Fægtefilmflop
2.0
Skumle planer, kappeklædte mænd, og skønne kvinder er hovedingredienserne i musketereventyret "Manden med jernmasken". Denne stjernebesatte amerikanske film efterlader dog én med en træt mine og en intetsigende smag i munden
Dårlige skuespillerpræstationer, forudsigelige filmklichéer og ufrivillige komiske scener. Det er hele tre ting på en gang - i én film. Og der er lidt for meget, der ikke lykkes, i en film, der ikke giver sig ud for at være meget mere end en gammeldags røverhistorie. Den er baseret på en bog af Alexandre Dumas og er en efterfølger til "De tre musketerer". Idéen er spændende nok - at følge de tre musketerer og D'Artagnan i deres livs efterår, hvor de har fået mave, er blevet tyndhårede og en smule livstrætte. Da de finder en god sag at kæmpe for, kniber det dog hverken med heltemodet eller kampgejsten.
Byt og vind med samme sind
Man kan ikke lade være med at have lidt ondt af skuespillerne, der ikke kun kæmper for retfærdighed i 1600-tallets Frankrig, men også for at give deres kårdesvingende musketerer et svirp af menneskelig dybde. Leonardo DiCaprio er manden med det nuttede drengeansigt, som har fået overdraget dobbeltrollen som Louis XIV og dennes tvillingebror Philippe. Louis er en ond og herskesyg konge, der har sendt sin gode bror i fængsel med en overbevisende jernmaske på hovedet. Jeremy Irons er manden med den sammenbidte kæbe, Aramis, som vil forsøge et dristigt broderbytte og derfor samler sine fægtebrødre fra de gode gamle dage. Gerard Depardieu er manden med den store næse, Porthos, som ikke laver andet end at fjolle rundt og komme med fjogede bemærkninger. John Malkovich er manden med den vrede mund, Athos, der har et personligt regnskab at gøre op med kvindeforføreren Louis. Malkovich råber desværre mange af sine replikker i et forsøg på at give sin rolle større troværdighed. Hans Athos bliver dog ikke til mere end en falleret discountudgave af Valmont-figuren fra "Farlige forbindelser".
Gabriel Byrne er manden med det sørgmodige blik, D'Artagnan, der som den eneste stadig er musketer og kongens loyale livvagt. Derfor bliver han også det genforenede trekløvers værste fjende. Byrne er lyspunktet blandt stjernerne, idet han får det maksimale ud af filmens mest interessante rolle. Til forskel fra sine kolleger underspiller han og formår at gøre tilskueren bare en smule optaget af D'Artagnans mystiske forhold til Louis og hans mor, enkedronningen Anne (Anne Parillaud - bedre kendt som "Nikita")
Én frem for dem alle
Da de fleste mænd i "Manden med jernmasken" ejer en kårde, er det ærgerligt, at de ikke trækker den lidt oftere. Men, det er en lang historie, instruktøren og manuskriptforfatteren, Randall Wallace skal nå at fortælle, så der er ikke meget tid tilovers til flere raske fægtescener. Hvis man er ude efter tematisk dybde, er det da muligt at fundere en stund over venskabets natur, identitetstab, dobbeltgængermotivet og kærlighedens ubrydelige bånd. Man kan også lade være og i stedet bruge tiden i biografen til at beslutte hvem af hovedrollerne, man bedst kan lide. Det er en simpel indgangsvinkel, men den passer meget godt til denne film.
Dårlige skuespillerpræstationer, forudsigelige filmklichéer og ufrivillige komiske scener. Det er hele tre ting på en gang - i én film. Og der er lidt for meget, der ikke lykkes, i en film, der ikke giver sig ud for at være meget mere end en gammeldags røverhistorie. Den er baseret på en bog af Alexandre Dumas og er en efterfølger til "De tre musketerer". Idéen er spændende nok - at følge de tre musketerer og D'Artagnan i deres livs efterår, hvor de har fået mave, er blevet tyndhårede og en smule livstrætte. Da de finder en god sag at kæmpe for, kniber det dog hverken med heltemodet eller kampgejsten.
Byt og vind med samme sind
Man kan ikke lade være med at have lidt ondt af skuespillerne, der ikke kun kæmper for retfærdighed i 1600-tallets Frankrig, men også for at give deres kårdesvingende musketerer et svirp af menneskelig dybde. Leonardo DiCaprio er manden med det nuttede drengeansigt, som har fået overdraget dobbeltrollen som Louis XIV og dennes tvillingebror Philippe. Louis er en ond og herskesyg konge, der har sendt sin gode bror i fængsel med en overbevisende jernmaske på hovedet. Jeremy Irons er manden med den sammenbidte kæbe, Aramis, som vil forsøge et dristigt broderbytte og derfor samler sine fægtebrødre fra de gode gamle dage. Gerard Depardieu er manden med den store næse, Porthos, som ikke laver andet end at fjolle rundt og komme med fjogede bemærkninger. John Malkovich er manden med den vrede mund, Athos, der har et personligt regnskab at gøre op med kvindeforføreren Louis. Malkovich råber desværre mange af sine replikker i et forsøg på at give sin rolle større troværdighed. Hans Athos bliver dog ikke til mere end en falleret discountudgave af Valmont-figuren fra "Farlige forbindelser".
Gabriel Byrne er manden med det sørgmodige blik, D'Artagnan, der som den eneste stadig er musketer og kongens loyale livvagt. Derfor bliver han også det genforenede trekløvers værste fjende. Byrne er lyspunktet blandt stjernerne, idet han får det maksimale ud af filmens mest interessante rolle. Til forskel fra sine kolleger underspiller han og formår at gøre tilskueren bare en smule optaget af D'Artagnans mystiske forhold til Louis og hans mor, enkedronningen Anne (Anne Parillaud - bedre kendt som "Nikita")
Én frem for dem alle
Da de fleste mænd i "Manden med jernmasken" ejer en kårde, er det ærgerligt, at de ikke trækker den lidt oftere. Men, det er en lang historie, instruktøren og manuskriptforfatteren, Randall Wallace skal nå at fortælle, så der er ikke meget tid tilovers til flere raske fægtescener. Hvis man er ude efter tematisk dybde, er det da muligt at fundere en stund over venskabets natur, identitetstab, dobbeltgængermotivet og kærlighedens ubrydelige bånd. Man kan også lade være og i stedet bruge tiden i biografen til at beslutte hvem af hovedrollerne, man bedst kan lide. Det er en simpel indgangsvinkel, men den passer meget godt til denne film.
19/11-2018
