Hånden på hjertet
4.0
Pop i Bier-stuben
Susanne Bier beviser med endnu en skøn film, at hun er en af vores bedste danske instruktører
Det må være hårdt at skulle løfte arven efter sig selv. At skulle leve op til forventningerne efter, at "Den Eneste Ene" for over et år siden tog de danske biografgængere og anmeldere med storm. Men sådan er det nødvendigvis at være i Susanne Biers sko. Hun er nemlig noget så sjældent som en blændende kvindelig instruktør med sin egen tydelige signatur. Selvom "Hånden på Hjertet" er en dansk-svensk produktion med både svenske skuespillere og en handling, der udspiller sig i vort naboland, er filmens tone og stil lige så dejlig Bier'sk, som vi er vant til herhjemmefra.
Besat af Grand Prix
I "Hånden på Hjertet" kredser Bier, som hun har gjort det så ofte før, om en række såkaldt almindelige mennesker bundet sammen af familiære og arbejdsmæssige bånd og stærke følelser for hinanden. Mona (Helena Bergstrøm) arbejder som handikaphjælper for David (Jonas Karlsson). På hjemmefronten er hun er gift med den arbejdsløse og irriterende lade Bosse (Thomas Hanzon), der har hjørnesofaen som yndet udflugtsmål. Sammen har de fire døtre, der alle i forskellig udstrækning er i tøsealderen, hvor mors make-up er et hit på lige fod med popidoler og flæse-glimmer-kjoler. Det har tøserne nu ikke helt fra fremmede, for Mona er besat af Melodi Grand Prix og drømmer om at møde alle sine idoler, eller endnu bedre selv at blive en kendt Grand Prix sangerinde. At hun får lov til at prøve både det blide rampelys og det kvælende søgelys er filmens centrale historie og emne for Biers kritiske røst.
Den handikappede David er i det skjulte en ferm popsangskriver, og da Mona indsender en af hans melodier, indsunget af hende selv, ruller lavinen, og hun er pludselig landskendt. For folket er hun en åbenbaring af den almindelige borgers himmelflugt mod stjernerne, mens hun i branchen selv fremstår som århundredes jubelidiot. Det er ikke nemt at være kendt, og måske slet ikke når man kommer fra det rene skære ingenting og konfronteres med medieverdenen, dens producenter og konkurrenters overfladegejl.
Komedie og tragedie
Susanne Bier har en særlig evne til både at se det dybt komiske i det dybt tragiske og det dybt tragiske i det dybt komiske. Hun kan skildre helt almindelige mennesker med kedelige rutineprægede liv, så de bliver både farverige, fængslende og dødinteressante at se på. Man gribes af almindeligheden, for det viser sig jo som så ofte, når man pirker lidt i overfladen, at selv disse mennesker har en hemmelighed, et vindende væsen eller en stærk mission. Bier giver ofte sine karakterer en tand ekstra, så de bevæger sig på grænsen til karikaturen. Ja, faktisk skærer hun både Monas slimede producent og Davids påtaget forstående socialrådgiver ud i pap, men det er aldrig mere end at figuren har hold i virkeligheden, og genkendelsens glæde aktiveres hos publikum.
Bedste birolle er Candy Darling (Björn Kjellman), Monas transvestit-bror, som bag den let skabede overflade, har filmens største hjerte af guld. At han iført store rober, boa og fuld make-up viser sig at være en genial bilmekaniker, må siges at være filmen i en nøddeskal. En hylende morsom og dybt rørende scene med Biers typiske overskud af tolerance. Også i miljøskildringen er Bier en stor filmmager. Fint, med næsten overlegen lethed, introduceres vi til den hjemlige "hygge", det fortravlede morgenræs og Monas kliniske arbejdsplads, og vi er ikke i tvivl om, hvorfor drømmen om berømmelse, og glamour florerer. Bier løfter filmen, så folkekomedie-elementerne overdøves af smukke og rørende øjeblikke. Det er der ikke mange, der kan!
