Vor Frue
4.0
Visuelt flot og ganske usentimental Korch-filmatisering af det nye instruktør-talent Katrine Wiedemann.
Lars von Trier har i forbindelse med den store interesse (deriblandt hans egen) for Morten Korch udtalt, at det ikke kun er Morten Korch-historier, der er banale. Morten Korch har derimod "skudt papegøjen" og skrevet en række historier, som i virkeligheden indeholder essensen af alle historier - helt på linje med Shakespeare og andre af de store litterære skikkelser. Det må man sige er lidt af en sammenligning: Shakespeare og Korch.
Den lange varme sommer
Men med Katrine Wiedemanns begavede instruktion og søsteren Vinca Wiedemanns effektive manuskript, frit fortolket efter Korchs "Fruen på Hamre", er der bestemt grund til at klappe i hænderne. Denne filmatisering har øjeblikke af både stor skuespilkunst og nervepirrende psykologisk drama. Og så er Katrine Wiedemanns visuelle udskejelser - der ligger langt fra både de Korch-filmatiseringer, vi kender fra gamle dage, og fra 90'ernes tv-serie - virkelig flotte og gennemførte.
Hendes syn på gården Hamre og det solbeskinnede danske landskab er holdt i lidt for varme, gule og røde farver med overdrevne kontraster. Det minder i høj grad om, hvordan ens solmættede lyssky øjne opfatter verden på en rigtig sommerdag. De varme farver ender med at gøre helt ondt.
I dét lys udspiller sig et regulært drama. Den hjertens gode Bente (Bodil Jørgensen) lover sin far på hans dødsleje, at hun vil gifte sig med Gorm (Bjarne Henriksen) og dermed indfri faderens gæld til Gorms far. Det er bestemt ikke gensidig kærlighed, der driver det ægteskab. Da Gorm desuden finder ud af, at Bentes fader kun har testamenteret gården til Bente, føler han sig totalt ydmyget som mand. Han nedgør hende derefter på det groveste i en række grusomme scener, hvor det indædte had og frustrationen parterne imellem ikke er til at tage fejl af.
Når enden er god
Katrine Wiedemann får en stor præstation ud af Bodil Jørgensen i den svære rolle som Bente. Hun balancerer på kanten af tossegodhed og viljefast råstyrke. Ligeledes er Bjarne Henriksen et godt valg med stor maskulin udstråling og samtidig, viser det sig, et følsomt indre ødelagt af hans despotiske fader. Sådan er Korch jo. Det ender godt, det gode kommer frem i folk. Det passer fint med en anden af Triers udtalelser: Korch er god til at igangsætte sine historier, men dårlig til at afslutte. Eneste kritikpunkt på "Fruen på Hamre" er således også slutningen, som trods søstrene Wiedemanns flotte visioner og dramaturgiske håndtering halter en anelse. Men lad det nu være - "Fruen på Hamre" er en flot hyldest til en folkekær forfatter og det gamle danske sommerland.
Lars von Trier har i forbindelse med den store interesse (deriblandt hans egen) for Morten Korch udtalt, at det ikke kun er Morten Korch-historier, der er banale. Morten Korch har derimod "skudt papegøjen" og skrevet en række historier, som i virkeligheden indeholder essensen af alle historier - helt på linje med Shakespeare og andre af de store litterære skikkelser. Det må man sige er lidt af en sammenligning: Shakespeare og Korch.
Den lange varme sommer
Men med Katrine Wiedemanns begavede instruktion og søsteren Vinca Wiedemanns effektive manuskript, frit fortolket efter Korchs "Fruen på Hamre", er der bestemt grund til at klappe i hænderne. Denne filmatisering har øjeblikke af både stor skuespilkunst og nervepirrende psykologisk drama. Og så er Katrine Wiedemanns visuelle udskejelser - der ligger langt fra både de Korch-filmatiseringer, vi kender fra gamle dage, og fra 90'ernes tv-serie - virkelig flotte og gennemførte.
Hendes syn på gården Hamre og det solbeskinnede danske landskab er holdt i lidt for varme, gule og røde farver med overdrevne kontraster. Det minder i høj grad om, hvordan ens solmættede lyssky øjne opfatter verden på en rigtig sommerdag. De varme farver ender med at gøre helt ondt.
I dét lys udspiller sig et regulært drama. Den hjertens gode Bente (Bodil Jørgensen) lover sin far på hans dødsleje, at hun vil gifte sig med Gorm (Bjarne Henriksen) og dermed indfri faderens gæld til Gorms far. Det er bestemt ikke gensidig kærlighed, der driver det ægteskab. Da Gorm desuden finder ud af, at Bentes fader kun har testamenteret gården til Bente, føler han sig totalt ydmyget som mand. Han nedgør hende derefter på det groveste i en række grusomme scener, hvor det indædte had og frustrationen parterne imellem ikke er til at tage fejl af.
Når enden er god
Katrine Wiedemann får en stor præstation ud af Bodil Jørgensen i den svære rolle som Bente. Hun balancerer på kanten af tossegodhed og viljefast råstyrke. Ligeledes er Bjarne Henriksen et godt valg med stor maskulin udstråling og samtidig, viser det sig, et følsomt indre ødelagt af hans despotiske fader. Sådan er Korch jo. Det ender godt, det gode kommer frem i folk. Det passer fint med en anden af Triers udtalelser: Korch er god til at igangsætte sine historier, men dårlig til at afslutte. Eneste kritikpunkt på "Fruen på Hamre" er således også slutningen, som trods søstrene Wiedemanns flotte visioner og dramaturgiske håndtering halter en anelse. Men lad det nu være - "Fruen på Hamre" er en flot hyldest til en folkekær forfatter og det gamle danske sommerland.
19/11-2018
