IKKE JUST ET JOYRIDE
4.0
David Lynch balancerer mellem vanvid og sindssyge i sin nye, gennemført mærkelige og meget originale film.
Den amerikanske filmindustri tænker i bund og grund kun på én ting: Penge. Derfor er der mange dygtige håndværkere i Hollywood, som kan levere den forventede vare uden brok, og ikke så mange kunstnere med stort K. Men selv i et så gennemkommercialiseret system dukker der af og til kunstnerisk ambitiøse filmskabere frem, som kan klare sig i den hårde konkurrence. Det er ikke nogen let opgave - men til gengæld kan de gennem Hollywood få et produktionsapparat og nå et publikum, som outsidere normalt ikke har en chance for.
At filmverdenen ikke altid har været en dans på roser for den tidligere maler David Lynch, ses af, at "Lost Highway" kun er han sjette spillefilm, siden han for over tyve år siden debuterede med den gennemført kryptiske "Eraserhead". Men film som "Blue Velvet", "Vilde hjerter" og TV-serien "Twin Peaks" har efterhånden givet ham status som den syrede arthouse-instruktør inden for det etablerede Hollywoodsystem. Og på det punkt er Lost Highway absolut ikke nogen undtagelse.
Handling? Hvilken handling?
Det er næsten synd at fortælle om filmens handling, for her er i sandhed en film, hvor man ikke som sædvanligt kan regne handlingen ud inden for de første fem minutter. Men altså, en frustreret tenorsaxofonist, spillet af Bill Pullman, har på fornemmelsen, at hans kone (Patricia Arquette) er ham utro. Parret begynder at modtage videobånd, hvor en mystisk gæst bevæger sig længere og længere ind i deres hus. Til en fest møder han en anden mystisk person, som påstår, at han bevæger sig rundt i saxofonistens hus netop i det øjeblik - og beviser det ved at tage telefonen, da denne ringer hjem! Snart blander underlige visioner, mystiske drømmesekvenser og scener, hvor drøm og virkelighed smelter sammen, sig med filmens handling. Og handlingen tager nogle gevaldige spring, som ikke skal afsløres her.
Et mærkeligt univers
Skulle man være flink, kan man sige, at man kommer ud af biografen efter "Lost Highway" med masser af stof til eftertanke. Skulle man være mindre pæn, kan man sige, at man kommer ud af biografen efter "Lost Highway" og ikke fatter en brik. Det er i hvert fald ikke nogen traditionel historiefortælling, man har været vidne til. Filmen er ekstremt stiliseret og "kunstig". Den er næsten udelukkende optaget i et studie. Skuespillerne spiller med lange pauser efter hver sætning, med vekslende held, det kniber især for Bill Pullman. Alting foregår om aftenen eller om natten i dunkle, svagt belyste omgivelser. Og tilskueren får aldrig forklaret, hvordan de forskellige handlinger og personer hænger sammen. Lange sekvenser minder om det afsluttende afsnit af "Twin Peaks", hvor mysticisme og baglæns dansende dværge sætter handlingen helt i stå. Det skal man være indstillet på fra starten, og det vil utvivlsomt forvirre og skuffe det brede, Hollywood-tilvænte popcornspublikum. Til gengæld får man som tilskuer et utroligt indblik i en virkelig sær filminstruktørs gennemført mærkelige univers.
Under overfladen
David Lynchs hovedtema er, som i alle hans film siden "Blue Velvet", den vildskab, det vanvid og den seksualitet, der ligger gemt lige under overfladen på ganske almindelige mennesker. I stedet for et bare nogenlunde realistisk univers har "Lost Highway" sin helt egen logik, der tydeligvis stammer et sted nede fra Lynchs meget aktive underbevidsthed. Havde Freud levet i dag, kunne han godt have sat et år af til at analysere drifter og traumer i denne film. Der er personsplittelser i hoved-personen (eller skulle man sige hovedpersonerne?) og i Patricia Arquettes dobbeltrolle. Der er uundertrykkelig seksualdrift og frysende seksualangst, som kommer til udtryk i sexscener, pornofilm, utroskab, luder/madonna-roller, kastraktionsangst og voyerisme. Der er dødsdrift, aggressioner og vold i strømmen af drab, voldtægter, biljagter, slåskampe og eksplosioner. Og der er i det hele taget en mareridtsagtig stemning over hele filmen, som rører ved alle de fortrængninger, tabuer og angstneuroser, som Freud kendte til, og utvivlsomt en hel del flere. Med andre ord: Det her er virkelig mærkeligt!
Man kan mene hvad man vil om den manglende sammenhæng, men "Lost Highway" er i hvert fald en dybt original, total uforudsigelig og gennemført uhyggelig film. Hvor "Vilde hjerter"s indforståede leg med filmklichéer hurtigt blev trættende, og Twin Peaks fortabte sig i gentagelser, så er dét her Lynch, når han er allermest Lynch-agtig. Det er ikke en film, der appellerer til indlevelse i personerne, eller til at man skal "forstå" den (jeg vil vove den påstand, at den simpelthen ikke kan forstås), men til gengæld ligner den ikke noget som helst andet. Læg dertil den forrygende fotografering, og Patricia Arquette som blondine i mere eller mindre afklædt tilstand. Er man til den slags, så vil "Lost Highway" med garanti være en oplevelse.
