"American Psycho" i dukkestørrelse

2.0
Den morderiske psykopatdukke Chucky er tilbage, og denne gang har han fået følgeskab af en lige så forskruet Tiffany-dukkelise. Der er for alvor dømt splat på drengen, når plasticparret tager på "killer honeymoon".

Lad mig indrømme det med det samme: Jeg havde simpelthen nada positive forventninger til dette fjerde opus om den morderiske Chucky-dukke, der stadig benytter energitilskuddet fra en afdød seriemorders afstumpede sjæl til at hærge og lemlæste de sagesløse mennesker, som uheldigvis kommer til at krydse hans vej. Derfor er det med glæde, at jeg må sige, at jeg blev meget overrasket. "The Bride of Chucky" er faktisk ret morsom camp-underholdning, men man skal nok være lidt af en genrefreak for rigtig at kunne værdsætte dens kulsorte humor.

Genopstandelse via voodoo-formular
Den originale Chucky-film, "Child's Play" blev lidt af et sleeper-hit ved premieren i 1988, og fik derfor omgående følgeskab af to - mere udvandede - sequels. For dem, der ikke kender filmene om Chucky, følger her en kort opsummering: For 10 år siden blev den psykopatiske morder Charles 'Chucky' Lee Ray (Brad Dourif) skudt af politiet i en legetøjsforretning. Før han udåndede, mumlede han en ældgammel voodoo-formular, der skulle overføre hans forkrøblede sjæl til den nærmest ledige krop og gøre ham udødelig. Da der ikke umiddelbart var nogle mennesker i nærheden, blev sjælen i stedet genfødt i dukken Chucky, som blev transformeret til en ren slagtemaskine. I denne nye film genoplives Chucky af samme voodoo-formular og går omgående på dræbertogt. Hans første offer er punkpigen Tiffany (Jennifer Tilly), som han elektro-steger i et badekar for derefter at overføre hendes sjæl til en dukke, som han bedre kan kommunikere med.

Silicone-sex på motelværelset
Sammen med sin nye ultraseje playmate, dukkepigen Tiffany, går Chucky på jagt efter en nedgravet amulet, som kan overføre hans sjæl til en menneskekrop. Han kidnapper et ungt nygift par, Jesse (Nick Stabile) og Jade (Katherine Heigl), og tvinger dem til at køre mod New Jersey, hvor liget af Charles Lee Ray ligger begravet sammen med amuletten. Undervejs får Chucky tid til at gifte sig med sin nye dukke, som han også dyrker lidt ubeskyttet silicone-sex med, inden han igen får gang i slagterkniven og parterer egnens lokale sherif (John Ritter).

Det morbide dukkepar får Micky og Mallory fra "Natural Born Killers" til at ligne Elvira Madigan og Sixten Sparre på skovtur, og der spares bestemt ikke på blodkvotienten, når det ene grufulde drab afløser det andet. Heldigvis er filmen spækket med en herlig selvironi, så selv de saftigste sekvenser forlenes af et træk på smilebåndet. De grove løjer er denne gang styret af Hong Kong-instruktøren Ronny Yu, som er helt ny i "Childs Play"-sammenhæng, men det er stadig Brad Dourif, som lægger stemme til Chucky-dukkens meritter. I rollen som den læder- og lakklædte Tiffany-dukke, får Jennifer Tilly virkelig sat skub i grinemusklerne. Ikke mindst når hun svedende over komfuret bager svenske kødboller til sin elskede Chucky, der absolut ikke kender til begrebet ligeberettigelse.

"Bride of Chucky" kan anbefales som go' sommerlir for alle gummi-fetischister og horror-fanatikere, men det er klogt at lade enhvert håb om parforholdet som samfundsintegrerende institution blive hjemme i børneværelset hos Barbie og Ken, når man har set, hvordan Chucky og Tiffanys ægteskab udvikler sig! - Og jo, selvfølgelig lægges der op til endnu en sequel: "Son of Chucky". Selv en plastikpenis kan vel få en rigtig Tiffany-dukke i hopla!
Bride of Chucky