Prop og co.
3.0
Prop og Berta er en charmerende dukkefilm af instruktøren bag "Bænken"
Dukkefilmen Prop og Berta er baseret på pædagog Bent Solhofs hjemmebryggede historier fra begyndelsen af 1970'erne. De må ikke skræmme forældre og børn tilhørende yngre generationer, for her er tale om en evigtgyldig børnehistorie uden den mindste rest af islandske sweatre og langt hår. Tvært imod går sund fornuft og det godes kamp mod det onde aldrig af mode.
Findes der hekse?
Prop er en godmodig lille fyr, med en særdeles pragmatisk indstilling til livet og de problemer, der måtte opstå. Han ankommer til den lille landsby, hvor han har arvet et faldefærdigt hus. Hele byens beboere ser forfærdet til, da han spørger om vej til huset, og der er kun hjælp at hente fra to legende smårollinger i en have. Sådan er det jo med den slags. De voksne flygter fra konflikter og vil ikke udtale sig, mens det er ungerne, der siger tingene lige ud: Det faldefærdige hus har selveste Heksen som nabo. Prop mener ikke, der findes hekse, så han vandrer glad og fro af sted mod sit hus. Her finder han koen Berta, som sidder fast i hegnet og de to bliver fine venner. Men det er ganske rigtigt, at der findes hekse, og Prop og Berta får ikke lov at bo ugenert i det gamle hus ...
Hekserier og en talende ko
I "Prop og Berta" blandes det naturalistiske lokalsamfund med et fantasifuldt univers. Først og fremmest fordi Berta med hjælp fra de små Tyttebøvser bliver en talende ko og så selvfølgelig på grund af de mange hekserier, som gør byen til et usikkert sted at være i. Handlingen bliver dog aldrig indviklet eller svær at forstå, og pædagogikken er hverken anmassende eller kedsommelig. Til gengæld er tempoet lige lovlig adstadigt, hvilket til dels skyldes dukkefilmens stil og væsen, og derfor kan filmen bedst anbefales til børnehavebørn.
En fjer i hatten
De små figurer, der bringer minderne frem fra en vis DR-julekalender i 1970erne, og hele sceneriet er vellykket, med en charmerende hjemmelavet stemning. Per Flys instruktion og de mange folkekære skuespillere, der lægger stemmer til, fungerer upåklageligt. Derudover skal Halfdan E. og Susi Hyldgaard have en fjer i hatten for musikken, der har sit eget personlige præg, langt fra den typiske sødsuppe, der serveres til for eksempel Disney-koncernens animationsprodukter.
Dukkefilmen Prop og Berta er baseret på pædagog Bent Solhofs hjemmebryggede historier fra begyndelsen af 1970'erne. De må ikke skræmme forældre og børn tilhørende yngre generationer, for her er tale om en evigtgyldig børnehistorie uden den mindste rest af islandske sweatre og langt hår. Tvært imod går sund fornuft og det godes kamp mod det onde aldrig af mode.
Findes der hekse?
Prop er en godmodig lille fyr, med en særdeles pragmatisk indstilling til livet og de problemer, der måtte opstå. Han ankommer til den lille landsby, hvor han har arvet et faldefærdigt hus. Hele byens beboere ser forfærdet til, da han spørger om vej til huset, og der er kun hjælp at hente fra to legende smårollinger i en have. Sådan er det jo med den slags. De voksne flygter fra konflikter og vil ikke udtale sig, mens det er ungerne, der siger tingene lige ud: Det faldefærdige hus har selveste Heksen som nabo. Prop mener ikke, der findes hekse, så han vandrer glad og fro af sted mod sit hus. Her finder han koen Berta, som sidder fast i hegnet og de to bliver fine venner. Men det er ganske rigtigt, at der findes hekse, og Prop og Berta får ikke lov at bo ugenert i det gamle hus ...
Hekserier og en talende ko
I "Prop og Berta" blandes det naturalistiske lokalsamfund med et fantasifuldt univers. Først og fremmest fordi Berta med hjælp fra de små Tyttebøvser bliver en talende ko og så selvfølgelig på grund af de mange hekserier, som gør byen til et usikkert sted at være i. Handlingen bliver dog aldrig indviklet eller svær at forstå, og pædagogikken er hverken anmassende eller kedsommelig. Til gengæld er tempoet lige lovlig adstadigt, hvilket til dels skyldes dukkefilmens stil og væsen, og derfor kan filmen bedst anbefales til børnehavebørn.
En fjer i hatten
De små figurer, der bringer minderne frem fra en vis DR-julekalender i 1970erne, og hele sceneriet er vellykket, med en charmerende hjemmelavet stemning. Per Flys instruktion og de mange folkekære skuespillere, der lægger stemmer til, fungerer upåklageligt. Derudover skal Halfdan E. og Susi Hyldgaard have en fjer i hatten for musikken, der har sit eget personlige præg, langt fra den typiske sødsuppe, der serveres til for eksempel Disney-koncernens animationsprodukter.
19/11-2018
