En ligegyldig film

1.0
"Nattens engel" er en af de tomme film, som er glemt, inden lyset tændes i biografen.

Handlingen er meget enkel. Den unge Rebecca (Maria Karlsen) arver sin bedstemors gods og sammen med kæresten Mads (Tomas Villum Jensen) og veninden Charlotte (Mette Louise Holland) tager de tre op for at feste. Det viser sig, at lille uskyldige Rebecca har vampyrblod i årerne. Og da Rebecca er en generøs person, vælger hun at dele sin familiehistorie med Mads og Charlotte.
Rebecca bringer de tre tilbage i tiden til dengang tip-tip oldefar Richard var en ung præst, som skulle fordrive djævlen, forklædt som vampyr. Desværre for Richard bliver han bidt af monsteret og må ty til de evige kister som vampyren Rico.

Gaaaaaaaaaaab

At handligen i sig selv er forudsigelig og enormt kedelig er en ting. En anden ting er, at skuespillerne virker trætte, uoplagte og mildest talt patetiske. Specielt Maria Karlsen som spiller Rebecca. Hun kan absolut ikke tilføre sin karakter personlighed eller substans, men fremstår som en hamrende naiv pige, der absolut SKAL bringe sin tip-tip oldefar til live igen.

Bedre går det absolut ikke for Mette Louise Holland (Charlotte), der ikke ejer et gram talent. Hendes replikker lyder kunstige, og mimikken passer ikke sammen med karakteren Charlottes. At Charlotte skal forestille den udspekulerede veninde, der snupper kæresten og konstant tænker på sex, efterlader filmen ingen tvivl om. En rolle som burde være til til at gå til. Mette Louise Holland formår det bare ikke. Istedet for at fremstå som den selvopslugte veninde, virker Charlotte nærmere som en tegneseriefigur med en IQ under stuetemperatur.

Da filmen gik i selvsving

Hele filmen er bygget op om de tre unge, der via bogen "Nattens engel" bringes tilbage i tiden, hvor der fortælles om Ricos affærer og desperate forsøg på at få slukket sin blodtørst.

Filmen virker som et desperat forsøg på at være en dansk udgave af "From Dusk Till Dawn" (1996). Blod, store pistoler, action og en masse smukke kvinder, som forvandles til vampyrer.
Men hver scene falder til jorden med et brag. Et eksempel er, da den sydamerikanske præst Garcia (Hector Vega Mauricio) og Maries kæresten Alex (Ulrich Thomsen) skal redde Marie (Karin Rørbech) fra Rico og hans håndlangere. Hele scenen ender i tjubang og blod i litervis. Smarte replikker og John Woo-action. Selv kameraføringen er som taget ud af "From Dusk Till Dawn", og det dramatiske kommer ufrivilligt til at virke komisk og malplaceret. Specielt når Ulrich Thomsen skal give den som actionhelt. Han virker klodset og for smart og kommer ikke i nærheden af begrebet "rigtig actionhelt".

"Nattens Engel" gentager sig selv konstant og skærer alt ud i pap. Det er synd, fordi der virkeligt er potentiale og hitmateriale i den - især med så gode skuespillere som Thomas Bo Larsen, Thomas Eje og Mads Mikkelsen. Men gode skuespillere alene kan ikke holde en film kørende, og det er "Nattens engel" et eksempel på.
Instruktøren Shaky Gonzalés vil for meget. Man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden. "Nattens engel" er en time for lang og luller sig selv i søvn, inden den når sin slutning.
Nattens Engel