Julia, åh Julia!
4.0
"Min bedste vens bryllup" er en dybt elskelig komedie, hvor den charmerende og smukke Julia Roberts er i sit es
Lige siden "Pretty Woman" har jeg været smask-forelsket i Julia Roberts. Det rører mig ikke, at hun brugte bodydouble, jeg syntes stadig hun er én af de smukkeste og mest charmerende amerikanske skuespillerinder. Derfor piner det mig ét eller andet sted at se hende krappe rundt efter den karaktérløse flødebolle Dermot Mulroney i P.J. Hogans nye komedie "Min bedste vens bryllup" - det burde være omvendt; det burde være ham, der bukkede og kyssede hendes føder.
Okay, en lille filosofisk og fuldstændig ligegyldig bemærkning fra en små-jaloux filmanmelder. "Min bedste vens bryllup" er nemlig en glimrende og dybt elskelig komedie. Én af den slags film, hvor man virkelig føler sig hensat filmens drømmeverden, og hvor man i kampens hede både griner og kniber en tåre.
Simpel handling
Handlingen er simpel: Julia Roberts spiller den fortravlede og kæderygende madskribent Julianne Potter, der hverken har tid eller følelsesmæssigt overskud til at opretholde et kærlighedsforhold i længere tid. Det har hun det vist ganske godt med, lige indtil hendes bedste ven, sportsjournalisten Michael O'Neal (Mulroney), ringer og fortæller, at han skal giftes med den tyve-årige stinkende rige studine, Kimmy. Så får piben en anden lyd. Michael har nemlig - i al fald i følge Juliannes overbevisning - forgudet hende i ni år, og efter devicen: "jeg så ham først", beslutter hun sig for at forpurre brylluppet.
Det er dog sværere, end hun umiddelbart tror, for Michael og Kimmy er nemlig meget forelskede i hinanden - og Kimmy er faktisk en sød og reel pige. Alligevel skyr Julianne i sin desperation ingen midler. "All is fair in love and war", som man siger, og som den store dag skrider frem, uden at der er sået splid mellem de to elskende, bliver hendes rænkespil slemmere og slemmere, samtidig med at hendes cigaretforbrug bliver større og større.
Australsk kitch
Det var australske P.J. Hogan, der stod bag den sorte komedie "Muriels bryllup", og den let kitschede halvtredser-easy listening stil, der prægede den film, fører han videre i "Min bedste vens bryllup". F.eks. i en fantastisk scene, hvor Juliannes bøsseven George, som hun har fået til at spille sin kæreste i håbet om at gøre Michael jaloux, får en hel resturant til at synge Dionne Warwick klassikeren "I Say A Little Pray For You". Denne stil er dejligt befriende og giver filmen et præg af de klassiske gamle Hollywood-komedier, hvor Cary Grant slog sine folder.
Det hjælper imidlertid også godt til, at manuskriptforfatteren Ronald Bass har gjort noget ud af filmens personer. De er mere levende og nuancerede, end man ellers er vandt til i en typisk romantisk komedie. Man får som tilskuer lyst til at leve sig ind i deres kvaler, fordi de aldrig bliver forudsigelige og flade.
Gode skuespillere
Dette forstærkes af de gode skuespillere. Okay, Dermot Mulroney som Michael er der, som antydet tidligere, ikke meget ved. Han er en pæn træmand, en chokolade uden fyld. Julia Roberts derimod er i sit es og stjæler fuldstændig billedet i de fleste af sine scener. Det gør Rupert Everett, der spiller George, så sandelig også. Han er et naturligt komisk talent, med en fabelagtig og meget stilfuld udstråling. Nogle af filmens bedste øjeblikke opstår da også i samspillet mellem Julia Roberts og Rupert Everett. Endelig gør den kønne blondine Cameron Diaz (bl.a. "The Mask" og "She's the One") som Kimmy det også glimrende. Særlig en scene, hvor hun med høj og særdeles falsk stemme synger karoke, er spillet lige i øjet.
Så selvom jeg stadig ikke er meget for, at Julia Roberts er blevet pillet ned fra sin piedestal og sat til at jagte en b-skuespiller uden substans, ja så må jeg jo nok indrømme at idéen ikke er helt så fjollet endda. "Min bedste vens bryllup" får uden kny mine varmeste anbefalinger, og jeg håber, den bliver en af efterårets helt store successer.
