Makværk
1.0
Dansk film er i disse år på himmelfart. Men ingen optur uden nedtur. Det sørger "Max" for
Max er smuk, sexet, dynamisk og charmerende som ind i helvede - ikke mindst i Sidse 'Bodil' Knudsens skikkelse. Men hun er også en ung pige i identitetskrise. Max føler sig overset og uelsket. Moderen er død, og faderen Hr. Engell (Erik Wedersøe) går mere op i forretninger end i sin datter. Selv ikke da Max begår væbnet røveri mod et af hans supermarkeder, forstår han datterens anglen efter opmærksomhed. Faktisk afskriver han Max totalt, idet han lejer en søn, Johnny (Nikolaj Kopernikus), mens hun rusker tremmer.
Ufrivilligt fadermord
Max løslades, forsøger sig med en ny og lovlydig tilværelse, men faderens ligegyldighed driver hende ud i nye grænsesøgende projekter. Sammen med sin ven, Spacey (Nikolaj Lie Kaas), opsøger hun pap-broderen Johnny uden at afsløre hverken sin identitet eller mission. Max har en plan. Hun vil rydde Johnny af vejen og senere forplumre farmands forestående bryllup med gold-diggeren Louise (Linda Laursen).
Max' straffeaktion forfejler. Hvad der først ligner et uskyldigt lille 'fadermord', fører hende ud på et tragisk sidespor. Her huserer nemlig også gangsteren Nick (Jimmy Jørgensen) og skurkinden Zeborah (Paprika Steen), der indrullerer Max i et skæbnesvangert spil fuld af tyveri, bedrag og (ægte) mord.
Alternativ realisme
I sit udgangspunkt er historien om Max et familiedrama gjort af traditionelt realistisk stof. Instruktøren, Trine Piil Christensen, har imidlertid valgt at pakke Max' tragiske skæbne ind i en alternativ iscenesættelse. Stilen læner sig stærkt op ad det tegneserieagtige, stemningen minder om thrillerens uhygge, og fortællingens udvikling søges fortalt med krimiens uforudsigelighed.
Trine Piil Christensen gør det unødigt svært for sig selv i sin debutfilm. Hun vil fortælle en historie om en ung samspilsramt pige af næsten Niels Malmroske dimensioner. Men spinder den altså ind i en moderigitg og hip ramme, hvor der lånes uhæmmet fra både Tarantino og Cassavetes, samt nyere britisk film a la "Et ikke helt almindeligt liv" ('97) og "Rub & Stub og to Rygende Geværer" ('98). Intet mindre.
Genrekaos
Idéen er ambitiøs, og det er muligt, at idéen så godt ud på papiret, men det ender desværre i ren genrekaos. Form og indhold harmonerer ikke. Den uensartede stil spænder ben for filmens alvorlige tema. Selv spillerne fældes af genreforvirringen; det ene øjeblik skal de agere som i en gangster-pastiche, det andet som i et melodrama eller et tredje øjeblik som i en socialrealistisk køkkenvaskfilm. Dialogen munder ud i én lang mur af klichéer, der får nogle af landets bedste skuespillere til at fremstå som dilettanter.
Vi befinder os i en tid, hvor dansk film fejrer triumfer hjemme og i udlandet, både i kunstnerisk henseende og med rekordhøje besøgstal. Rigtig gode filmoplevelser hører mere til reglen end undtagelsen. Uheldigvis indleder "Max" et nyt filmårhundrede som et katastrofalt makværk af sidstnævnte slags.
Max er smuk, sexet, dynamisk og charmerende som ind i helvede - ikke mindst i Sidse 'Bodil' Knudsens skikkelse. Men hun er også en ung pige i identitetskrise. Max føler sig overset og uelsket. Moderen er død, og faderen Hr. Engell (Erik Wedersøe) går mere op i forretninger end i sin datter. Selv ikke da Max begår væbnet røveri mod et af hans supermarkeder, forstår han datterens anglen efter opmærksomhed. Faktisk afskriver han Max totalt, idet han lejer en søn, Johnny (Nikolaj Kopernikus), mens hun rusker tremmer.
Ufrivilligt fadermord
Max løslades, forsøger sig med en ny og lovlydig tilværelse, men faderens ligegyldighed driver hende ud i nye grænsesøgende projekter. Sammen med sin ven, Spacey (Nikolaj Lie Kaas), opsøger hun pap-broderen Johnny uden at afsløre hverken sin identitet eller mission. Max har en plan. Hun vil rydde Johnny af vejen og senere forplumre farmands forestående bryllup med gold-diggeren Louise (Linda Laursen).
Max' straffeaktion forfejler. Hvad der først ligner et uskyldigt lille 'fadermord', fører hende ud på et tragisk sidespor. Her huserer nemlig også gangsteren Nick (Jimmy Jørgensen) og skurkinden Zeborah (Paprika Steen), der indrullerer Max i et skæbnesvangert spil fuld af tyveri, bedrag og (ægte) mord.
Alternativ realisme
I sit udgangspunkt er historien om Max et familiedrama gjort af traditionelt realistisk stof. Instruktøren, Trine Piil Christensen, har imidlertid valgt at pakke Max' tragiske skæbne ind i en alternativ iscenesættelse. Stilen læner sig stærkt op ad det tegneserieagtige, stemningen minder om thrillerens uhygge, og fortællingens udvikling søges fortalt med krimiens uforudsigelighed.
Trine Piil Christensen gør det unødigt svært for sig selv i sin debutfilm. Hun vil fortælle en historie om en ung samspilsramt pige af næsten Niels Malmroske dimensioner. Men spinder den altså ind i en moderigitg og hip ramme, hvor der lånes uhæmmet fra både Tarantino og Cassavetes, samt nyere britisk film a la "Et ikke helt almindeligt liv" ('97) og "Rub & Stub og to Rygende Geværer" ('98). Intet mindre.
Genrekaos
Idéen er ambitiøs, og det er muligt, at idéen så godt ud på papiret, men det ender desværre i ren genrekaos. Form og indhold harmonerer ikke. Den uensartede stil spænder ben for filmens alvorlige tema. Selv spillerne fældes af genreforvirringen; det ene øjeblik skal de agere som i en gangster-pastiche, det andet som i et melodrama eller et tredje øjeblik som i en socialrealistisk køkkenvaskfilm. Dialogen munder ud i én lang mur af klichéer, der får nogle af landets bedste skuespillere til at fremstå som dilettanter.
Vi befinder os i en tid, hvor dansk film fejrer triumfer hjemme og i udlandet, både i kunstnerisk henseende og med rekordhøje besøgstal. Rigtig gode filmoplevelser hører mere til reglen end undtagelsen. Uheldigvis indleder "Max" et nyt filmårhundrede som et katastrofalt makværk af sidstnævnte slags.
19/11-2018
