Forudsigelig action
2.0
John Woos anden Hollywood film "Broken Arrow" starter godt, men udvikler sig hurtigt til en halvkedelig og ligegyldig mainstream actionfilm
Langt de fleste actionfilm har det samme problem. De starter spændende, intenst og med masser af gode intentioner; men efter de første 15-20 minutter går luften af ballonen, og det hele kammer over i det ene ligegyldige 'se -hvad -vi -kan -med -vores -sprængstof' powerstunt efter det andet i en stadig eskalering mod det endelige klimaks, hvor der for alvor skal brændes krudt af. På det tidspunkt er man som regel stået af. Det bliver for kedeligt og ensformigt. De gode muligheder for spændende personkarakteristik eller en nyskabende handlingstvist, der lægges op til i starten, følges aldrig op. Personerne forbliver udtryksløse stereotyper, og handlingen lægger sig stille og roligt i de gammelkendte folder.
Dette er også tilfældet med John Woos anden Hollywoodfilm "Broken Arrow" (Den første var "Hard Target" med Jean-Claude van Damme). Det starter flot med præsentationen af den grundlæggende konflikt og de to hovedpersoner Vic Deakins (John Travolta) og Riley Hale (Christian Slater). De er piloter i det amerikanske luftvåben, og skal under en øvelse flyve det radarusynlige B-3 Stealth bombefly, der er lastet med to atommissiler. Umiddelbart er Deakins og Hale de bedste venner, men i virkeligheden er Deakins en værre slyngel! Han stjæler missilerne og forsøger samtidig at dræbe Hale, hvilket selvfølgelig ikke lykkes, og resten af filmen jagter Hale, eller bliver han jagtet af, Deakins og atommissilerne - iøvrigt sammen med en tåbelig kvindelig 'Park Ranger' (Samantha Mathis), der absolut skal blandes ind i historien.
Dum og forudsigelig
Indledningen er fortalt med en intens 'zig-zagging' mellem filmmediets mange forskellige virkemidler. Melankolsk musik, slow-motion, aggressiv klipning, højtpumpet action, klichéfyldte replikskifter og meget andet, skaber den helt rigtige stemning og en forventning om noget stort. Men "Broken Arrow" bliver aldrig noget stort. Så snart fundamentet er lagt, er den bare endnu en dum og forudsigelig actionfilm!
"Broken Arrow" formår nemlig ikke at tage skridtet videre fra den fine indledning. De grundlæggende konflikter, der ligger i forholdet mellem de to mandlige hovedpersoner, forpurres til fordel for den ene eksploderende helikopter efter den anden (hele fire forskellige helikoptere sprænges i luften i løbet af filmen), og virkemidlerne, der i starten syntes lovende, forfladiges efterhånden.
Det hele bliver iøvrigt ikke bedre af, at skuespillerne, lige fra de mindste biroller til hovednavnene Travolta og Slater, spiller ekstremt forcerede. Der er som sådan ikke tale om en egentlig fejlplacering af skuespillerne, men snarere en negligering af personkarakteristikken fra instruktøren John Woo og manuskriptforfatteren Graham Yosts side (Det var iøvrigt ham, der skrev manuskriptet til "Speed"). John Woo har ellers tidligere, da han stadig lavede film i Hong Kong, vist, at han formår at håndtere både action og personkarakteristik. Men det er som om, at Hollywood har lagt en dæmper på ham og gjort ham til endnu en ordinær actioninstruktør.
"Broken Arrow" er en udmærket 'søndagsfilm', hvor det eneste man trænger til er hjernedød action og imponerende stunts. Hvis man derimod leder efter bare en smule uforudsigelighed, eller tror at "Broken Arrow" er en ny "Pulp Fiction", fordi der står John Travolta på plakaten, ja, så er man gået helt galt i byen.
Langt de fleste actionfilm har det samme problem. De starter spændende, intenst og med masser af gode intentioner; men efter de første 15-20 minutter går luften af ballonen, og det hele kammer over i det ene ligegyldige 'se -hvad -vi -kan -med -vores -sprængstof' powerstunt efter det andet i en stadig eskalering mod det endelige klimaks, hvor der for alvor skal brændes krudt af. På det tidspunkt er man som regel stået af. Det bliver for kedeligt og ensformigt. De gode muligheder for spændende personkarakteristik eller en nyskabende handlingstvist, der lægges op til i starten, følges aldrig op. Personerne forbliver udtryksløse stereotyper, og handlingen lægger sig stille og roligt i de gammelkendte folder.
Dette er også tilfældet med John Woos anden Hollywoodfilm "Broken Arrow" (Den første var "Hard Target" med Jean-Claude van Damme). Det starter flot med præsentationen af den grundlæggende konflikt og de to hovedpersoner Vic Deakins (John Travolta) og Riley Hale (Christian Slater). De er piloter i det amerikanske luftvåben, og skal under en øvelse flyve det radarusynlige B-3 Stealth bombefly, der er lastet med to atommissiler. Umiddelbart er Deakins og Hale de bedste venner, men i virkeligheden er Deakins en værre slyngel! Han stjæler missilerne og forsøger samtidig at dræbe Hale, hvilket selvfølgelig ikke lykkes, og resten af filmen jagter Hale, eller bliver han jagtet af, Deakins og atommissilerne - iøvrigt sammen med en tåbelig kvindelig 'Park Ranger' (Samantha Mathis), der absolut skal blandes ind i historien.
Dum og forudsigelig
Indledningen er fortalt med en intens 'zig-zagging' mellem filmmediets mange forskellige virkemidler. Melankolsk musik, slow-motion, aggressiv klipning, højtpumpet action, klichéfyldte replikskifter og meget andet, skaber den helt rigtige stemning og en forventning om noget stort. Men "Broken Arrow" bliver aldrig noget stort. Så snart fundamentet er lagt, er den bare endnu en dum og forudsigelig actionfilm!
"Broken Arrow" formår nemlig ikke at tage skridtet videre fra den fine indledning. De grundlæggende konflikter, der ligger i forholdet mellem de to mandlige hovedpersoner, forpurres til fordel for den ene eksploderende helikopter efter den anden (hele fire forskellige helikoptere sprænges i luften i løbet af filmen), og virkemidlerne, der i starten syntes lovende, forfladiges efterhånden.
Det hele bliver iøvrigt ikke bedre af, at skuespillerne, lige fra de mindste biroller til hovednavnene Travolta og Slater, spiller ekstremt forcerede. Der er som sådan ikke tale om en egentlig fejlplacering af skuespillerne, men snarere en negligering af personkarakteristikken fra instruktøren John Woo og manuskriptforfatteren Graham Yosts side (Det var iøvrigt ham, der skrev manuskriptet til "Speed"). John Woo har ellers tidligere, da han stadig lavede film i Hong Kong, vist, at han formår at håndtere både action og personkarakteristik. Men det er som om, at Hollywood har lagt en dæmper på ham og gjort ham til endnu en ordinær actioninstruktør.
"Broken Arrow" er en udmærket 'søndagsfilm', hvor det eneste man trænger til er hjernedød action og imponerende stunts. Hvis man derimod leder efter bare en smule uforudsigelighed, eller tror at "Broken Arrow" er en ny "Pulp Fiction", fordi der står John Travolta på plakaten, ja, så er man gået helt galt i byen.
19/11-2018
