På flaskens og samfundets bund
4.0
Per Fly debuterer med en særdeles velspillet og loyal skildring af samfundets udstødte. Og på forunderlig vis undgår "Bænken" at blive frelst, såvel som ironisk distanceret
Kaj er på bistandshjælp og stærkt alkoholiseret. Den vej rundt har han det ikke hverken værre eller bedre end de andre sociale tabere på bænken i Per Flys spillefilmdebut. Men hvor de andre dog finder lidt glæde i tilværelsen, er der i Kajs verden ikke noget, der er så godt, at det ikke også er skidt for noget. Den bitterhed giver han til stadighed udtryk for til stor irritation for sine omgivelser. Livet har ikke været godt ved Kaj, og han behandler det efter fortjeneste.
Men så flytter den unge enlige mor, Liv, ind i blokken overfor, da hun ikke længere vil bo hos sin voldelige mand. Hun har samme efternavn som Kaj, og det viser sig, at hun er den datter, han forlod for 19 år siden. Kaj indser, at hvis han skal nå at gøre noget godt, inden han dør, må han være den far, han aldrig nåede at være i Livs barndom. Han hanker op i sig selv, og på sin egen følelsesmæssigt afstumpede måde gør han hende det klart, hvordan det hele hænger sammen. Men selv om han gør det rigtige, gør han blot ondt værre: Liv tager efter den episode tilbage til flere tæsk, og Kaj forsøger helhjertet at drikke sig ihjel i ren frustration over det mislykkede tiltag.
Tak er kun et fattigt ord
Det kunne umiddelbart godt minde om en socialrealistisk problemfilm garneret med lidt far/datter-opgør. Og selv om "Bænken" handler om de problemfyldte ting, der omtales i aviserne og er helt klassisk i sin fortællestil, styrer Per Fly i kraft af veltegnede figurer og en hel enkel historie uden om klichéerne og de lette løsninger. Kajs problemer med alkoholen og familien er store og altoverskyggende, men filmen er også meget morsom og rørende i skildringerne af forholdet til Livs søn, Jonas. Det er drengen, der får Kaj til at indse, at hans indstilling til livet har været forfejlet, og at man, hvis man vil have det optimale ud af tilværelsen, må erkende, at livet bygger på gensidig tillid. Man må lære at sige banale ting som fx "tak", "undskyld" og "gider du lige hjælpe mig", for at man kan kalde sig selv for et ordentligt menneske.
Mere en blot socialrealisme
Jesper Christensen er ikke mindre end fremragende som Kaj. Han er skræmmende usympatisk, når han sidder på bænken med den rastløst vippende fod og uhyggelig under sine drukture. Men han er samtidig også oprigtig varm når han er sammen med Jonas, der får den opmærksomhed, datteren ikke fik. De mange facetter i Kajs figur er noget, der også er kendetegnende for resten af rollelisten, hvor specielt Nikolaj Kopernikus er god som den lidt bøvede Stig. Men alle personerne fremstår som rigtige mennesker og ikke bare karikaturer af de sølle eksistenser, vi andre går uden om, når de sider og råber på bænken. Denne troværdighed trækker historiens fokus væk fra det problemorienterede i Kajs sociale situation og hen mod en nøgtern skildring af et forkrampet menneske, som først for sent bliver i stand til at vise reelle menneskelige følelser. Emnet giver mindelser om 70'ernes socialrealisme, men ordet "realisme" er mere betegnende for "Bænken", da skildringen af de familiemæssige problemer appellerer til alle mennesker i alle samfundslag.
Per Fly har med "Bænken" gjort en film, der beviser, at realisme ikke behøver at være kedelig; bare filmen er, med et gammeldags udtryk, ordentligt lavet, kan man sagtens føle og følge med i historier, som ligner en genkendelig hverdag.
Kaj er på bistandshjælp og stærkt alkoholiseret. Den vej rundt har han det ikke hverken værre eller bedre end de andre sociale tabere på bænken i Per Flys spillefilmdebut. Men hvor de andre dog finder lidt glæde i tilværelsen, er der i Kajs verden ikke noget, der er så godt, at det ikke også er skidt for noget. Den bitterhed giver han til stadighed udtryk for til stor irritation for sine omgivelser. Livet har ikke været godt ved Kaj, og han behandler det efter fortjeneste.
Men så flytter den unge enlige mor, Liv, ind i blokken overfor, da hun ikke længere vil bo hos sin voldelige mand. Hun har samme efternavn som Kaj, og det viser sig, at hun er den datter, han forlod for 19 år siden. Kaj indser, at hvis han skal nå at gøre noget godt, inden han dør, må han være den far, han aldrig nåede at være i Livs barndom. Han hanker op i sig selv, og på sin egen følelsesmæssigt afstumpede måde gør han hende det klart, hvordan det hele hænger sammen. Men selv om han gør det rigtige, gør han blot ondt værre: Liv tager efter den episode tilbage til flere tæsk, og Kaj forsøger helhjertet at drikke sig ihjel i ren frustration over det mislykkede tiltag.
Tak er kun et fattigt ord
Det kunne umiddelbart godt minde om en socialrealistisk problemfilm garneret med lidt far/datter-opgør. Og selv om "Bænken" handler om de problemfyldte ting, der omtales i aviserne og er helt klassisk i sin fortællestil, styrer Per Fly i kraft af veltegnede figurer og en hel enkel historie uden om klichéerne og de lette løsninger. Kajs problemer med alkoholen og familien er store og altoverskyggende, men filmen er også meget morsom og rørende i skildringerne af forholdet til Livs søn, Jonas. Det er drengen, der får Kaj til at indse, at hans indstilling til livet har været forfejlet, og at man, hvis man vil have det optimale ud af tilværelsen, må erkende, at livet bygger på gensidig tillid. Man må lære at sige banale ting som fx "tak", "undskyld" og "gider du lige hjælpe mig", for at man kan kalde sig selv for et ordentligt menneske.
Mere en blot socialrealisme
Jesper Christensen er ikke mindre end fremragende som Kaj. Han er skræmmende usympatisk, når han sidder på bænken med den rastløst vippende fod og uhyggelig under sine drukture. Men han er samtidig også oprigtig varm når han er sammen med Jonas, der får den opmærksomhed, datteren ikke fik. De mange facetter i Kajs figur er noget, der også er kendetegnende for resten af rollelisten, hvor specielt Nikolaj Kopernikus er god som den lidt bøvede Stig. Men alle personerne fremstår som rigtige mennesker og ikke bare karikaturer af de sølle eksistenser, vi andre går uden om, når de sider og råber på bænken. Denne troværdighed trækker historiens fokus væk fra det problemorienterede i Kajs sociale situation og hen mod en nøgtern skildring af et forkrampet menneske, som først for sent bliver i stand til at vise reelle menneskelige følelser. Emnet giver mindelser om 70'ernes socialrealisme, men ordet "realisme" er mere betegnende for "Bænken", da skildringen af de familiemæssige problemer appellerer til alle mennesker i alle samfundslag.
Per Fly har med "Bænken" gjort en film, der beviser, at realisme ikke behøver at være kedelig; bare filmen er, med et gammeldags udtryk, ordentligt lavet, kan man sagtens føle og følge med i historier, som ligner en genkendelig hverdag.
19/11-2018
