Fornuftig film om følelser
4.0
Filmatiseringen af Jane Austen romanklassiker "Fornuft og Følelse" byder på skuespil af fineste karat, men den overrasker ikke.
Ingen skal være i tvivl om, at forventningerne til "Sense and Sensibility", på dansk "Fornuft og Følelse", er tårnhøje. Ang Lee og Emma Thompsons filmatisering af Jane Austen's roman-klassiker af samme navn, har skrabet alle tænkelige filmpriser til sig og flere føjer sig sandsynligvis til rækken ved den kommende Oscar-uddeling.
Jane Austen's romaner har alle ingredienser til en god filmsællert. Kærligheden, den uforløste, er hovedkilden til de dramaer, der udfolder sig i hendes bøger. Men der er uendeligt langt til Barbara Cartland. Austen har nemlig en uforlignelig evne til at gennemsyre selv de største tragedier med en ætsende klarsynet ironi. Snobberi, selvbedrag og kvindeundertrykkelse udstilles med en præcis satirisk nøgternhed, der ligger milevidt fra lyserød romantisering.
Filmatiseringen har et godt greb om kombinationen af højstemt kærlighedsdrama og afvæbnende ironi. Filmen tager udgangspunkt i en social tragedie. Godsejeren Henry Dashwood dør uventet og efterlader sig kone og tre døtre, Elinor, Marianne og Margaret uden tag over hovedet og med ganske få økonomiske midler. Sønnen Edward og hans kolde og griske kone Fanny overtager godset, og de tilhørende indtægter. Der er hverken plads i hjerte eller bolig til den efterladte familie.
Emma Thompson spiller den fornuftige og korrekte Elinor, der prøver at holde sammen på familien under de nye omstændigheder. Hendes fornuft bliver dog løbende sat på en hård prøve. Inden familen forlader det fædrende gods, møder Elinor svigerindens sky men charmerende bror Edward, spillet af Hugh Grant, som for en gangs skyld har fundet en rolle, der klæder ham. Sød musik opstår mellem de to, men den intrigante svigerinde tvinger broderen væk, inden han får sat ord på sine følelser.
Elinor og resten af familien fuldender den sociale og følelsesmæssige deroute, da de flytter ind i et lejet hus på en slægtnings ejendom. Her længes Elinor efter Edward, samtidig med at hun har sit hyr med den impulsive og følelsesmæssigt frigjorte søster Marianne, spillet af Kate Winslet. Marianne, på alle måder Elinors diamentrale modsætning, kaster sig hovedkuls ud i en stormfuld forelskelse i den smukke spradebasse Willoughby, der senere viser sig at være ganske flosset i kanten.
Takt og tone
De to søstre har begge meget at lære. Omgivet af et samfund, der er besat af penge og social status, og for hvem to kvinder uden medgift bosiddende i et lejet hus, absolut ingen værdi har. Frustrationer og lidenskab holdes i ave af en social omgangsform, der er smækfuld af berøringsangste ritualer og indholdstomme konversationer. Elinor indordner sig med bitter resignation for at beskytte sig selv, mens Marianne udfordrer den rigide verden med sin ukontrollerede adfærd, hvorved hun blotter sig og i den sidste ende brænder sig. Kampen mellem fornuft og følelse raser mellem og i søstrene. Først når balancen er fundet, finder de sig tilrette.
"Fornuft og Følelse" er i høj grad en skuespillernes film. Hjulpet godt på vej af Emma Thompsons meget mundrette, stramme og humoristiske manuskript, formår personerne i filmen at fremstå som mere end 1700-tals klenodier nejende og bukkende til den store guldmedalje. Emma Thompson har jo efterhånden en vis ekspertise i at spille intelligente uforløste kvinder, hendes rolle i 'Howards End' ligger f.eks. ikke langt fra Elinor-figuren. En dag ville det være rart at se hende som vampet showgirl!
Selvom "Fornuft og Følelse" lægger stor vægt på satiren, med et væld at svagelige hysteriske kvinder og brovtne fedladne mænd, undgår figurene at fremstå som stereotyper i en folkekomedie. Der findes en fin balance mellem alvor og kontrolleret komik. Mellem personer af kød og blod og karrikatur.
Filmen er smukt fotograferet - næsten for smukt. Som i de utallige Merchant/Ivory filmatiseringer risikerer strømmen af lyse og lette billeder af nyudsprungne æbletræshaver og elegante 'manor-houses' at pakke det satiriske bid lidt for blødt ind. "Fornuft og Følelse" lever op til forventningen om en velspillet og intelligent filmatisering. Men den overgår den ikke. Dertil er den for filmsprogligt upersonlig og dertil befinder forventningerne sig på et for umenneskeligt niveau.