Susanne Bier beviser med endnu en skøn film, at hun er en af vores bedste danske instruktører
Det må være hårdt at skulle løfte arven efter sig selv. At skulle leve op til forventningerne efter, at "Den Eneste Ene" for over et år siden tog de danske biografgængere og anmeldere med storm. Men sådan er det nødvendigvis at være i Susanne Biers sko. Hun er nemlig noget så sjældent som en blændende kvindelig instruktør med sin egen tydelige signatur. Selvom "Hånden på Hjertet" er en dansk-svensk produktion med både svenske skuespillere og en handling, der udspiller sig i vort naboland, er filmens tone og stil lige så dejlig Bier'sk, som vi er vant til herhjemmefra.
Besat af Grand Prix
I "Hånden på Hjertet" kredser Bier, som hun har gjort det så ofte før, om en række såkaldt almindelige mennesker bundet sammen af familiære og arbejdsmæssige bånd og stærke følelser for hinanden. Mona (Helena Bergstrøm) arbejder som handikaphjælper for David (Jonas Karlsson). På hjemmefronten er hun er gift med den arbejdsløse og irriterende lade Bosse (Thomas Hanzon), der har hjørnesofaen som yndet udflugtsmål. Sammen har de fire døtre, der alle i forskellig udstrækning er i tøsealderen, hvor mors make-up er et hit på lige fod med popidoler og flæse-glimmer-kjoler. Det har tøserne nu ikke helt fra fremmede, for Mona er besat af Melodi Grand Prix og drømmer om at møde alle sine idoler, eller endnu bedre selv at blive en kendt Grand Prix sangerinde. At hun får lov til at prøve både det blide rampelys og det kvælende søgelys er filmens centrale historie og emne for Biers kritiske røst.
Den handikappede David er i det skjulte en ferm popsangskriver, og da Mona indsender en af hans melodier, indsunget af hende selv, ruller lavinen, og hun er pludselig landskendt. For folket er hun en åbenbaring af den almindelige borgers himmelflugt mod stjernerne, mens hun i branchen selv fremstår som århundredes jubelidiot. Det er ikke nemt at være kendt, og måske slet ikke når man kommer fra det rene skære ingenting og konfronteres med medieverdenen, dens producenter og konkurrenters overfladegejl.
Komedie og tragedie
Susanne Bier har en særlig evne til både at se det dybt komiske i det dybt tragiske og det dybt tragiske i det dybt komiske. Hun kan skildre helt almindelige mennesker med kedelige rutineprægede liv, så de bliver både farverige, fængslende og dødinteressante at se på. Man gribes af almindeligheden, for det viser sig jo som så ofte, når man pirker lidt i overfladen, at selv disse mennesker har en hemmelighed, et vindende væsen eller en stærk mission. Bier giver ofte sine karakterer en tand ekstra, så de bevæger sig på grænsen til karikaturen. Ja, faktisk skærer hun både Monas slimede producent og Davids påtaget forstående socialrådgiver ud i pap, men det er aldrig mere end at figuren har hold i virkeligheden, og genkendelsens glæde aktiveres hos publikum.
Bedste birolle er Candy Darling (Björn Kjellman), Monas transvestit-bror, som bag den let skabede overflade, har filmens største hjerte af guld. At han iført store rober, boa og fuld make-up viser sig at være en genial bilmekaniker, må siges at være filmen i en nøddeskal. En hylende morsom og dybt rørende scene med Biers typiske overskud af tolerance. Også i miljøskildringen er Bier en stor filmmager. Fint, med næsten overlegen lethed, introduceres vi til den hjemlige "hygge", det fortravlede morgenræs og Monas kliniske arbejdsplads, og vi er ikke i tvivl om, hvorfor drømmen om berømmelse, og glamour florerer. Bier løfter filmen, så folkekomedie-elementerne overdøves af smukke og rørende øjeblikke. Det er der ikke mange, der kan!
19/11-2018
