Benhård engelsk kupkrimi
4.0
Filmåret 1999 har allerede budt på Guy Ritchies energiske høj-oktan-gangsterdrama "Rub og stub og to rygende geværer", og nu er der dansk biografpremiere på endnu en rå, engelsk thriller af samme tilsnit: "Face".
Rambuktyveri med komplikationer
Udgangspunktet for "Face" er et rambuktyveri i en lagerbygning i Londons East End. Ved kuppet får en bande på fem, Ray (Robert Carlyle), Dave (Ray Winstone), Jason (Damon Albarn), Stevie (Steven Waddington) og Julian (Philip Davis) fat i 388.000 pund, men de havde forventet langt mere. Efter nogle skærmydsler får de delt pengene i lige store portioner og går på pub for at fejre røveriet. Der går imidlertid ikke længe, før Dave dukker op hjemme hos Ray. Han er gennemtævet og hans udbytte er blevet nappet. Dave skyder skylden over på Julian, men da de opsøger ham, er hans penge også forsvundet. Dertil kommer en del interne gnidninger i banden, ikke mindst da de finder Jason nakket med en oversavet haglspreder.
Realisme i øjenhøjde
Umiddelbart kunne det måske lyde lige lovlig Tarantino'sk, men dét, der adskiller "Face" fra Hollywoods glamourbilleder, er den uhørte realisme, som gennemsyrer filmen. Miljøtegningen er eminent, karaktererne er ikke stereotype, men bliver for vore øjne levende mennesker. Mennesker med drømme, nederlag og levet liv i bagagen. Instruktøren Antonia Bird påpeger selv, at mulighederne er meget begrænsede, hvis man kommer fra Londons arbejderklasse-baggrund. I dette trøstesløse miljø kan sort uheld eller længerevarende arbejdsløshed nemt lede mennesker ud i en eskalerende spiral af kriminalitet. Ganske som det også sker for de pengegriske karakterer i "Face", der tilsidesætter enhver form for moral eller etik til fordel for en hurtig gevinst. Bird har tidligere iscenesat det kontroversielle mesterværk "Priest" (1994), der fokuserede på en ung præsts kamp mellem sin religiøse overbevisning og en spirende homoseksualitet. Med "Face" har hun præsteret et nyt.
Manuskriptforfatteren: En ægte fængselsrotte
Hvis "Face" virker så ægte, at den næsten grænser til det dokumentariske, er det ikke uden grund. Manuskriptforfatteren Ronan Bennett sad nemlig selv i Brixton-fængslets specialsikrede afdeling sidst i 1970erne, så han kender den kriminelle jargon til bunds. Hans replikker er lammende ægte, og de fremføres af et hold fremragende britiske aktører.
Carlyle brænder gennem lærredet
Robert Carlyle kender vi fra "Det' bare mænd" (97) og "Trainspotting" (96), men rollen som Ray er hans absolut mest udfordrende til dato. Med sine markerede træk, brune, følsomme øjne, daggamle skægstubbe og den evige smøg i flaben, er Carlyle som født til at spille denne underdog-rolle. Hans intense præstation ætser gennem lærredet og giver dramaet saft og kraft. Jeg glæder mig virkelig til at se ham som skurk i den nye James Bond-film "The World Is Not Enough". Der spilles også eminent af de resterende, mere ukendte, skuespillere. Ikke mindst af Lena Headey som Rays kæreste Connie, og Philip Davis som den gerrige og totalt psykopatiske Julian. Som et kuriosum skal nævnes, at den unge Jason portrætteres af forsangeren fra popgruppen "Blur", Damon Albarn.
Psykologisk vinkel
Netop fordi Bird giver en psykologisk forklaring på Rays anti-autoritære livsindstilling og hans valg af métier: Politiets (læs: systemets) brutale splittelse af en minearbejderstrejke for år tilbage, og Rays deraf følgende opfattelse af, at den kriminelle løbebane er (proletariatets) eneste måde at slå tilbage, løfter filmen sig langt op over den ordinære, unuancerede Hollywood-gangsterfilm. Det er lang tid siden, jeg har set en så gennemført kupfilm som "Face", så skynd dig ind og se den. Hvis du ellers kan klare mosten, er det med garanti de bedste biograf-penge, du kan give ud i hele juli!