Lige siden "Pretty Woman" har jeg været smask-forelsket i Julia Roberts. Det rører mig ikke, at hun brugte bodydouble, jeg syntes stadig hun er én af de smukkeste og mest charmerende amerikanske skuespillerinder. Derfor piner det mig ét eller andet sted at se hende krappe rundt efter den karaktérløse flødebolle Dermot Mulroney i P.J. Hogans nye komedie "Min bedste vens bryllup" - det burde være omvendt; det burde være ham, der bukkede og kyssede hendes føder.
Okay, en lille filosofisk og fuldstændig ligegyldig bemærkning fra en små-jaloux filmanmelder. "Min bedste vens bryllup" er nemlig en glimrende og dybt elskelig komedie. Én af den slags film, hvor man virkelig føler sig hensat filmens drømmeverden, og hvor man i kampens hede både griner og kniber en tåre.
Simpel handling
Handlingen er simpel: Julia Roberts spiller den fortravlede og kæderygende madskribent Julianne Potter, der hverken har tid eller følelsesmæssigt overskud til at opretholde et kærlighedsforhold i længere tid. Det har hun det vist ganske godt med, lige indtil hendes bedste ven, sportsjournalisten Michael O'Neal (Mulroney), ringer og fortæller, at han skal giftes med den tyve-årige stinkende rige studine, Kimmy. Så får piben en anden lyd. Michael har nemlig - i al fald i følge Juliannes overbevisning - forgudet hende i ni år, og efter devicen: "jeg så ham først", beslutter hun sig for at forpurre brylluppet.
Det er dog sværere, end hun umiddelbart tror, for Michael og Kimmy er nemlig meget forelskede i hinanden - og Kimmy er faktisk en sød og reel pige. Alligevel skyr Julianne i sin desperation ingen midler. "All is fair in love and war", som man siger, og som den store dag skrider frem, uden at der er sået splid mellem de to elskende, bliver hendes rænkespil slemmere og slemmere, samtidig med at hendes cigaretforbrug bliver større og større.
Australsk kitch
Det var australske P.J. Hogan, der stod bag den sorte komedie "Muriels bryllup", og den let kitschede halvtredser-easy listening stil, der prægede den film, fører han videre i "Min bedste vens bryllup". F.eks. i en fantastisk scene, hvor Juliannes bøsseven George, som hun har fået til at spille sin kæreste i håbet om at gøre Michael jaloux, får en hel resturant til at synge Dionne Warwick klassikeren "I Say A Little Pray For You". Denne stil er dejligt befriende og giver filmen et præg af de klassiske gamle Hollywood-komedier, hvor Cary Grant slog sine folder.
Det hjælper imidlertid også godt til, at manuskriptforfatteren Ronald Bass har gjort noget ud af filmens personer. De er mere levende og nuancerede, end man ellers er vandt til i en typisk romantisk komedie. Man får som tilskuer lyst til at leve sig ind i deres kvaler, fordi de aldrig bliver forudsigelige og flade.
Gode skuespillere
Dette forstærkes af de gode skuespillere. Okay, Dermot Mulroney som Michael er der, som antydet tidligere, ikke meget ved. Han er en pæn træmand, en chokolade uden fyld. Julia Roberts derimod er i sit es og stjæler fuldstændig billedet i de fleste af sine scener. Det gør Rupert Everett, der spiller George, så sandelig også. Han er et naturligt komisk talent, med en fabelagtig og meget stilfuld udstråling. Nogle af filmens bedste øjeblikke opstår da også i samspillet mellem Julia Roberts og Rupert Everett. Endelig gør den kønne blondine Cameron Diaz (bl.a. "The Mask" og "She's the One") som Kimmy det også glimrende. Særlig en scene, hvor hun med høj og særdeles falsk stemme synger karoke, er spillet lige i øjet.
Så selvom jeg stadig ikke er meget for, at Julia Roberts er blevet pillet ned fra sin piedestal og sat til at jagte en b-skuespiller uden substans, ja så må jeg jo nok indrømme at idéen ikke er helt så fjollet endda. "Min bedste vens bryllup" får uden kny mine varmeste anbefalinger, og jeg håber, den bliver en af efterårets helt store successer.
19/11-2018
