Spice Girls - The Movie (?)
1.0
Fjollet og tynd "film" fra den store teenage-pop-sensation.
Det er ikke nødvendigt at introducere fænomenet "Spice Girls", så det vil jeg lade være med. Men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvor overrasket en person der havde været væk fra jorden et par år måtte være, når han kom tilbage og pludselig blev mødt af de fem poptøser på snart sagt hvert et gadehjørne. Nu kan han også møde dem i biografen, for selvfølgelig måtte der før eller siden dukke en Spice Girl-film op.
Der er ikke tale om en egentlig film, men snarere om en række løse scener, med indlagte musikvideoer imellem. Den mikroskopiske handling går på, at Spice Girls kører rundt i en stor bus malet som det engelske flag, og øver på deres første livekoncert i The Royal Albert Hall. Imens prøver en sur tabloidredaktør at få bandet til at gå fra hinanden, og en desperat manager at holde sammen på det. Der er også noget med en gravid veninde, og et filmhold, der prøver at lave en dokumentar-film, og så dukker en masse kendte op i biroller, lige fra Roger Moore og Meat Loaf til Elton John, Bob Geldof og Elvis Costello (!).
En film?
Det kan diskuteres om man som traditionel filmanmelder overhovedet kan anmelde sådan en film. For det første er "film" måske ikke det rigtige ord for en så løs og handlingsblottet samling fanbilleder. For det andet er filmen så præcist målrettet til det purunge, kvindelige publikum, at der burde opfindes en ny aldersgrænse, og filmen erklæres "Forbudt for personer over 13 år". For det tredie bliver anmelderens dom lige så forudsigelig som filmen, for selvfølgelig er det en rædselsfuld film, som blot nogenlunde begavede voksne mennesker ikke kan andet end hade. Men jeg prøver alligevel.
De fem spice girls har imponeret ved at blive popstjerner uden at se godt ud, kunne synge eller have nogle ordentlige sange. Nu vil tiden vise om de også kan blive filmstjerner uden at kunne spille skuespil. Heldigvis for dem er skuespillet hos de øvrige præcis lige så dårligt. Effekten med musikvideolignende sangindslag sætter som sædvanligt blot sætter handlingen i stå. Oven i købet kender man de originale musikvideoer til de fleste af numrene, og da filmens sangindslag er væsentligt kedeligere, sidder man nærmest og savner de rigtige videoer undervejs. Oven i det hele er filmen gennemsyret af en rigtig halvfemser-ironisk tone, der ikke kan bruge en filmkliché uden samtidig at gøre grin med den.
De fem piger er i filmen - selvfølgelig - skildret uden nogen som helst dybde. Sporty Spice kan lide fodbold, Posh Spice går op i sine kjoler, Baby Spice er nuttet, og så er det - bogstavelig talt - det. Her må man tænke på, at Spice Girls i bund og grund er 90'ernes svar på 40'ernes påklædningsdukker til små piger, og bortset fra sportsaspektet har de idealer pigerne afspejler ikke ændret sig siden da. Det forklarer også, at filmen trods pigernes nedringede kjoler i næsten absurd grad er renset for enhver henvisning til drenge og sex - vi befinder os i bund og grund i et præ-pubertært univers. Højst mystisk bringer filmen i stedet moderrollen i spil med den gravide veninde.
Girl power?
Man kan ikke rigtigt tillade sig at brokke sig over manglende dybde, dårligt skuespil og manglende sammenhæng i en film om Spice Girls, da de ting ligger i konceptet fra start. Selv den massive overdosering af glædeshyl, det tynde lyddesign og de elendige studiekulisser kan man til nød overse. Men to ting må det være tilladt at kritisere. For det første, at en film, der så tydeligt lader pigerne fremhæve "Girl Power", frihed og selvstændighed, ikke lader sig mærke med, at Spice Girl er en gennemplanlagt klam fidus, hvor pigerne ikke har et ord at skulle have sagt (-skal vi gætte på, at der ikke er meget Girl Power på direktions-gangen i deres pladeselskab?). Her kunne filmens ironi godt have omfattet lidt farligere emner, f. eks. pigernes karakter af kransekagefigurer, hele projektets overfladiske karakter, og den skamløse kommercialisme, der giver sig helt groteske udslag i de talrige dåser fra pigernes hovedsponsor Pepsi, der er strøet diskret ud over scenerne (og nej, det er ikke en selvrefererende joke - desværre!). Og for det andet må man forbande den dag, da pigernes daværende manager Simon Fuller fik den tåbelige idé at overlade ansvaret for manuskriptet til sin bror Kim Fuller. Magen til et sjusket makværk af et manus skal man lede længe efter. Mange af figurerne bruges ikke til noget, og filmens jokes er så tyndslidte og bovlamme, at man næsten ikke kan få sig selv til at tro det.
Stakkels Claire Rushbrook fra "Hemmeligheder og Løgne", der er blevet indforskrevet, fordi man ville have en med, som kan spille skuespil, også selv om man desværre glemte at skrive en rolle til hende. Men først og fremmest stakkels alle de mødre, hvis døtre er for små til at gå alene i biografen, og som kommer til at sidde denne film igennem hvad enten de vil det eller ej.
