Gemmeleg
3.0
"Hollow Man" er en utroværdig B-Film om at være usynlig, men effekterne er flotte og spændingen hæsblæsende
Det ville sikkert bringe det værste frem i én, hvis man blev usynlig. Man kunne nemlig gøre, hvad man ville, uden at blive opdaget, og så er det svært at sige, hvor længe moralen ville holde. Under alle omstændigheder bringer usynligheden det værste frem i Sebastian Caine (Kevin Bacon) i Paul Verhoevens thriller "Hollow Man". Desværre bringer usynligheden også det værste frem i Hollywoods effektjagere, der lader historien forsvinde i pralende computereffekter.
En moderne Da Vinci med en mørk moral
Sebastian er leder af en hemmelig forskergruppe, der for den amerikanske hær skal opfinde et usynligheds-serum. Sebastian er tilsyneladende en genial videnskabsmand, og det er lykkedes gruppen at gøre gorillaer og hunde usynlige. De mangler imidlertid at prøve serummet på et menneske. Da Sebastian presses for resultater af sine bosser, prøver han serummet på sig selv.
Desværre repræsenterer Sebastian ikke just menneskeslægtens bedste side, og usynlighedens fristelser sætter hans allerede anløbne moral på en hård prøve. Sebastian nyder i det hele taget usynligheden så godt, at han slet ikke vil være synlig igen, og da resten af forskerne insisterer, er der kun ét at gøre: rydde dem af vejen.
På B-Filmens overdrev
Plottet er naturligvis helt ude i hampen, men dårlig smag betyder ikke nødvendigvis en mislykket film. Instruktøren Paul Verhoeven har aldrig været den gode smags forsvarer, og han nyder studier i modbydelighed og ondskab, krydret med voldsomme effekter og rå seksualitet. Det har resulteret i fremragende og kropsligt intense film som "Basic Instinct" (1992) og "Starship Troopers" (1997), der også var baseret på fladpandede idéer.
I "Hollow Man" strammes tåbelighedsbuen dog lidt for hårdt, samtidig med, at man mangler lidt af instruktørens tidligere sans for den ekstreme visualitet. Forholdet mellem forskerne, der alle er unge og smukke, virker gennemført utroværdigt og laboratoriet minder mest om et fritidshjem for adfærdsvanskelige unge.
Flæsk og underholdning
Effekterne er heldigvis i top. Det ser imponerende ud, når en menneskekrop lag for lag forsvinder ud i intetheden, og afslutningen er både voldelig og kødfuldt underholdende. Ligeledes er det naturligvis en sand nydelse at se, eller rettere ikke se, den usynlige mand pille ved ting og sager, han ikke burde pille ved - som fx kvinders trusser. Men faktisk kunne "Hollow Man" være gået endnu videre i usynlighedsfantasierne: Vi vil se, hvad der er så fedt ved at være usynlig. Det mangler filmen at overbevise os om, og Sebastians hysteriske forsvar for sin tilstand virker dermed temmelig postuleret
Det ville sikkert bringe det værste frem i én, hvis man blev usynlig. Man kunne nemlig gøre, hvad man ville, uden at blive opdaget, og så er det svært at sige, hvor længe moralen ville holde. Under alle omstændigheder bringer usynligheden det værste frem i Sebastian Caine (Kevin Bacon) i Paul Verhoevens thriller "Hollow Man". Desværre bringer usynligheden også det værste frem i Hollywoods effektjagere, der lader historien forsvinde i pralende computereffekter.
En moderne Da Vinci med en mørk moral
Sebastian er leder af en hemmelig forskergruppe, der for den amerikanske hær skal opfinde et usynligheds-serum. Sebastian er tilsyneladende en genial videnskabsmand, og det er lykkedes gruppen at gøre gorillaer og hunde usynlige. De mangler imidlertid at prøve serummet på et menneske. Da Sebastian presses for resultater af sine bosser, prøver han serummet på sig selv.
Desværre repræsenterer Sebastian ikke just menneskeslægtens bedste side, og usynlighedens fristelser sætter hans allerede anløbne moral på en hård prøve. Sebastian nyder i det hele taget usynligheden så godt, at han slet ikke vil være synlig igen, og da resten af forskerne insisterer, er der kun ét at gøre: rydde dem af vejen.
På B-Filmens overdrev
Plottet er naturligvis helt ude i hampen, men dårlig smag betyder ikke nødvendigvis en mislykket film. Instruktøren Paul Verhoeven har aldrig været den gode smags forsvarer, og han nyder studier i modbydelighed og ondskab, krydret med voldsomme effekter og rå seksualitet. Det har resulteret i fremragende og kropsligt intense film som "Basic Instinct" (1992) og "Starship Troopers" (1997), der også var baseret på fladpandede idéer.
I "Hollow Man" strammes tåbelighedsbuen dog lidt for hårdt, samtidig med, at man mangler lidt af instruktørens tidligere sans for den ekstreme visualitet. Forholdet mellem forskerne, der alle er unge og smukke, virker gennemført utroværdigt og laboratoriet minder mest om et fritidshjem for adfærdsvanskelige unge.
Flæsk og underholdning
Effekterne er heldigvis i top. Det ser imponerende ud, når en menneskekrop lag for lag forsvinder ud i intetheden, og afslutningen er både voldelig og kødfuldt underholdende. Ligeledes er det naturligvis en sand nydelse at se, eller rettere ikke se, den usynlige mand pille ved ting og sager, han ikke burde pille ved - som fx kvinders trusser. Men faktisk kunne "Hollow Man" være gået endnu videre i usynlighedsfantasierne: Vi vil se, hvad der er så fedt ved at være usynlig. Det mangler filmen at overbevise os om, og Sebastians hysteriske forsvar for sin tilstand virker dermed temmelig postuleret
19/11-2018
