blot en række løsrevne hændelser, fortalt i første person af psykopaten selv på grænsen mellem virkelighed og fantasi. Men også karrieremæssigt kunne filmatiseringen blive en dødssejler. Ellis selv fik dobbeltmoralske mordtrusler fra folk, der var forargede over volden, og måtte gemme sig som en anden Salman Rushdie. Leonardo de Caprio var udset til rollen som psykopaten, men sprang fra for at redde sit image som teenageidol. Men nu har independent-instruktøren Mary Harron og skuespilleren Christian Bale samlet handsken op.
Kvindehader?
Det vil givetvis være et plus i PR-strategien, at manuskriptet er skrevet af to kvinder (Harron og Guinevere Turner), for at undgå i hvert fald nogle af de anklager for kvindehad, der ramte romanen. Men Patrick Bateman er en psykopat, og ikke særligt rar mod kvinder - men det burde netop lede folk til at se, at romanen handler om ynkelig maskulinitet.
Et sted i slutningen af 1980'erne møder vi den gudesmukke, unge børsmægler Patrick Bateman. Han er kun syvogtyve somre, elsket af vennerne og kæresten og en rigtig 'boy next door'. Men om natten skifter han karakter og myrder og torterer prostituerede i flæng efter at have kneppet dem sanseløse. Volden udarter sig, og snart dræbes venner og fjender i absurde mængder. Filmen centrerer sig om mordet på den ulidelige konkurrent Paul Allen (Jared Leto), der har et flottere visitkort end Patrick og derfor fortjener at dø.
Den tomme Bateman
Pointen med både bogen og filmen er ikke spændingen om, hvor længe Bateman kan holde sig væk fra lovens lange arm, men derimod et studie i en kultur uden dybde og menneskelighed. Patrick Bateman er ikke en galning i en samling af normale, men blot et vanvittigt samfunds yderpunkt. Essentielt er han en tragisk nar, der desperat prøver at basere en eller anden form for personlighed på shampoo, popmusik eller massemord - ganske som folk er flest i et moderne samfund. Det er sjovt på en meget ubehagelig måde, fordi det rammer plet.
Det ville være pointeløst at vise volden og pornografien, eftersom romanen netop er en kommentar til overfloden af blod og flæsk i medierne. Filmen "American Psycho" er derfor blevet en meget morsom film med en sort, sort humor og evne til at fange Patrick Bateman i de mest latterlige situationer. Christian Bale er perfekt som Patrick Bateman, både smuk og uligevægtig, og Mary Harron fanger uhyggeligt godt bogens atmosfære af grotesk idioti. Specielt Batemans små foredrag om Genesis og Whitney Houston er komik i topklasse. Du vil aldrig høre "Sussudio" på helt samme måde igen.
Lidt for nem satire
Selvom filmatiseringen er vellykket, hæver den sig ikke over loyal illustration. Da bogen udkom var den en central satire over, hvad amerikanerne regnede for mest værdifuldt i deres samfund. Moralen har skiftet siden, og kritikken af 80'ernes yuppier med deres kulørte seler og to-kilos mobiltelefoner virker i dag lidt nem. Det er lidt som at grine af 70'ernes trompetbukser. Det havde klædt filmen at opdatere bogen til det nye årtusind, for selvom samfundet har ændret sig, er det ikke blevet mindre psykopatisk.
19/11-2018