Det er ikke nødvendigt at introducere fænomenet "Spice Girls", så det vil jeg lade være med. Men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvor overrasket en person der havde været væk fra jorden et par år måtte være, når han kom tilbage og pludselig blev mødt af de fem poptøser på snart sagt hvert et gadehjørne. Nu kan han også møde dem i biografen, for selvfølgelig måtte der før eller siden dukke en Spice Girl-film op.
Der er ikke tale om en egentlig film, men snarere om en række løse scener, med indlagte musikvideoer imellem. Den mikroskopiske handling går på, at Spice Girls kører rundt i en stor bus malet som det engelske flag, og øver på deres første livekoncert i The Royal Albert Hall. Imens prøver en sur tabloidredaktør at få bandet til at gå fra hinanden, og en desperat manager at holde sammen på det. Der er også noget med en gravid veninde, og et filmhold, der prøver at lave en dokumentar-film, og så dukker en masse kendte op i biroller, lige fra Roger Moore og Meat Loaf til Elton John, Bob Geldof og Elvis Costello (!).
En film?
Det kan diskuteres om man som traditionel filmanmelder overhovedet kan anmelde sådan en film. For det første er "film" måske ikke det rigtige ord for en så løs og handlingsblottet samling fanbilleder. For det andet er filmen så præcist målrettet til det purunge, kvindelige publikum, at der burde opfindes en ny aldersgrænse, og filmen erklæres "Forbudt for personer over 13 år". For det tredie bliver anmelderens dom lige så forudsigelig som filmen, for selvfølgelig er det en rædselsfuld film, som blot nogenlunde begavede voksne mennesker ikke kan andet end hade. Men jeg prøver alligevel.
De fem spice girls har imponeret ved at blive popstjerner uden at se godt ud, kunne synge eller have nogle ordentlige sange. Nu vil tiden vise om de også kan blive filmstjerner uden at kunne spille skuespil. Heldigvis for dem er skuespillet hos de øvrige præcis lige så dårligt. Effekten med musikvideolignende sangindslag sætter som sædvanligt blot sætter handlingen i stå. Oven i købet kender man de originale musikvideoer til de fleste af numrene, og da filmens sangindslag er væsentligt kedeligere, sidder man nærmest og savner de rigtige videoer undervejs. Oven i det hele er filmen gennemsyret af en rigtig halvfemser-ironisk tone, der ikke kan bruge en filmkliché uden samtidig at gøre grin med den.
De fem piger er i filmen - selvfølgelig - skildret uden nogen som helst dybde. Sporty Spice kan lide fodbold, Posh Spice går op i sine kjoler, Baby Spice er nuttet, og så er det - bogstavelig talt - det. Her må man tænke på, at Spice Girls i bund og grund er 90'ernes svar på 40'ernes påklædningsdukker til små piger, og bortset fra sportsaspektet har de idealer pigerne afspejler ikke ændret sig siden da. Det forklarer også, at filmen trods pigernes nedringede kjoler i næsten absurd grad er renset for enhver henvisning til drenge og sex - vi befinder os i bund og grund i et præ-pubertært univers. Højst mystisk bringer filmen i stedet moderrollen i spil med den gravide veninde.
Girl power?
Man kan ikke rigtigt tillade sig at brokke sig over manglende dybde, dårligt skuespil og manglende sammenhæng i en film om Spice Girls, da de ting ligger i konceptet fra start. Selv den massive overdosering af glædeshyl, det tynde lyddesign og de elendige studiekulisser kan man til nød overse. Men to ting må det være tilladt at kritisere. For det første, at en film, der så tydeligt lader pigerne fremhæve "Girl Power", frihed og selvstændighed, ikke lader sig mærke med, at Spice Girl er en gennemplanlagt klam fidus, hvor pigerne ikke har et ord at skulle have sagt (-skal vi gætte på, at der ikke er meget Girl Power på direktions-gangen i deres pladeselskab?). Her kunne filmens ironi godt have omfattet lidt farligere emner, f. eks. pigernes karakter af kransekagefigurer, hele projektets overfladiske karakter, og den skamløse kommercialisme, der giver sig helt groteske udslag i de talrige dåser fra pigernes hovedsponsor Pepsi, der er strøet diskret ud over scenerne (og nej, det er ikke en selvrefererende joke - desværre!). Og for det andet må man forbande den dag, da pigernes daværende manager Simon Fuller fik den tåbelige idé at overlade ansvaret for manuskriptet til sin bror Kim Fuller. Magen til et sjusket makværk af et manus skal man lede længe efter. Mange af figurerne bruges ikke til noget, og filmens jokes er så tyndslidte og bovlamme, at man næsten ikke kan få sig selv til at tro det.
Stakkels Claire Rushbrook fra "Hemmeligheder og Løgne", der er blevet indforskrevet, fordi man ville have en med, som kan spille skuespil, også selv om man desværre glemte at skrive en rolle til hende. Men først og fremmest stakkels alle de mødre, hvis døtre er for små til at gå alene i biografen, og som kommer til at sidde denne film igennem hvad enten de vil det eller ej.
19/11-2018
