Neuroser
3.0
"Flirting With Disaster" er en intelligent, 'Woody Allen-agtig' komedie
Woody Allen har været frontfigur i en amerikansk komedietradition, der handler om småneurotiske intellektuelle mennesker gerne fra den jødiske middelklasse, og de problemer, kriser og intriger de skaber for sig selv og hinanden. Det er komedier fulde af hurtige replikskifter skrevet med en skarp satirisk pen og et fantastisk vid.
"Flirting With Disaster", der er instrueret af David O. Russel, er en sådan film - eller den prøver i hvert fald på at være det. Den handler om jøden, videnskabsmanden og den nybagte far, Mel Coplin (Ben Stiller), der finder ud af, at han er adopteret. Han kommer derfor ud i en eksistentiel krise og beslutter sig for at finde sine biologiske forældre. Sammen med sin kone Nancy (Patricia Arquette), som lider af efterfødselsdepressioner, og adoptionspsykologen Tina Kalb (Téa Leoni), der lider af seksuelle frustrationer forårsaget af en ødelagt dansekarriere og en skilsmisse, tager han på en rejse rundt i USA på jagt efter de rigtige forældre. Filmen får således rig lejlighed til at præsentere en broget og meget morsom birolleskare, der bl.a. tæller et evigt kværulerende ægtepar, et bøsseægtepar og et LSD-producerende hippieægtepar.
Morsomt skuespil
Man glæder sig over garvede skuespillere som Mary Tyler Moore, George Segal, Lily Tomlin og Alan Alda, der forstår komikkens ædle kunst til fulde og konstant nuancerer deres vittige udtryk. Men også de yngre hovedrolleskuespillere viser et fint komisk talent. Ben Stiller (der iøvrigt har instrueret den kommende Jim Carrey-film "Cable Guy") spiller med takter, der minder om mesteren Woody Allens særegne udtryk, og Téa Leoni rammer udmærket som den frustrerede adoptionspsykolog. Størst indtryk gør imidlertid Patricia Arquette. Hun spiller den uligevægtige og usikre Nancy med stor humoristisk indlevelse og troværdighed.
Den humoristiske indlevelse er også vigtig, for der er faktisk ikke en eneste normal person at finde i filmens univers. Overalt pipler neuroserne og særhederne frem, og det er filmens force, at den hele tiden sætter sine personer i nye grinagtige situationer. Til gengæld er handlingstråden tynd. Den overordnede struktur er holdt enkel og forudsigelig til fordel for det ene hurtige setup/payoff efter det andet. Så selvom manuskriptet emmer af en intelligent, Woody Allen-inspireret skrivestil, kommer "Flirting With Disaster" ikke på højde med Allens komedier, dertil mangler den lige det sidste 'touch of class'. Filmen er dog stadig fint og underholdende drejet - særligt p.g.a. det velsammensatte og velspillende persongalleri
Woody Allen har været frontfigur i en amerikansk komedietradition, der handler om småneurotiske intellektuelle mennesker gerne fra den jødiske middelklasse, og de problemer, kriser og intriger de skaber for sig selv og hinanden. Det er komedier fulde af hurtige replikskifter skrevet med en skarp satirisk pen og et fantastisk vid.
"Flirting With Disaster", der er instrueret af David O. Russel, er en sådan film - eller den prøver i hvert fald på at være det. Den handler om jøden, videnskabsmanden og den nybagte far, Mel Coplin (Ben Stiller), der finder ud af, at han er adopteret. Han kommer derfor ud i en eksistentiel krise og beslutter sig for at finde sine biologiske forældre. Sammen med sin kone Nancy (Patricia Arquette), som lider af efterfødselsdepressioner, og adoptionspsykologen Tina Kalb (Téa Leoni), der lider af seksuelle frustrationer forårsaget af en ødelagt dansekarriere og en skilsmisse, tager han på en rejse rundt i USA på jagt efter de rigtige forældre. Filmen får således rig lejlighed til at præsentere en broget og meget morsom birolleskare, der bl.a. tæller et evigt kværulerende ægtepar, et bøsseægtepar og et LSD-producerende hippieægtepar.
Morsomt skuespil
Man glæder sig over garvede skuespillere som Mary Tyler Moore, George Segal, Lily Tomlin og Alan Alda, der forstår komikkens ædle kunst til fulde og konstant nuancerer deres vittige udtryk. Men også de yngre hovedrolleskuespillere viser et fint komisk talent. Ben Stiller (der iøvrigt har instrueret den kommende Jim Carrey-film "Cable Guy") spiller med takter, der minder om mesteren Woody Allens særegne udtryk, og Téa Leoni rammer udmærket som den frustrerede adoptionspsykolog. Størst indtryk gør imidlertid Patricia Arquette. Hun spiller den uligevægtige og usikre Nancy med stor humoristisk indlevelse og troværdighed.
Den humoristiske indlevelse er også vigtig, for der er faktisk ikke en eneste normal person at finde i filmens univers. Overalt pipler neuroserne og særhederne frem, og det er filmens force, at den hele tiden sætter sine personer i nye grinagtige situationer. Til gengæld er handlingstråden tynd. Den overordnede struktur er holdt enkel og forudsigelig til fordel for det ene hurtige setup/payoff efter det andet. Så selvom manuskriptet emmer af en intelligent, Woody Allen-inspireret skrivestil, kommer "Flirting With Disaster" ikke på højde med Allens komedier, dertil mangler den lige det sidste 'touch of class'. Filmen er dog stadig fint og underholdende drejet - særligt p.g.a. det velsammensatte og velspillende persongalleri
19/11-2018
