Flot dansk debut
4.0
Med "Pusher" har Nicolas Winding Refn lavet en intens og vellykket skildring af en gangsters fald på Vesterbro
Der er for alvor ved at ske ting og sager i det danske filmmiljø. En hel ny generation af unge filminstruktører er ved at bryde frem til overfladen, og med dem følger nye ideer og nye impulser. Med premieren på Nicolas Winding Refns (ja, han er søn af Anders Refn) "Pusher" er vi kommet endnu et skridt videre i denne herlige fornyelse af dansk filmproduktion.
Plotstrukturen i "Pusher" er utrolig enkel. I præcis en uge - fra mandag til søndag - følger vi pusheren Frank (Kim Bodnia), der lever det hurtige liv sammen med vennen og 'underdoggen' Tony (Mads Mikkelsen) og luderen Vic (Laura Drasbæk), som han gemmer stof hos. Han laver 'deals' for den jugoslaviske klubejer Milo (Zlatko Buric), og det hele går strygende indtil Franks første storhandel bliver ødelagt af politiet. Frank mister for 200.000 kroner af Milos dope og er nu godt ude at skide. For Milo vil have sine penge, og det er selvfølgelig er næsten umuligt for Frank. Han laver derfor alle mulige desperate krumspring for at vinde tid, og bliver samtidig trukket dybere og dybere ned i sølet.
Dramaet i tiden
Plottet styres af tidens taktfaste fremadskriden. Når en ny dag begynder forkyndes det af enkle hvide bogstaver på sort baggrund: 'mandag', 'tirsdag', 'onsdag', 'torsdag', 'fredag' og 'lørdag' driver os roligt frem mod 'søndag', og da søndagen er omme, slutter filmen ligeså brat, som den begyndte og efterlader tilskueren med en underlig uforløst fornemmelse, skabt af det faktum, at det ikke - som normalt - er plottets logik, der styrer tiden, men tidens logik der styrer plottet.
Og indenfor denne faste tidsramme har filmen valgt at følge Frank - og kun ham - med et til stadigt manisk og søgende håndholdt kamera. Det er ikke noget nyt, men det virker effektivt, fordi Frank og de andre personer handler i et autentisk miljø, og kameraet med sin dokumentariske tilgang ikke bare registrerer selve denne handlen, men også hele det omkringliggende rum og dets atmosfære. Filmens univers bliver således tre-dimensionelt og meget levende.
Denne rummelighed og filmens komplekse liv forstærkes meget af dialogen og de medvirkendes skuespil. Jeg tror ikke, jeg før har set en dansk film med en så realistisk og velskreven dialog. Nicolas Winding Refn har fanget vesterbrogutternes drengerøvssnak og jugoslavernes gebrokne dansk med en genial sans for slang, vendinger, ordstillinger og betoning. Naturligheden forstærkes i enorm grad af de fremragende skuespillerpræstationer. Der spilles flot over hele linien, både af hoved- og birolleskuespillere, pånær Thomas Bo Larsen, der som en ynkelig narkoman efter min mening overspiller en smule - men det er krusninger på overfladen. Særlig begejstret var jeg for samspillet mellem Kim Bodnia og Mads Mikkelsen og deres 'interessante' samtaler om sex og kvindelige tv-studieværter - samtaler der leder tankerne hen på Vincent og Jules samtaler om burgers og fodmassage i Tarantinos "Pulp Fiction".
Kongens fald
"Pusher" formår at trænge ind under huden på sine personer - i særlig grad hovedpersonen Frank - og gøre dem mangefarvede og menneskelige. Vi forstår deres handlinger, forstår at alting ikke bare er sort og hvidt, og at de også - som alle andre - holder de barske realiteter væk fra sig med drømme og facader. Samtidig får den gamle historie om gangsterens fald fra tronen - som "Pusher" jo i bund og grund er styret af - et herligt pift af ny dansk energi.
For filmen sprudler af ny energi og friske ideer, som når Tony skal vise Frank, hvordan man laver et cirkelspark og ender med at vride om på foden, eller når en stakkels narkoman, fordi han ikke har de penge han skylder 'gorillaen' Radovan (Slavko Labovic), får stukket et jagtgevær i hænderne med ordren om at røve en bank - for bare at nævne et par enkelte eksempler. Dette leder iøvrigt hen på det faktum, at "Pusher" er en til tider voldelig, rå og kynisk afstumpet film. Dette kan selvfølgelig ikke undgås, da filmen foregår i et voldeligt og råt miljø, men samtidig svælger den ikke i vold og blod. Alt har en funktion, alt lægger til personbeskrivelsen, alt vises ud af en underliggende nødvendighed om at komme dybere ned i de mange lag.
Det flotte ved "Pusher" er, at den på trods af det enkle plot formår at holde tempoet oppe og hele tiden skabe noget nyt. Det skyldes særligt de flotte skuespillerpræstationer, den fantastisk velskrevne dialog, de autentiske locations og den sikre stilbevidsthed. "Pusher" manifesterer sig således som en af de bedste danske filmproduktioner i lang tid.
