Star Wars -Episode 1 - Kraften er væk
3.0
Vel nok århundredets mest ventede film, berømt og berygtet månedsvis inden premieren, sablet ned af anmeldere i USA og elsket af fans i alle aldre. -Star Wars er ikke en film, men et fænomen. Desværre, for hvis Lucas havde fokuseret på filmen frem for fænomenet, så havde der måske igen været grund til dyrkelse af fænomenet.
Med al den hype, der i de sidste måneder har været omkring forhistorien til Han Solo, Luke Skywalker og resten af besætningen på Tusindårsfalkens fantastiske eventyr, så virker det nærmest unødvendigt at fortælle, hvad Episode 1 handler om. Men til ære for de få heldige stakler, der viist har holdt sig borte fra mediestormen, følger her en ultrakort opsummering.
Og hvad var det nu den handlede om?
De to jedi-riddere Qui-Gon Jinn (Liam Neeson) og hans lærling Obi-Wan Kenobi (Ewan McGregor) er udsendt som ambassadører for den lille fredelige planet Naboo, som er regeret af den unge dronning Amidala (Natalie Portman). Planeten er belejret af den griske handelsføderation, der ikke kunne bekymre sig mindre om den svagelige galaktiske regerings love. Det viser sig dog hurtigt, at handelsføderationen har på sinde at angribe planeten, hvilket selvsagt ikke huer den fredselskende dronning. Jedi-ridderne overbeviser hende om, at hun midlertidigt vil være i sikkerhed på ørkenplaneten Tatooine, hvor de - Kraftens veje er uransagelige - løber ind i unge Anakin Skywalker (Jake Lloyd), Darth Vader in spe. Og bag hele miseren står Mørkets fyrste og hans discipel Darth Maul (Ray Park).
Fred er en kort pause mellem krig
Med andre ord er der lagt op til den ene solide kampscene efter den anden, og kæmpet bliver der skam også til den helt store guldmedalje. Så meget, at der ikke rigtig er plads til en uddybning af personerne, deres styrker og svagheder, motivationer og følelser. Det er synd, for det, der gjorde de første Star Wars-film så spektakulære, var ikke alene den universelle mytologi, men netop også, at publikum havde mulighed for at identificere sig med helten (eller heltinden) og dermed også heppe på ham (hende). Her har Lucas ladt publikum i stikken til fordel for teknologiske rumvindinger og haute couture kostymer. Undertegnede var i hvert fald følelsesmæssigt upåvirket af personernes skæbne ved filmens slutning. Kun få gange overraskede historien, der ellers var meget forudsigelig, og kun med bemærkningen "Der er altid en større fisk" antydede filmen en snert af den selvironi, der synes katastrofal vigtig i forbindelse med lige netop Star Wars-filmene.
Ikke engang teknologien sætter grænser
Men de specialeffects, der præsenteres, lever sandelig op til forventningerne. Scenografien er fantastisk, og det er skønt at se, at filmindustrien ikke længere synes at have nogen grænser, hvad angår muligheden for at skabe fantasi-riger af dimensioner. Det vrimler med maskiner af alskens oprindelse, hvor Qui-Gon Jinns lille transportmiddel må være rummets svar på den klassiske sølvgrå Jaguar: slank, hurtig og elegant. Og lille Anakins pod ligner en meget kompliceret version af en go-cart, men flot optaget er væddeløbet mellem ham og mystiske væsner, deriblandt den onde Selbulba. Mærkelige væsner vrimler det med, en absolut nødvendighed, og Jar-Jar Binks (stemme og bevægelser via Ahmed Best) er både kikset og kær, mens den ærværdige Yoda (styret af Frank Oz, ægte muppet-master) også dukker op i selskab med Samuel L. Jackson.
Spildt talent
"Star Wars: Episode 1-Den usynlige fjende" kan desværre ikke ses som mere end en pengemaskine, og undertegnede beklager kynismen, for Star Wars-universet har bestemt et indhold, der har relevans for både hardcore fans og almindelige mennesker. "Episode 1" fungerer ikke engang som en analogi for verdens tilstand ved slutningen af årtusindet, lige bortset fra sandsynligheden for udkæmpelsen af krige via robotter for at mindske tab af biologisk liv. Filmen er selvhøjtidelig, uden en gribende historie, trods de mange komplicerede handlingstråde, og selv humoren virker kunstig. John Williams' musik er dog lige så tidløs og fantastisk som Richard Wagners Valkyrieridt, hvilket er en trøst. Sidst, men absolut ikke mindst, kunne både Liam Neeson, Natalie Portman og Ewan McGregor sagtens have været erstattet af andre, og dermed undgået at spilde deres fremragende talent i en film, hvor de rangerer lavere end teknologisk pynt og "fænomenal" form.
Grundet fare for et terrorangreb på Scoperedaktionen ser undertegnede sig nødsaget til at snige karakteren op på tre meget små øjne for de flotte effekter og ikke meget andet, og samtidig afslutte, nok så blasfemisk, at hvis man vil have Star Wars, så er det de tre første, der rykker. Og hvis man bare vil have underholdning i rummet, så bliv hjemme og lej "Lost in space" (98) eller "Det femte element" (97), der er både teknik, handling, humor, selvironi, mytologi og følelser -banale, som de nu engang kan være.
