Alle siger I Love You
5.0
Woody er langt fra sin hjemmebane med musical-komedien "Alle siger I Love You", men scorer alligevel flittigt på fremmed genre-græs.
Helt på udebane er manhanitten Woody Allen dog ikke, for en trediedel af filmen foregår i New Yorks upper-east-side gader og parker, når ikke vi inviteres til romancer, sang og dans i Paris eller Venedig. "Alle siger I Love You" er da også befolket af hans velkendte eksistentielt plagede neurotikere, der her roder rundt i kærlighedens mysterier. Dialogen fyger (mere eller mindre improviseret) gennem luften, og spider med satirisk brod sine ekscentriske upper-class personer og akademiker-miljøer.
Klassisk Woody Allen tilsat musik og dans
Den nye dimension i Woody Allens ellers meget realistiske univers og naturalistiske spillere er, at det kombineres med den klassiske musical-genres stiliserede univers og eventyrlige fortælle-skabelon. Dennes plotlinie kredser typisk om en eller flere karakterer, som gennemlever forskellige konflikter et sted mellem virkelighed og personlig utopi, efterfulgt af en (for)løsning (som regel ægteskab, konkret eller symbolsk), krydret med et sidste integrerende danse/sang-nummer, hvor helt og heltinde accepteres og optages i familiens og miljøets etablerede institutioner. Og idéen med at sammenflette dette med sin "klassiske" Allen'ske fortællestil, fungerer langt hen ad vejen, hvor bizart det end lyder.
I fortællingens centrum står DJ (Natasha Lyonne), som er den, der holder sammen på trådene og fortæller os historien om kærlighedens mysterier. DJ's'forældre er fraskilte. Hendes mor, Steffi (Goldie Hawn) er gift på ny med Bob (Alan Alda), med hvem hun bla. har den gifte-modne Skylar (Drew Barrymore). DJ's rigtige far, Joe (Woody Allen himself) er forfatter og pendler ml. Paris, Venedig og New York. Joe har et frustreret kærlighedsliv. Under et ophold i Venedig lykkes det ham med DJ's hjælp at score den unge smukke kunst-studerende Von (Julia Roberts). Der går kage i den, og Joe lider endnu engang af ulykkelig kærlighed. Skylar er imidlertid blevet forlovet med Holden (Edward Norton), men lokkes for en kort stund på afveje af den netop løsladte morder Ferry (Tim Roth), inden hun og Holden, trods konflikter, kan forenes. Det hele kulminerer med en juleferie i Paris - med et kostumebal på Cinématheque Francaise, hvor alle gæster er klædt ud som Groucho Marx!!
Alle genforenes, de unge forlovede (som er gået så meget grueligt igennem) accepteres socialt og føres ind i familie-institutionens fællesskab.
Woody synger - falsk
Woody Allen parrer sin vante form og stil, sin ironiske tone, med musical-genren ved ganske enkelt at "omfavne" dennes kunstige og falske grundlag. Musicals er det rene fup, synes filmen at sige i sine meta-filmiske referencer, så lad os springe på hovedet i det kunstige, det stiliserede, og lave noget sjov ud af det. Han lader sine personer gøre lige præcis dét vi andre går og drømmer om i dagligdagen, når vi bevæges: nemlig at bryde ud i sang og danse ned af Vestergade. Og så kan man jo lige så godt gøre det, som her, gennemført med kunstige scenerier, billedtricks, velkoreograferet dans og 'skøn'-sang. Som var det taget ud af en go' gammel Metro-Goldwyn-Mayer musical fra 30'-40'erne tilsat tonerne af Gershwins bedste.
At stort set alle hovedpersoner (med Allen som den værste) synger rær'ligt og danser som Bambi på isen, fastholder kun forbindelsen til filmens øvrige realistiske univers og persongalleri. Hvilket vi almindelige dødelige falsk-sangere kan identificere os med. Sang og dans udvikler sig til selv-terapi. Til en, fundamentalt menneskelig, men forsømt, måde at få artikuleret og udlevet af livets store følelsessvingninger.
Woody som Groucho
Filmen kalder konstant på smilebåndet, såsom når Woody laver sin version af idolet Groucho Marx. Allen siger i et ømt øjeblik til sin ex: "I remember us making love", mens han går i en perfekt Groucho-stilling, og fortsætter, "I remember the hotel, I just don't remember you..... unless you were the one under me". Eller når Allen, som Joe, bekender at det eneste han ved om kunst, begrænser sig til Kirk Douglas som Vincent Van Gogh i Minnelli-farver.
En indvending eller to er dog, at satiren, i dialog og miljø-skildring, forbliver harmløs, set i sammenligning med hvad vi er vant til af tungt skyts fra Allens Remington-maskine. Desuden er Allens alter-ego på film faretruende tæt på at blive triviel som karakter, men på den anden side er det guf for woodymane feinschmeckere, når Allen blotlægger sin berømte verdenssmerte og miserable evner som forfører og lagen-akrobat.
Woodys magi
Men det der virkelig hæver filmen op i det magiske luftlag, er nogle af dansescenerne: jeg skal sent glemme en hel hospitalsgang "Making Whoopee", så det sparker musical-røv. Eller en fabelagtig begravelses-scene, hvor en gruppe spøgelser pludselig stiger ud af kisten og synger vagt i gevær med den livsbekræftende "Enjoy yourself, it's later than you think".
Endelig lod jeg mig rive helt med af Allens og Goldie Hawns vidunderligt komiske og romantiske pas de deux under Pont Marie, langs Seinen i Paris, hvor også Gene Kelly og Leslie Caron i sin tid, som Amerikanere i Paris, forførte hinanden og publikum.
Woodys hommage til Minnelli
Måske er det i disse rene musical-scener, at filmen fungerer bedst. Som om Allen her har lagt sin største kreativitet og energi som instruktør, omend det aldrig kan blive ligeså fuldendt som når de virkelige mestre - Vincente Minnelli, Stanley Donen og Busby Berkley - dirigerede kameraerne og bød op til sang og dans. Allen iscenesætter dog med så megen finesse og hyldest til musical-genren, at Minnelli formentlig step-danser på sin egen grav af glæde. Faktisk er "Alle siger I Love You" en guldgrube for homage-spottere, idet filmen er en flot pastiche og finurlig reference-leg over Minnellis mesterværker: "An American in Paris", "Gigi", og "Father of the bride".
"Alle siger I Love You" underholder ligeså fremragende som f.eks. det biografaktuelle action-brag "Face/Off", men med helt andre greb (og billigere midler). Og hvor "Face/Off" fortoner sig hurtigt i mængden af andre bulder og brag film, så forbliver talrige optrin med sang og dans fra "Alle siger I Love You" hængende for øjet og ørerne. Det kan godt være at de synger ad h... til, men gør de fleste mennesker ikke det !
Så det var lige præcis hvad jeg gjorde, da jeg forlod biografen: jeg slentrede ned af Vestergade og brød ud i falsk sang og multi-handicappet dans. Det har jeg aldrig gjort før. Men Woody Allen fik mig til det. Og dét er den bedste anbefaling jeg kan give.
At jeg så sang "I'm through with love", er en anden sag.
19/11-2018
