Corny søndagsfilm
3.0
Rendyrket underholdning i Martin Campbells opdatering af den klassiske sværdsvinger
"Zorro" er en søndags-matine historie fuldstændigt på linje med "Robin Hood", "Den knaldrøde pirat", "De tre musketerer" og "Den røde Pimpernel". Men til forskel fra fx Robin Hood og De tre Musketerer, så er Zorro-myten et stykke americana, skabt af forfatteren Johnston McCulley i 1919. Hollywood har ikke været på rov i den europæiske litteratur eller blandt legender, hvis oprindelse fortaber sig i det dunkle. Zorro er og bliver en opfindelse så amerikansk som Superman og Batman.
Men heldigvis har newzealænderen Martin Campbell valgt at holde en vis ironisk distance til helteskikkelsen. I filmen lader han Antonio Banderas være lidt af en klovn, som kun langsomt og vanskeligt bliver omformet til at tage den gamle Zorros plads. Og det klæder historien. På den måde får han punkteret det værste af den heroiske opblæsthed, der ligger i den campede rolle som Zorro har. Det er jo i høj grad et spørgsmål for publikum om at acceptere, at en lille halvmaske skal forhindre Zorros omgivelser i at genkende ham. Om ikke på underansigtet, så i hvert fald på den spanske accent.
Men har man først slugt alle kamelerne, så er der virkelig smæk for skillingen. Alle de gamle dyder er på skærmen, og gerne samtidig. Der fægtes og rides og danses og mændene er ædle og har små, tynde overskæg, mens kvinderne har pumpet barmen op under hagen. Og alle krukker løs, så det er en ren fornøjelse. Især Stuart Wilson, der har rollen som den spanske guvernør, Don Rafael Montero, får lov til at spænde buen til det yderste. Men også Anthony Hopkins, der spiller den aldrende Zorro, giver gode prøver fra bagkataloget af helteklicheer. Til gengæld kunne man godt have ønsket sig lidt mere af det hele hos den kvindelige hovedrollehaver, Catherine Zeta-Jones. Hun er meget køn at se på, men kan ikke rigtig noget af det, der skal til for at fylde rollen som Elena ud. Man savner noget mystisk og karismatisk, lidt henad Elizabeth Taylors rolle som Rebecca i 1952-udgaven af "Ivanhoe" - men man kan selvfølgelig ikke forlange mirakler.
"Zorro" er meget underholdende på en drengerøvsagtig måde. Den smule kærlighedshistorie, filmen indeholder, virker lidt påklistret og er så oplagt, at det skriger til himlen. Men det er jo heller ikke det drengerøvene vil se, i hvert fald ikke for længe af gangen. Som et raffineret påfund har man så valgt at integrere en kyssescene med en fægtescene, først fægter Elena og Zorro og så kysser de lidt, og så fægter de igen. Så er der lidt for alle.
Filmen er gammeldags i den forstand, at den lige så godt kunne være lavet for 30 år siden. Den smule ironiske distance, der er placeret hos Antonio Banderas, er det eneste moderne træk man kan få øje på. Men det gør sådan set heller ikke noget, for "Zorro" vil nemlig kun en ting. Nemlig at være en god, gammeldags underholdningfilm. Og det er den - hverken mere eller mindre.
"Zorro" er en søndags-matine historie fuldstændigt på linje med "Robin Hood", "Den knaldrøde pirat", "De tre musketerer" og "Den røde Pimpernel". Men til forskel fra fx Robin Hood og De tre Musketerer, så er Zorro-myten et stykke americana, skabt af forfatteren Johnston McCulley i 1919. Hollywood har ikke været på rov i den europæiske litteratur eller blandt legender, hvis oprindelse fortaber sig i det dunkle. Zorro er og bliver en opfindelse så amerikansk som Superman og Batman.
Men heldigvis har newzealænderen Martin Campbell valgt at holde en vis ironisk distance til helteskikkelsen. I filmen lader han Antonio Banderas være lidt af en klovn, som kun langsomt og vanskeligt bliver omformet til at tage den gamle Zorros plads. Og det klæder historien. På den måde får han punkteret det værste af den heroiske opblæsthed, der ligger i den campede rolle som Zorro har. Det er jo i høj grad et spørgsmål for publikum om at acceptere, at en lille halvmaske skal forhindre Zorros omgivelser i at genkende ham. Om ikke på underansigtet, så i hvert fald på den spanske accent.
Men har man først slugt alle kamelerne, så er der virkelig smæk for skillingen. Alle de gamle dyder er på skærmen, og gerne samtidig. Der fægtes og rides og danses og mændene er ædle og har små, tynde overskæg, mens kvinderne har pumpet barmen op under hagen. Og alle krukker løs, så det er en ren fornøjelse. Især Stuart Wilson, der har rollen som den spanske guvernør, Don Rafael Montero, får lov til at spænde buen til det yderste. Men også Anthony Hopkins, der spiller den aldrende Zorro, giver gode prøver fra bagkataloget af helteklicheer. Til gengæld kunne man godt have ønsket sig lidt mere af det hele hos den kvindelige hovedrollehaver, Catherine Zeta-Jones. Hun er meget køn at se på, men kan ikke rigtig noget af det, der skal til for at fylde rollen som Elena ud. Man savner noget mystisk og karismatisk, lidt henad Elizabeth Taylors rolle som Rebecca i 1952-udgaven af "Ivanhoe" - men man kan selvfølgelig ikke forlange mirakler.
"Zorro" er meget underholdende på en drengerøvsagtig måde. Den smule kærlighedshistorie, filmen indeholder, virker lidt påklistret og er så oplagt, at det skriger til himlen. Men det er jo heller ikke det drengerøvene vil se, i hvert fald ikke for længe af gangen. Som et raffineret påfund har man så valgt at integrere en kyssescene med en fægtescene, først fægter Elena og Zorro og så kysser de lidt, og så fægter de igen. Så er der lidt for alle.
Filmen er gammeldags i den forstand, at den lige så godt kunne være lavet for 30 år siden. Den smule ironiske distance, der er placeret hos Antonio Banderas, er det eneste moderne træk man kan få øje på. Men det gør sådan set heller ikke noget, for "Zorro" vil nemlig kun en ting. Nemlig at være en god, gammeldags underholdningfilm. Og det er den - hverken mere eller mindre.
19/11-2018