Med al den hype, der i de sidste måneder har været omkring forhistorien til Han Solo, Luke Skywalker og resten af besætningen på Tusindårsfalkens fantastiske eventyr, så virker det nærmest unødvendigt at fortælle, hvad Episode 1 handler om. Men til ære for de få heldige stakler, der viist har holdt sig borte fra mediestormen, følger her en ultrakort opsummering.
Og hvad var det nu den handlede om?
De to jedi-riddere Qui-Gon Jinn (Liam Neeson) og hans lærling Obi-Wan Kenobi (Ewan McGregor) er udsendt som ambassadører for den lille fredelige planet Naboo, som er regeret af den unge dronning Amidala (Natalie Portman). Planeten er belejret af den griske handelsføderation, der ikke kunne bekymre sig mindre om den svagelige galaktiske regerings love. Det viser sig dog hurtigt, at handelsføderationen har på sinde at angribe planeten, hvilket selvsagt ikke huer den fredselskende dronning. Jedi-ridderne overbeviser hende om, at hun midlertidigt vil være i sikkerhed på ørkenplaneten Tatooine, hvor de - Kraftens veje er uransagelige - løber ind i unge Anakin Skywalker (Jake Lloyd), Darth Vader in spe. Og bag hele miseren står Mørkets fyrste og hans discipel Darth Maul (Ray Park).
Fred er en kort pause mellem krig
Med andre ord er der lagt op til den ene solide kampscene efter den anden, og kæmpet bliver der skam også til den helt store guldmedalje. Så meget, at der ikke rigtig er plads til en uddybning af personerne, deres styrker og svagheder, motivationer og følelser. Det er synd, for det, der gjorde de første Star Wars-film så spektakulære, var ikke alene den universelle mytologi, men netop også, at publikum havde mulighed for at identificere sig med helten (eller heltinden) og dermed også heppe på ham (hende). Her har Lucas ladt publikum i stikken til fordel for teknologiske rumvindinger og haute couture kostymer. Undertegnede var i hvert fald følelsesmæssigt upåvirket af personernes skæbne ved filmens slutning. Kun få gange overraskede historien, der ellers var meget forudsigelig, og kun med bemærkningen "Der er altid en større fisk" antydede filmen en snert af den selvironi, der synes katastrofal vigtig i forbindelse med lige netop Star Wars-filmene.
Ikke engang teknologien sætter grænser
Men de specialeffects, der præsenteres, lever sandelig op til forventningerne. Scenografien er fantastisk, og det er skønt at se, at filmindustrien ikke længere synes at have nogen grænser, hvad angår muligheden for at skabe fantasi-riger af dimensioner. Det vrimler med maskiner af alskens oprindelse, hvor Qui-Gon Jinns lille transportmiddel må være rummets svar på den klassiske sølvgrå Jaguar: slank, hurtig og elegant. Og lille Anakins pod ligner en meget kompliceret version af en go-cart, men flot optaget er væddeløbet mellem ham og mystiske væsner, deriblandt den onde Selbulba. Mærkelige væsner vrimler det med, en absolut nødvendighed, og Jar-Jar Binks (stemme og bevægelser via Ahmed Best) er både kikset og kær, mens den ærværdige Yoda (styret af Frank Oz, ægte muppet-master) også dukker op i selskab med Samuel L. Jackson.
Spildt talent
"Star Wars: Episode 1-Den usynlige fjende" kan desværre ikke ses som mere end en pengemaskine, og undertegnede beklager kynismen, for Star Wars-universet har bestemt et indhold, der har relevans for både hardcore fans og almindelige mennesker. "Episode 1" fungerer ikke engang som en analogi for verdens tilstand ved slutningen af årtusindet, lige bortset fra sandsynligheden for udkæmpelsen af krige via robotter for at mindske tab af biologisk liv. Filmen er selvhøjtidelig, uden en gribende historie, trods de mange komplicerede handlingstråde, og selv humoren virker kunstig. John Williams' musik er dog lige så tidløs og fantastisk som Richard Wagners Valkyrieridt, hvilket er en trøst. Sidst, men absolut ikke mindst, kunne både Liam Neeson, Natalie Portman og Ewan McGregor sagtens have været erstattet af andre, og dermed undgået at spilde deres fremragende talent i en film, hvor de rangerer lavere end teknologisk pynt og "fænomenal" form.
Grundet fare for et terrorangreb på Scoperedaktionen ser undertegnede sig nødsaget til at snige karakteren op på tre meget små øjne for de flotte effekter og ikke meget andet, og samtidig afslutte, nok så blasfemisk, at hvis man vil have Star Wars, så er det de tre første, der rykker. Og hvis man bare vil have underholdning i rummet, så bliv hjemme og lej "Lost in space" (98) eller "Det femte element" (97), der er både teknik, handling, humor, selvironi, mytologi og følelser -banale, som de nu engang kan være.
19/11-2018
