Diskret og uofficielt, naturligvis
3.0
"Olsen Bandens sidste stik" holder, hvad den lover, men overskygges af produktionens tragiske forløb.
Så blev Olsenbandens sidste filmiske strabadser alligevel realiseret trods af en problemfyldt og snagende mediedækket produktion. