Ikke så stort
3.0
Der er megen overflade og næsten ingen substans i Alfonso Cuaróns moderne filmversion af Charles Dickens' "Store forventninger"
Charles Dickens' romaner er ved flere lejligheder blevet filmatiserede. Nu er det sket igen, og denne gang er det gået ud over "Store forventninger", der er blevet moderniseret. Historien er ført op til vor tid og personernes navne er blevet ændret, men selve historieskelettet er det samme.
Den forældreløse Finn Bell (Ethan Hawke) vokser op i Florida hos sin søster og hendes kæreste, der kaldes onkel Joe. Tiden går med at fiske og tegne - og Finn har virkelig talent. Det får han brug for, da den stenrige og småskøre aristkrat Nora Dinsmoor (Anne Bancroft) sætter ham til at male et portræt af sin smukke niece Estella (Gwyneth Paltrow). Finn forelsker sig vildt i Estella, og hun forstår at holde ham til ilden - hun er nemlig en rigtig tease.
Det bliver dog ikke til noget, Estella rejser væk og Finn bliver hård. Han vokser op, fisker, drikker bajere og hygger sig med onkel Joe, indtil han en dag af en anonym godtgører bliver tilbudt at udstille sine malerier i New York. Finn accepterer, tager til New York, bliver en succes og møder Estella igen.
Det gamle spil og de latante lidenskaber mellem de to begynder igen.
Skuespillet halter
Selve plottet virker i retrospekt forbavsende simpelt, og filmen synes ofte at gå i en dvælende tomgang. Der lægges meget ud på de medvirkende skuespillere - det er med andre ord dem, der skal bære filmen, og det formår de ikke.
Robert De Niro, der spiller den mystiske straffefange Lustig, som flere gange krydser Finns vej, disker endnu engang op med et par rynkede grimasser fra sin method acting-værktøjskasse. Anne Bancroft er alt alt for meget som Ms. Dinsmoor. Hun forcerer sit spil af den småsindsyge og excentriske gamle dame til et niveau, der nærmer sig den ufrivilligt morsomme karikatur. Ethan Hawke er jævnt kedelig og udstyrer desuden filmens lydspor med den mest patetiske og banale fortællerstemme. Endelig er der Gwyneth Paltrow, der mere bruges som var hun med i en undertøjsreklame end i en litterær klassiker.
Teknisk flot
Hvad instruktøren Alfonso Cuarón mangler på personinstruktionen henter han hjem på det tekniske. Filmen er holdt i smukke, dybe farver, der emmer af voldsom lidenskab og uudtalte følelser. Soundtracket er forbavsende ungt og aggressivt og ofte iblandet latinamerikanske rytmer. Kombineres dette med Cuaróns (og Finns) betagelse af den underskønne Gwyneth Paltrow, der udmønter sig i utalige snigende kamerature op og ned den ofte letpåklædte Palthrows krop, står man tilbage med en reklameæstetisk skal, som desværre aldrig fyldes ud.
Der er simpelthen for megen voyeurisme og for lidt substans i filmen. Den er som et stort chokoladepåskeæg. Indpakningspapiret er flot og glitrende, og chokoladeskallen smager rigtig godt. Men indholdet skuffer, for det er ikke andet end den tomme luft.
Charles Dickens' romaner er ved flere lejligheder blevet filmatiserede. Nu er det sket igen, og denne gang er det gået ud over "Store forventninger", der er blevet moderniseret. Historien er ført op til vor tid og personernes navne er blevet ændret, men selve historieskelettet er det samme.
Den forældreløse Finn Bell (Ethan Hawke) vokser op i Florida hos sin søster og hendes kæreste, der kaldes onkel Joe. Tiden går med at fiske og tegne - og Finn har virkelig talent. Det får han brug for, da den stenrige og småskøre aristkrat Nora Dinsmoor (Anne Bancroft) sætter ham til at male et portræt af sin smukke niece Estella (Gwyneth Paltrow). Finn forelsker sig vildt i Estella, og hun forstår at holde ham til ilden - hun er nemlig en rigtig tease.
Det bliver dog ikke til noget, Estella rejser væk og Finn bliver hård. Han vokser op, fisker, drikker bajere og hygger sig med onkel Joe, indtil han en dag af en anonym godtgører bliver tilbudt at udstille sine malerier i New York. Finn accepterer, tager til New York, bliver en succes og møder Estella igen.
Det gamle spil og de latante lidenskaber mellem de to begynder igen.
Skuespillet halter
Selve plottet virker i retrospekt forbavsende simpelt, og filmen synes ofte at gå i en dvælende tomgang. Der lægges meget ud på de medvirkende skuespillere - det er med andre ord dem, der skal bære filmen, og det formår de ikke.
Robert De Niro, der spiller den mystiske straffefange Lustig, som flere gange krydser Finns vej, disker endnu engang op med et par rynkede grimasser fra sin method acting-værktøjskasse. Anne Bancroft er alt alt for meget som Ms. Dinsmoor. Hun forcerer sit spil af den småsindsyge og excentriske gamle dame til et niveau, der nærmer sig den ufrivilligt morsomme karikatur. Ethan Hawke er jævnt kedelig og udstyrer desuden filmens lydspor med den mest patetiske og banale fortællerstemme. Endelig er der Gwyneth Paltrow, der mere bruges som var hun med i en undertøjsreklame end i en litterær klassiker.
Teknisk flot
Hvad instruktøren Alfonso Cuarón mangler på personinstruktionen henter han hjem på det tekniske. Filmen er holdt i smukke, dybe farver, der emmer af voldsom lidenskab og uudtalte følelser. Soundtracket er forbavsende ungt og aggressivt og ofte iblandet latinamerikanske rytmer. Kombineres dette med Cuaróns (og Finns) betagelse af den underskønne Gwyneth Paltrow, der udmønter sig i utalige snigende kamerature op og ned den ofte letpåklædte Palthrows krop, står man tilbage med en reklameæstetisk skal, som desværre aldrig fyldes ud.
Der er simpelthen for megen voyeurisme og for lidt substans i filmen. Den er som et stort chokoladepåskeæg. Indpakningspapiret er flot og glitrende, og chokoladeskallen smager rigtig godt. Men indholdet skuffer, for det er ikke andet end den tomme luft.
19/11-2018
