En heftig bytur
3.0
Mr. Smith Goes to Washington, Frankie Goes to Hollywood og Godzilla Goes to New York - alle de store tager til de store byer og laver en farlig ballade. I biografen ses hvordan
Godzilla er et af filmhistoriens bedst kendte uhyrer. Oprindeligt blev det skabt i Japan i 1954, og det var næppe helt tilfældigt. Hvor skulle man ellers - efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki - finde på at fremmane et mareridt om et frådende atommonster, der raserede de japanske storbyer, til der ikke var sten på sten tilbage? Selv på denne dystre baggrund kan de gamle Godzilla-film dog ikke undgå at tage sig naivt uskyldige ud i dag, hvor ethvert barn i vuggestuealderen har lego-byer og gummimonstre, der langt overgår realismen i 50'ernes special effects.
Effekter så det synger
Her i 90'erne, hvor den eneste virkeligt gode idé man kan få, er at stjæle en eller anden gammel idé, har Roland Emmerich og Dean Devlin så fået den idé at genoplive det gamle japanske filmmonster. De er begge to nogle drengerøve, der godt kan li' gamle gyser- og science fiction-film - de synes bare, at effekterne lige mangler det sidste skrald, som kan få drengene til at savle og pigerne til at hvine. Og skrald, dét var der på "Independence Day", som var Emmerich og Devlin's forrige destruktionsorgie. Selv om det denne gang kun er New York, der får dygtig endefuld, skal der nok blive savlet og hvinet, når Godzilla kommer til byen.
For det ser jo temmelig imponerende ud, når der faktisk ikke synes at være nogen tvivl om, at et 70 meter højt firben raver gennem gaderne og vælter de skyskrabere, der måtte komme i vejen. Når det snapper efter fuldt udrustede kamphelikoptere, der svirrer i luften som arrige hvepse klar til at stikke. Eller når det i fuldt firspring dundrer hen over Brooklyn Bridge (åh nej, ikke den pæne bro, som min ledsager jamrede...) Lad det være sagt i samme åndedrag, at handlingen er så tynd, som jeg havde frygtet, og skuespillet endnu værre, men lad os se det i øjnene: Det er ikke det, det handler om.
Genrekitsch
Eller rettere: Det er lige præcis det, det handler om. "Godzilla" er en opdatering af 50'er-genren "Kæmpemonster smadrer storby", ligesom "Independence Day" var en opdatering af genren "Ufo'erne kommer". Og det skal faktisk helst være lidt for tykt. Det skal være sjovt og kitschet. Det bliver kun endnu mere underholdende af, at Emmerich og Devlin muligvis ikke selv synes, det er helt så langt ude, som det er. Så selv om filmen "Godzilla" ikke er på højde med "Independence Day" - eller Paul Verhoevens "Starship Troopers", et andet eksempel på storslemt underholdende genrekitsch - så er atom-øglen Godzilla udmærket selskab til en krasbørstig tur i byen.
Godzilla er et af filmhistoriens bedst kendte uhyrer. Oprindeligt blev det skabt i Japan i 1954, og det var næppe helt tilfældigt. Hvor skulle man ellers - efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki - finde på at fremmane et mareridt om et frådende atommonster, der raserede de japanske storbyer, til der ikke var sten på sten tilbage? Selv på denne dystre baggrund kan de gamle Godzilla-film dog ikke undgå at tage sig naivt uskyldige ud i dag, hvor ethvert barn i vuggestuealderen har lego-byer og gummimonstre, der langt overgår realismen i 50'ernes special effects.
Effekter så det synger
Her i 90'erne, hvor den eneste virkeligt gode idé man kan få, er at stjæle en eller anden gammel idé, har Roland Emmerich og Dean Devlin så fået den idé at genoplive det gamle japanske filmmonster. De er begge to nogle drengerøve, der godt kan li' gamle gyser- og science fiction-film - de synes bare, at effekterne lige mangler det sidste skrald, som kan få drengene til at savle og pigerne til at hvine. Og skrald, dét var der på "Independence Day", som var Emmerich og Devlin's forrige destruktionsorgie. Selv om det denne gang kun er New York, der får dygtig endefuld, skal der nok blive savlet og hvinet, når Godzilla kommer til byen.
For det ser jo temmelig imponerende ud, når der faktisk ikke synes at være nogen tvivl om, at et 70 meter højt firben raver gennem gaderne og vælter de skyskrabere, der måtte komme i vejen. Når det snapper efter fuldt udrustede kamphelikoptere, der svirrer i luften som arrige hvepse klar til at stikke. Eller når det i fuldt firspring dundrer hen over Brooklyn Bridge (åh nej, ikke den pæne bro, som min ledsager jamrede...) Lad det være sagt i samme åndedrag, at handlingen er så tynd, som jeg havde frygtet, og skuespillet endnu værre, men lad os se det i øjnene: Det er ikke det, det handler om.
Genrekitsch
Eller rettere: Det er lige præcis det, det handler om. "Godzilla" er en opdatering af 50'er-genren "Kæmpemonster smadrer storby", ligesom "Independence Day" var en opdatering af genren "Ufo'erne kommer". Og det skal faktisk helst være lidt for tykt. Det skal være sjovt og kitschet. Det bliver kun endnu mere underholdende af, at Emmerich og Devlin muligvis ikke selv synes, det er helt så langt ude, som det er. Så selv om filmen "Godzilla" ikke er på højde med "Independence Day" - eller Paul Verhoevens "Starship Troopers", et andet eksempel på storslemt underholdende genrekitsch - så er atom-øglen Godzilla udmærket selskab til en krasbørstig tur i byen.
19/11-2018
