Man kan aldrig undslippe Hollywood
3.0
- Med mindre man hedder Tim Robbins
Det mest bemærkelsesværdige ved Frank Darabonts film, der handler om, hvordan man slipper ud af et korrupt fængsel, er den præstation, der leveres af skuespilleren Tim Robbins. Det er nemlig stort set udelukkende ham, der holder filmens rallende åndedrag igang. Resten af filmens ingredienser - både billederne, symbolerne, skuespillerne og til dels også manuskriptforfatterens arbejde - bliver aldrig mere end kliché. På anden side er netop dét med til at give filmen et bare nogenlunde realistisk præg.
Problemet er selvfølgelig stadig, at når man faktisk er ved at kvæles mens man føres gennem fangernes stiliserede hverdag, så er det mere på grund af overfloden af klæbrig, lyserød glasur og fedtede stereotyper, end det er på grund af et egentligt forsøg på realistisk at fremstille miljøet i et fængsel.
Filmens plot passer på den måde fint, fordi det er en klassiker fra den sensationelle skuffe: En bankmand, Andy Dufresne (spillet af Tim Robbins), dømmes for et dobbeltmord, han ikke har begået. Han bliver derefter smidt i brummen for at afsone en fængselsstraf - på dobbelt livstid. I fængslet har han det selvsagt hårdt. Han bliver voldtaget og tævet af fængslets homoseksuelle "sisters", arbejder dag ud og dag ind i fængslets møgbeskidte vaskeri og han får oven i købet serveret mad med mider i.
Sådan går de første par år. Så en dag begynder det langsomt at lysne. Først og fremmest, fordi Andy møder Red, der spilles (til tider helt halvgodt) af Morgan Freeman. Red er manden, der kan skaffe alt: Smøger, sprut, hash... Ja, en dag skaffer han sågar skuespillerinden Rita Hayworth.
Da Red skaffer Andy en lille hakke, bliver de to venner. Hakken er imidlertid så lille at det vil tage en mand "600 år at grave sig ud" af fængslet med den, så den mulighed kan Andy altså godt glemme med det samme. Det vigtige ved den scene er tilsyneladende mere, at venskabet nu er igang, og at skildringen af relationen mellem Andy og Red, nu skal være filmens egentligt bærende omdrejningspunkt.
Det lykkes da også for tilskueren at skimte en god historie mellem alle de klistrede og nogen gange ligefrem patetiske pasticher af livet i fængslet. Men filmens mest spændende spor fører et helt andet sted hen. Andy er nemlig fangen, der ikke hører til i fængslet. Han er et både klogt, etisk og venligt menneske. Og det er gennem dette billede af hovedpersonen, at filmen vinder en anelse interesse. Sagen er, at filmen totalt mangler nutidens ellers ulideligt udbredte politiske korrekthed: Den fange, der faktisk har dræbt et andet menneske, er neger. De allermest umenneskelige mennesker i hele fængslet - er fisseletteagtige bøsser. Og Andy, der jo er blevet udsat for et justitsmord? Jo, den er god nok. Han er skam både hvid, rig, smuk - og meget veluddannet.
Nu kunne man så mene, at det i sig selv er politisk korrekt. Og det ville det også være, hvis han gik i hundene i fængslet. Men det gør han faktisk ikke, for det er netop gennem disse kvaliteter, at han når meget langt. I sidste ende helt ud af Shawshank...
Andy er nemlig god til tal, og han bliver inden længe fængselsinspektørens "pet", der dagen lang sidder og hvidvasker pengene fra inspektørens omsiggribende korruption. Det er på den ene side godt, fordi det lader ham nyde en særstatus i fængslet. På den anden side betyder det desværre, at han efterhånden bliver uundværlig - og kommer til at vide lidt for meget om inspektørens økonomiske kriminalitet.
Det sidste er især ærgerligt, fordi han på et tidspunkt møder en medfange, der kan bevise hans uskyld. Medfangen dør - ganske som forventet. Og hvad gør helten så?
Det mest forudsigelige, faktisk. Men netop fordi det er så forudsigeligt - man har jo allerede i filmens begyndelse fået det penslet ud på widescreen - så virker det så overraskende. Han kan da ikke... Men jo. Han gør det faktisk, og han gør det gudhjælpemig også på den måde, der var så indlysende, at det ikke burde være muligt.
Filmen er ikke den bedste, der nogensinde er blevet hevet hjem til Danmark. Der er for mange højtravende panoreringer, alt for lidt originalitet i historien og Freemans voice-over, der fungerer som fortællerinstans i filmen, er decideret forstyrrende og overmættet ("some birds are simply made to fly...").
Til gengæld skal Robbins have en stor applaus: Han alene gør filmen seværdig, fordi han spiller både overbevisende og troværdigt. Han undslipper som den eneste filmens mest skrækindjagende fængsel. Nemlig Hollywood.
