Storslået Disney comeback
4.0
Det mørkeste og bedste udspil fra muse-imperiet i mange år. Disneys rovdrift gennem alverdens historier og legender har langt om længe bragt dem til Asien, nærmere bestemt hovedlandet Kina, hvorfra de har hentet fortællingen om Mulan.
Mulan er den første lange tegnefilm, som kommer direkte fra Disneys Florida studie, og den er en klar forbedring over sidste års ret pjattede "Hercules" (1997). Baseret på en gammel kinesisk legende, der fortæller historien om den uregerlige pige Mulan, som har svært ved at opføre sig ordentligt og kvindeligt, så hun kan blive gift. Familiens ære er i fare, men i stedet for at blive gift, stjæler hun sin fars hest og rustning og drager i hans sted i krig forklædt som mand. Ikke nogen let opgave, men med megen kløgt og ganske lidt hjælp fra en minidrage og en fårekylling, lykkes det alligevel for Mulan at redde familiens ære.
Klassisk eventyrstof
Det er altså klassisk eventyrstof som filmen skruet sammen af, men det gør den bestemt ikke mindre underholdende. Både teknisk og handlingsmæssigt fremstår filmen gennemført, flot og helstøbt. Den har masser af humor (som sædvanligt ikke mindst fra de små følgesvende), men er også regulært spændende. Man skal tilbage til en Disney-film som Gary Trousdale og Kirk Wises "Beauty and the Beast" (1991) for at finde en film, der blander det uhyggelige og sjove så vellykket.
Filmens onde Hunner-krigere er virkelig nogen fæle karle, som nemt kan skræmme de mindste. Men med et solidt tag i en voksen hånd, skal de nok kunne klare det. De to debuterende instruktører Barry Cook og Tony Bancroft har klogelig samlet nogen betydelige talenter bag produktionen, som til sammen er med til at hæve filmen langt over Disneys mere nerveløse film. "Mulan" er også det første amerikanske tegnefilmsudspil, som når de japanske produktioner i deres gnidningsløse blanding af klassisk animation og computeranimation. Det har virket stedvis i tidligere produktioner, men i "Mulan" går det op i den højere enhed, som retfærdiggør brugen af computere. Persontegningerne er også helt i top, men det er som om animatorerne har haft lidt svært ved at adskille den japanske og kinesiske inspiration. Men det er der nok ikke mange, der lægger mærke til, når musikken spiller.
For lille 'sing-a-long' faktor?
Nu vi er ved musikken, har det jo altid været en af Disneys store forcer, at de har kunne skrive sange til deres lange tegnefilm, som alverdens børn og voksne kunne synge med på. Vel at mærke på deres eget sprog. Mange er blevet klassikere og filmenes soundtracks er blevet købt næsten lige så flittigt som videoudgivelserne. Det var nok derfor, at man straks følte, at der alligevel var noget der manglede, da man ellers mægtigt godt tilfreds forlod biografens mørke. For der var ingen af sangene, som man kunne genkalde sig på sin vej hjem. Jo, bevares, der var det nummer med Stevie Wonder, som de har spillet i radioen, men hvordan var det nu det var... Nej, det er ganske vist, de nye Disney-sange er i skuffelse. De er såmen gode nok, pæne og melodiske, men de mangler fuldstændig den 'sing-a-long' faktor, som har gjort, at andre har indtaget en speciel plads i vore hjerter. Til gengæld er scoret fra "Mulan" langt mere interessant og dystert end det plejer. Men det er ikke så mærkeligt, da det er den ekstremt produktive Jerry Goldsmith, der med sit mesterlige touch er gået til musikken, præcis som var det til en 'voksenfilm'. Det klæder "Mulan" imponerende godt og har været meget vigtigt for stemningen, i dette vellykkede, spændende og rørende eventyr for hele familien.
Mulan er den første lange tegnefilm, som kommer direkte fra Disneys Florida studie, og den er en klar forbedring over sidste års ret pjattede "Hercules" (1997). Baseret på en gammel kinesisk legende, der fortæller historien om den uregerlige pige Mulan, som har svært ved at opføre sig ordentligt og kvindeligt, så hun kan blive gift. Familiens ære er i fare, men i stedet for at blive gift, stjæler hun sin fars hest og rustning og drager i hans sted i krig forklædt som mand. Ikke nogen let opgave, men med megen kløgt og ganske lidt hjælp fra en minidrage og en fårekylling, lykkes det alligevel for Mulan at redde familiens ære.
Klassisk eventyrstof
Det er altså klassisk eventyrstof som filmen skruet sammen af, men det gør den bestemt ikke mindre underholdende. Både teknisk og handlingsmæssigt fremstår filmen gennemført, flot og helstøbt. Den har masser af humor (som sædvanligt ikke mindst fra de små følgesvende), men er også regulært spændende. Man skal tilbage til en Disney-film som Gary Trousdale og Kirk Wises "Beauty and the Beast" (1991) for at finde en film, der blander det uhyggelige og sjove så vellykket.
Filmens onde Hunner-krigere er virkelig nogen fæle karle, som nemt kan skræmme de mindste. Men med et solidt tag i en voksen hånd, skal de nok kunne klare det. De to debuterende instruktører Barry Cook og Tony Bancroft har klogelig samlet nogen betydelige talenter bag produktionen, som til sammen er med til at hæve filmen langt over Disneys mere nerveløse film. "Mulan" er også det første amerikanske tegnefilmsudspil, som når de japanske produktioner i deres gnidningsløse blanding af klassisk animation og computeranimation. Det har virket stedvis i tidligere produktioner, men i "Mulan" går det op i den højere enhed, som retfærdiggør brugen af computere. Persontegningerne er også helt i top, men det er som om animatorerne har haft lidt svært ved at adskille den japanske og kinesiske inspiration. Men det er der nok ikke mange, der lægger mærke til, når musikken spiller.
For lille 'sing-a-long' faktor?
Nu vi er ved musikken, har det jo altid været en af Disneys store forcer, at de har kunne skrive sange til deres lange tegnefilm, som alverdens børn og voksne kunne synge med på. Vel at mærke på deres eget sprog. Mange er blevet klassikere og filmenes soundtracks er blevet købt næsten lige så flittigt som videoudgivelserne. Det var nok derfor, at man straks følte, at der alligevel var noget der manglede, da man ellers mægtigt godt tilfreds forlod biografens mørke. For der var ingen af sangene, som man kunne genkalde sig på sin vej hjem. Jo, bevares, der var det nummer med Stevie Wonder, som de har spillet i radioen, men hvordan var det nu det var... Nej, det er ganske vist, de nye Disney-sange er i skuffelse. De er såmen gode nok, pæne og melodiske, men de mangler fuldstændig den 'sing-a-long' faktor, som har gjort, at andre har indtaget en speciel plads i vore hjerter. Til gengæld er scoret fra "Mulan" langt mere interessant og dystert end det plejer. Men det er ikke så mærkeligt, da det er den ekstremt produktive Jerry Goldsmith, der med sit mesterlige touch er gået til musikken, præcis som var det til en 'voksenfilm'. Det klæder "Mulan" imponerende godt og har været meget vigtigt for stemningen, i dette vellykkede, spændende og rørende eventyr for hele familien.
19/11-2018