Rambuktyveri med komplikationer
Udgangspunktet for "Face" er et rambuktyveri i en lagerbygning i Londons East End. Ved kuppet får en bande på fem, Ray (Robert Carlyle), Dave (Ray Winstone), Jason (Damon Albarn), Stevie (Steven Waddington) og Julian (Philip Davis) fat i 388.000 pund, men de havde forventet langt mere. Efter nogle skærmydsler får de delt pengene i lige store portioner og går på pub for at fejre røveriet. Der går imidlertid ikke længe, før Dave dukker op hjemme hos Ray. Han er gennemtævet og hans udbytte er blevet nappet. Dave skyder skylden over på Julian, men da de opsøger ham, er hans penge også forsvundet. Dertil kommer en del interne gnidninger i banden, ikke mindst da de finder Jason nakket med en oversavet haglspreder.
Realisme i øjenhøjde
Umiddelbart kunne det måske lyde lige lovlig Tarantino'sk, men dét, der adskiller "Face" fra Hollywoods glamourbilleder, er den uhørte realisme, som gennemsyrer filmen. Miljøtegningen er eminent, karaktererne er ikke stereotype, men bliver for vore øjne levende mennesker. Mennesker med drømme, nederlag og levet liv i bagagen. Instruktøren Antonia Bird påpeger selv, at mulighederne er meget begrænsede, hvis man kommer fra Londons arbejderklasse-baggrund. I dette trøstesløse miljø kan sort uheld eller længerevarende arbejdsløshed nemt lede mennesker ud i en eskalerende spiral af kriminalitet. Ganske som det også sker for de pengegriske karakterer i "Face", der tilsidesætter enhver form for moral eller etik til fordel for en hurtig gevinst. Bird har tidligere iscenesat det kontroversielle mesterværk "Priest" (1994), der fokuserede på en ung præsts kamp mellem sin religiøse overbevisning og en spirende homoseksualitet. Med "Face" har hun præsteret et nyt.
Manuskriptforfatteren: En ægte fængselsrotte
Hvis "Face" virker så ægte, at den næsten grænser til det dokumentariske, er det ikke uden grund. Manuskriptforfatteren Ronan Bennett sad nemlig selv i Brixton-fængslets specialsikrede afdeling sidst i 1970erne, så han kender den kriminelle jargon til bunds. Hans replikker er lammende ægte, og de fremføres af et hold fremragende britiske aktører.
Carlyle brænder gennem lærredet
Robert Carlyle kender vi fra "Det' bare mænd" (97) og "Trainspotting" (96), men rollen som Ray er hans absolut mest udfordrende til dato. Med sine markerede træk, brune, følsomme øjne, daggamle skægstubbe og den evige smøg i flaben, er Carlyle som født til at spille denne underdog-rolle. Hans intense præstation ætser gennem lærredet og giver dramaet saft og kraft. Jeg glæder mig virkelig til at se ham som skurk i den nye James Bond-film "The World Is Not Enough". Der spilles også eminent af de resterende, mere ukendte, skuespillere. Ikke mindst af Lena Headey som Rays kæreste Connie, og Philip Davis som den gerrige og totalt psykopatiske Julian. Som et kuriosum skal nævnes, at den unge Jason portrætteres af forsangeren fra popgruppen "Blur", Damon Albarn.
Psykologisk vinkel
Netop fordi Bird giver en psykologisk forklaring på Rays anti-autoritære livsindstilling og hans valg af métier: Politiets (læs: systemets) brutale splittelse af en minearbejderstrejke for år tilbage, og Rays deraf følgende opfattelse af, at den kriminelle løbebane er (proletariatets) eneste måde at slå tilbage, løfter filmen sig langt op over den ordinære, unuancerede Hollywood-gangsterfilm. Det er lang tid siden, jeg har set en så gennemført kupfilm som "Face", så skynd dig ind og se den. Hvis du ellers kan klare mosten, er det med garanti de bedste biograf-penge, du kan give ud i hele juli!
19/11-2018