Det mest bemærkelsesværdige ved Frank Darabonts film, der handler om, hvordan man slipper ud af et korrupt fængsel, er den præstation, der leveres af skuespilleren Tim Robbins. Det er nemlig stort set udelukkende ham, der holder filmens rallende åndedrag igang. Resten af filmens ingredienser - både billederne, symbolerne, skuespillerne og til dels også manuskriptforfatterens arbejde - bliver aldrig mere end kliché. På anden side er netop dét med til at give filmen et bare nogenlunde realistisk præg.
Problemet er selvfølgelig stadig, at når man faktisk er ved at kvæles mens man føres gennem fangernes stiliserede hverdag, så er det mere på grund af overfloden af klæbrig, lyserød glasur og fedtede stereotyper, end det er på grund af et egentligt forsøg på realistisk at fremstille miljøet i et fængsel.
Filmens plot passer på den måde fint, fordi det er en klassiker fra den sensationelle skuffe: En bankmand, Andy Dufresne (spillet af Tim Robbins), dømmes for et dobbeltmord, han ikke har begået. Han bliver derefter smidt i brummen for at afsone en fængselsstraf - på dobbelt livstid. I fængslet har han det selvsagt hårdt. Han bliver voldtaget og tævet af fængslets homoseksuelle "sisters", arbejder dag ud og dag ind i fængslets møgbeskidte vaskeri og han får oven i købet serveret mad med mider i.
Sådan går de første par år. Så en dag begynder det langsomt at lysne. Først og fremmest, fordi Andy møder Red, der spilles (til tider helt halvgodt) af Morgan Freeman. Red er manden, der kan skaffe alt: Smøger, sprut, hash... Ja, en dag skaffer han sågar skuespillerinden Rita Hayworth.
Da Red skaffer Andy en lille hakke, bliver de to venner. Hakken er imidlertid så lille at det vil tage en mand "600 år at grave sig ud" af fængslet med den, så den mulighed kan Andy altså godt glemme med det samme. Det vigtige ved den scene er tilsyneladende mere, at venskabet nu er igang, og at skildringen af relationen mellem Andy og Red, nu skal være filmens egentligt bærende omdrejningspunkt.
Det lykkes da også for tilskueren at skimte en god historie mellem alle de klistrede og nogen gange ligefrem patetiske pasticher af livet i fængslet. Men filmens mest spændende spor fører et helt andet sted hen. Andy er nemlig fangen, der ikke hører til i fængslet. Han er et både klogt, etisk og venligt menneske. Og det er gennem dette billede af hovedpersonen, at filmen vinder en anelse interesse. Sagen er, at filmen totalt mangler nutidens ellers ulideligt udbredte politiske korrekthed: Den fange, der faktisk har dræbt et andet menneske, er neger. De allermest umenneskelige mennesker i hele fængslet - er fisseletteagtige bøsser. Og Andy, der jo er blevet udsat for et justitsmord? Jo, den er god nok. Han er skam både hvid, rig, smuk - og meget veluddannet.
Nu kunne man så mene, at det i sig selv er politisk korrekt. Og det ville det også være, hvis han gik i hundene i fængslet. Men det gør han faktisk ikke, for det er netop gennem disse kvaliteter, at han når meget langt. I sidste ende helt ud af Shawshank...
Andy er nemlig god til tal, og han bliver inden længe fængselsinspektørens "pet", der dagen lang sidder og hvidvasker pengene fra inspektørens omsiggribende korruption. Det er på den ene side godt, fordi det lader ham nyde en særstatus i fængslet. På den anden side betyder det desværre, at han efterhånden bliver uundværlig - og kommer til at vide lidt for meget om inspektørens økonomiske kriminalitet.
Det sidste er især ærgerligt, fordi han på et tidspunkt møder en medfange, der kan bevise hans uskyld. Medfangen dør - ganske som forventet. Og hvad gør helten så?
Det mest forudsigelige, faktisk. Men netop fordi det er så forudsigeligt - man har jo allerede i filmens begyndelse fået det penslet ud på widescreen - så virker det så overraskende. Han kan da ikke... Men jo. Han gør det faktisk, og han gør det gudhjælpemig også på den måde, der var så indlysende, at det ikke burde være muligt.
Filmen er ikke den bedste, der nogensinde er blevet hevet hjem til Danmark. Der er for mange højtravende panoreringer, alt for lidt originalitet i historien og Freemans voice-over, der fungerer som fortællerinstans i filmen, er decideret forstyrrende og overmættet ("some birds are simply made to fly...").
Til gengæld skal Robbins have en stor applaus: Han alene gør filmen seværdig, fordi han spiller både overbevisende og troværdigt. Han undslipper som den eneste filmens mest skrækindjagende fængsel. Nemlig Hollywood.
19/11-2018