Ingen skal være i tvivl om, at forventningerne til "Sense and Sensibility", på dansk "Fornuft og Følelse", er tårnhøje. Ang Lee og Emma Thompsons filmatisering af Jane Austen's roman-klassiker af samme navn, har skrabet alle tænkelige filmpriser til sig og flere føjer sig sandsynligvis til rækken ved den kommende Oscar-uddeling.
Jane Austen's romaner har alle ingredienser til en god filmsællert. Kærligheden, den uforløste, er hovedkilden til de dramaer, der udfolder sig i hendes bøger. Men der er uendeligt langt til Barbara Cartland. Austen har nemlig en uforlignelig evne til at gennemsyre selv de største tragedier med en ætsende klarsynet ironi. Snobberi, selvbedrag og kvindeundertrykkelse udstilles med en præcis satirisk nøgternhed, der ligger milevidt fra lyserød romantisering.
Filmatiseringen har et godt greb om kombinationen af højstemt kærlighedsdrama og afvæbnende ironi. Filmen tager udgangspunkt i en social tragedie. Godsejeren Henry Dashwood dør uventet og efterlader sig kone og tre døtre, Elinor, Marianne og Margaret uden tag over hovedet og med ganske få økonomiske midler. Sønnen Edward og hans kolde og griske kone Fanny overtager godset, og de tilhørende indtægter. Der er hverken plads i hjerte eller bolig til den efterladte familie.
Emma Thompson spiller den fornuftige og korrekte Elinor, der prøver at holde sammen på familien under de nye omstændigheder. Hendes fornuft bliver dog løbende sat på en hård prøve. Inden familen forlader det fædrende gods, møder Elinor svigerindens sky men charmerende bror Edward, spillet af Hugh Grant, som for en gangs skyld har fundet en rolle, der klæder ham. Sød musik opstår mellem de to, men den intrigante svigerinde tvinger broderen væk, inden han får sat ord på sine følelser.
Elinor og resten af familien fuldender den sociale og følelsesmæssige deroute, da de flytter ind i et lejet hus på en slægtnings ejendom. Her længes Elinor efter Edward, samtidig med at hun har sit hyr med den impulsive og følelsesmæssigt frigjorte søster Marianne, spillet af Kate Winslet. Marianne, på alle måder Elinors diamentrale modsætning, kaster sig hovedkuls ud i en stormfuld forelskelse i den smukke spradebasse Willoughby, der senere viser sig at være ganske flosset i kanten.
Takt og tone
De to søstre har begge meget at lære. Omgivet af et samfund, der er besat af penge og social status, og for hvem to kvinder uden medgift bosiddende i et lejet hus, absolut ingen værdi har. Frustrationer og lidenskab holdes i ave af en social omgangsform, der er smækfuld af berøringsangste ritualer og indholdstomme konversationer. Elinor indordner sig med bitter resignation for at beskytte sig selv, mens Marianne udfordrer den rigide verden med sin ukontrollerede adfærd, hvorved hun blotter sig og i den sidste ende brænder sig. Kampen mellem fornuft og følelse raser mellem og i søstrene. Først når balancen er fundet, finder de sig tilrette.
"Fornuft og Følelse" er i høj grad en skuespillernes film. Hjulpet godt på vej af Emma Thompsons meget mundrette, stramme og humoristiske manuskript, formår personerne i filmen at fremstå som mere end 1700-tals klenodier nejende og bukkende til den store guldmedalje. Emma Thompson har jo efterhånden en vis ekspertise i at spille intelligente uforløste kvinder, hendes rolle i 'Howards End' ligger f.eks. ikke langt fra Elinor-figuren. En dag ville det være rart at se hende som vampet showgirl!
Selvom "Fornuft og Følelse" lægger stor vægt på satiren, med et væld at svagelige hysteriske kvinder og brovtne fedladne mænd, undgår figurene at fremstå som stereotyper i en folkekomedie. Der findes en fin balance mellem alvor og kontrolleret komik. Mellem personer af kød og blod og karrikatur.
Filmen er smukt fotograferet - næsten for smukt. Som i de utallige Merchant/Ivory filmatiseringer risikerer strømmen af lyse og lette billeder af nyudsprungne æbletræshaver og elegante 'manor-houses' at pakke det satiriske bid lidt for blødt ind. "Fornuft og Følelse" lever op til forventningen om en velspillet og intelligent filmatisering. Men den overgår den ikke. Dertil er den for filmsprogligt upersonlig og dertil befinder forventningerne sig på et for umenneskeligt niveau.
19/11-2018