Den amerikanske filmindustri tænker i bund og grund kun på én ting: Penge. Derfor er der mange dygtige håndværkere i Hollywood, som kan levere den forventede vare uden brok, og ikke så mange kunstnere med stort K. Men selv i et så gennemkommercialiseret system dukker der af og til kunstnerisk ambitiøse filmskabere frem, som kan klare sig i den hårde konkurrence. Det er ikke nogen let opgave - men til gengæld kan de gennem Hollywood få et produktionsapparat og nå et publikum, som outsidere normalt ikke har en chance for.
At filmverdenen ikke altid har været en dans på roser for den tidligere maler David Lynch, ses af, at "Lost Highway" kun er han sjette spillefilm, siden han for over tyve år siden debuterede med den gennemført kryptiske "Eraserhead". Men film som "Blue Velvet", "Vilde hjerter" og TV-serien "Twin Peaks" har efterhånden givet ham status som den syrede arthouse-instruktør inden for det etablerede Hollywoodsystem. Og på det punkt er Lost Highway absolut ikke nogen undtagelse.
Handling? Hvilken handling?
Det er næsten synd at fortælle om filmens handling, for her er i sandhed en film, hvor man ikke som sædvanligt kan regne handlingen ud inden for de første fem minutter. Men altså, en frustreret tenorsaxofonist, spillet af Bill Pullman, har på fornemmelsen, at hans kone (Patricia Arquette) er ham utro. Parret begynder at modtage videobånd, hvor en mystisk gæst bevæger sig længere og længere ind i deres hus. Til en fest møder han en anden mystisk person, som påstår, at han bevæger sig rundt i saxofonistens hus netop i det øjeblik - og beviser det ved at tage telefonen, da denne ringer hjem! Snart blander underlige visioner, mystiske drømmesekvenser og scener, hvor drøm og virkelighed smelter sammen, sig med filmens handling. Og handlingen tager nogle gevaldige spring, som ikke skal afsløres her.
Et mærkeligt univers
Skulle man være flink, kan man sige, at man kommer ud af biografen efter "Lost Highway" med masser af stof til eftertanke. Skulle man være mindre pæn, kan man sige, at man kommer ud af biografen efter "Lost Highway" og ikke fatter en brik. Det er i hvert fald ikke nogen traditionel historiefortælling, man har været vidne til. Filmen er ekstremt stiliseret og "kunstig". Den er næsten udelukkende optaget i et studie. Skuespillerne spiller med lange pauser efter hver sætning, med vekslende held, det kniber især for Bill Pullman. Alting foregår om aftenen eller om natten i dunkle, svagt belyste omgivelser. Og tilskueren får aldrig forklaret, hvordan de forskellige handlinger og personer hænger sammen. Lange sekvenser minder om det afsluttende afsnit af "Twin Peaks", hvor mysticisme og baglæns dansende dværge sætter handlingen helt i stå. Det skal man være indstillet på fra starten, og det vil utvivlsomt forvirre og skuffe det brede, Hollywood-tilvænte popcornspublikum. Til gengæld får man som tilskuer et utroligt indblik i en virkelig sær filminstruktørs gennemført mærkelige univers.
Under overfladen
David Lynchs hovedtema er, som i alle hans film siden "Blue Velvet", den vildskab, det vanvid og den seksualitet, der ligger gemt lige under overfladen på ganske almindelige mennesker. I stedet for et bare nogenlunde realistisk univers har "Lost Highway" sin helt egen logik, der tydeligvis stammer et sted nede fra Lynchs meget aktive underbevidsthed. Havde Freud levet i dag, kunne han godt have sat et år af til at analysere drifter og traumer i denne film. Der er personsplittelser i hoved-personen (eller skulle man sige hovedpersonerne?) og i Patricia Arquettes dobbeltrolle. Der er uundertrykkelig seksualdrift og frysende seksualangst, som kommer til udtryk i sexscener, pornofilm, utroskab, luder/madonna-roller, kastraktionsangst og voyerisme. Der er dødsdrift, aggressioner og vold i strømmen af drab, voldtægter, biljagter, slåskampe og eksplosioner. Og der er i det hele taget en mareridtsagtig stemning over hele filmen, som rører ved alle de fortrængninger, tabuer og angstneuroser, som Freud kendte til, og utvivlsomt en hel del flere. Med andre ord: Det her er virkelig mærkeligt!
Man kan mene hvad man vil om den manglende sammenhæng, men "Lost Highway" er i hvert fald en dybt original, total uforudsigelig og gennemført uhyggelig film. Hvor "Vilde hjerter"s indforståede leg med filmklichéer hurtigt blev trættende, og Twin Peaks fortabte sig i gentagelser, så er dét her Lynch, når han er allermest Lynch-agtig. Det er ikke en film, der appellerer til indlevelse i personerne, eller til at man skal "forstå" den (jeg vil vove den påstand, at den simpelthen ikke kan forstås), men til gengæld ligner den ikke noget som helst andet. Læg dertil den forrygende fotografering, og Patricia Arquette som blondine i mere eller mindre afklædt tilstand. Er man til den slags, så vil "Lost Highway" med garanti være en oplevelse.
19/11-2018