Der er for alvor ved at ske ting og sager i det danske filmmiljø. En hel ny generation af unge filminstruktører er ved at bryde frem til overfladen, og med dem følger nye ideer og nye impulser. Med premieren på Nicolas Winding Refns (ja, han er søn af Anders Refn) "Pusher" er vi kommet endnu et skridt videre i denne herlige fornyelse af dansk filmproduktion.
Plotstrukturen i "Pusher" er utrolig enkel. I præcis en uge - fra mandag til søndag - følger vi pusheren Frank (Kim Bodnia), der lever det hurtige liv sammen med vennen og 'underdoggen' Tony (Mads Mikkelsen) og luderen Vic (Laura Drasbæk), som han gemmer stof hos. Han laver 'deals' for den jugoslaviske klubejer Milo (Zlatko Buric), og det hele går strygende indtil Franks første storhandel bliver ødelagt af politiet. Frank mister for 200.000 kroner af Milos dope og er nu godt ude at skide. For Milo vil have sine penge, og det er selvfølgelig er næsten umuligt for Frank. Han laver derfor alle mulige desperate krumspring for at vinde tid, og bliver samtidig trukket dybere og dybere ned i sølet.
Dramaet i tiden
Plottet styres af tidens taktfaste fremadskriden. Når en ny dag begynder forkyndes det af enkle hvide bogstaver på sort baggrund: 'mandag', 'tirsdag', 'onsdag', 'torsdag', 'fredag' og 'lørdag' driver os roligt frem mod 'søndag', og da søndagen er omme, slutter filmen ligeså brat, som den begyndte og efterlader tilskueren med en underlig uforløst fornemmelse, skabt af det faktum, at det ikke - som normalt - er plottets logik, der styrer tiden, men tidens logik der styrer plottet.
Og indenfor denne faste tidsramme har filmen valgt at følge Frank - og kun ham - med et til stadigt manisk og søgende håndholdt kamera. Det er ikke noget nyt, men det virker effektivt, fordi Frank og de andre personer handler i et autentisk miljø, og kameraet med sin dokumentariske tilgang ikke bare registrerer selve denne handlen, men også hele det omkringliggende rum og dets atmosfære. Filmens univers bliver således tre-dimensionelt og meget levende.
Denne rummelighed og filmens komplekse liv forstærkes meget af dialogen og de medvirkendes skuespil. Jeg tror ikke, jeg før har set en dansk film med en så realistisk og velskreven dialog. Nicolas Winding Refn har fanget vesterbrogutternes drengerøvssnak og jugoslavernes gebrokne dansk med en genial sans for slang, vendinger, ordstillinger og betoning. Naturligheden forstærkes i enorm grad af de fremragende skuespillerpræstationer. Der spilles flot over hele linien, både af hoved- og birolleskuespillere, pånær Thomas Bo Larsen, der som en ynkelig narkoman efter min mening overspiller en smule - men det er krusninger på overfladen. Særlig begejstret var jeg for samspillet mellem Kim Bodnia og Mads Mikkelsen og deres 'interessante' samtaler om sex og kvindelige tv-studieværter - samtaler der leder tankerne hen på Vincent og Jules samtaler om burgers og fodmassage i Tarantinos "Pulp Fiction".
Kongens fald
"Pusher" formår at trænge ind under huden på sine personer - i særlig grad hovedpersonen Frank - og gøre dem mangefarvede og menneskelige. Vi forstår deres handlinger, forstår at alting ikke bare er sort og hvidt, og at de også - som alle andre - holder de barske realiteter væk fra sig med drømme og facader. Samtidig får den gamle historie om gangsterens fald fra tronen - som "Pusher" jo i bund og grund er styret af - et herligt pift af ny dansk energi.
For filmen sprudler af ny energi og friske ideer, som når Tony skal vise Frank, hvordan man laver et cirkelspark og ender med at vride om på foden, eller når en stakkels narkoman, fordi han ikke har de penge han skylder 'gorillaen' Radovan (Slavko Labovic), får stukket et jagtgevær i hænderne med ordren om at røve en bank - for bare at nævne et par enkelte eksempler. Dette leder iøvrigt hen på det faktum, at "Pusher" er en til tider voldelig, rå og kynisk afstumpet film. Dette kan selvfølgelig ikke undgås, da filmen foregår i et voldeligt og råt miljø, men samtidig svælger den ikke i vold og blod. Alt har en funktion, alt lægger til personbeskrivelsen, alt vises ud af en underliggende nødvendighed om at komme dybere ned i de mange lag.
Det flotte ved "Pusher" er, at den på trods af det enkle plot formår at holde tempoet oppe og hele tiden skabe noget nyt. Det skyldes særligt de flotte skuespillerpræstationer, den fantastisk velskrevne dialog, de autentiske locations og den sikre stilbevidsthed. "Pusher" manifesterer sig således som en af de bedste danske filmproduktioner i lang tid.
19/11-2018
