Flot og afdæmpet
4.0
Det er en afdæmpet Eastwood, der står foran og bag ved kameraet i den adstadige men på mange punkter tilfredsstillende "True Crime".
Clint Eastwwod har i de seneste år klogeligt lavet film, der i tempo har fulgt hans fremskredne alder, hvad enten han kun er krediteret som instruktør ("Midnat i det gode og ondes have"), eller han også figurerer som hovedrolle ("Absolut Power" og "Broerne i Madison County"). Til trods for at der ikke er tale om film med tidligere tiders gennemslagskraft, så har de haft en aldrende værdighed, der til tider har grænset op til det dejligt selvironiske og gjort dem seværdige omend noget omstændige.
I "True Crime" er der mange eksempler på både den aldrende værdighed og det selvironiske, men i sidste ende er det et velskrevet og økonomisk manuskript, der gør den til Eastwoods bedste film i flere år.
En dag i en afdanket journalists liv, kunne have været en passende undertitel til "True Crime", der følger Steve Everett (Clint Eastwood) i sine desperate forsøg på at holde gang i sit noget flossede liv af diverse affærer, et ægteskab på pumperne, og en forfalden journalistkarriere. Da en ung kvindelig kollega kører galt, får han til opgave at overtage hendes dækning af den dødsdømte morder Frank Beachums (Isaiah Washington) sidste timer. Hans lettere tilstoppede journalistnæse siger ham dog, at der er noget uldent ved sagen og med sin chefredaktør Alan Manns (James Woods) trusler om fyrring og fjernelse af vitale kropsdele rungende i ørene, sætter han sig for at finde den egentlige morder. Historien slår herefter over i en noget forudsigelig kapløb med tiden-slutning hvis udfald naturligvis ikke skal afsløres her.
En sådan historie kan i værste fald udvikle sig til en rutinepræget film med klæge overtoner af menneskelig oprejsning, men Eastwood er gudskelov for garvet og intelligent til at dumpe ned i sådanne forudsigelige huller. Dette skyldes i høj grad et velafbalanceret manuskript, der administrerer forholdet mellem den egentlige opklaringshistorie og Everetts livskvaler på forbilledlig vis. Filmen formår sine steder næsten at få trukket tempoet ud af historien så den umiddelbart virker adstadig og afdæmpet af en kriminalfilm at være. Men vi mister langtfra interessen af den grund, fordi der er rigeligt med kød på figurene. På det punkt minder "True Crime" meget om Sidney Lumets fabelagtige retsalsfilm "Dommen" fra 1982 med Paul Newman som afdanket advokat, der får en sidste chance for at rette op på sit miserable liv og sit blakkede renomé.
Men filmens egentlige scoop er en formidabel skuespillertrup. Eastwood er dejlig afdæmpet, mens Washington er overraskende nuanceret som den uskyldige Beachum. Selv Dennis Leary som spiller Everetts redaktør Bob, har lagt en befriende dæmper på sig. James Woods derimod giver den på alle tangenterne som kolerisk chefredaktør, og har nogle vidunderligt rappe og morsomme konfrontationer med Eastwood.
Ser man bort fra en diskutabel slutning og et par lettere stereotype fængselspersonager, er "True Crime" så afgjort en seværdig film og Eastwoods bedste på denne side af "De nådesløse".
Clint Eastwwod har i de seneste år klogeligt lavet film, der i tempo har fulgt hans fremskredne alder, hvad enten han kun er krediteret som instruktør ("Midnat i det gode og ondes have"), eller han også figurerer som hovedrolle ("Absolut Power" og "Broerne i Madison County"). Til trods for at der ikke er tale om film med tidligere tiders gennemslagskraft, så har de haft en aldrende værdighed, der til tider har grænset op til det dejligt selvironiske og gjort dem seværdige omend noget omstændige.
I "True Crime" er der mange eksempler på både den aldrende værdighed og det selvironiske, men i sidste ende er det et velskrevet og økonomisk manuskript, der gør den til Eastwoods bedste film i flere år.
En dag i en afdanket journalists liv, kunne have været en passende undertitel til "True Crime", der følger Steve Everett (Clint Eastwood) i sine desperate forsøg på at holde gang i sit noget flossede liv af diverse affærer, et ægteskab på pumperne, og en forfalden journalistkarriere. Da en ung kvindelig kollega kører galt, får han til opgave at overtage hendes dækning af den dødsdømte morder Frank Beachums (Isaiah Washington) sidste timer. Hans lettere tilstoppede journalistnæse siger ham dog, at der er noget uldent ved sagen og med sin chefredaktør Alan Manns (James Woods) trusler om fyrring og fjernelse af vitale kropsdele rungende i ørene, sætter han sig for at finde den egentlige morder. Historien slår herefter over i en noget forudsigelig kapløb med tiden-slutning hvis udfald naturligvis ikke skal afsløres her.
En sådan historie kan i værste fald udvikle sig til en rutinepræget film med klæge overtoner af menneskelig oprejsning, men Eastwood er gudskelov for garvet og intelligent til at dumpe ned i sådanne forudsigelige huller. Dette skyldes i høj grad et velafbalanceret manuskript, der administrerer forholdet mellem den egentlige opklaringshistorie og Everetts livskvaler på forbilledlig vis. Filmen formår sine steder næsten at få trukket tempoet ud af historien så den umiddelbart virker adstadig og afdæmpet af en kriminalfilm at være. Men vi mister langtfra interessen af den grund, fordi der er rigeligt med kød på figurene. På det punkt minder "True Crime" meget om Sidney Lumets fabelagtige retsalsfilm "Dommen" fra 1982 med Paul Newman som afdanket advokat, der får en sidste chance for at rette op på sit miserable liv og sit blakkede renomé.
Men filmens egentlige scoop er en formidabel skuespillertrup. Eastwood er dejlig afdæmpet, mens Washington er overraskende nuanceret som den uskyldige Beachum. Selv Dennis Leary som spiller Everetts redaktør Bob, har lagt en befriende dæmper på sig. James Woods derimod giver den på alle tangenterne som kolerisk chefredaktør, og har nogle vidunderligt rappe og morsomme konfrontationer med Eastwood.
Ser man bort fra en diskutabel slutning og et par lettere stereotype fængselspersonager, er "True Crime" så afgjort en seværdig film og Eastwoods bedste på denne side af "De nådesløse".
19/11-2018
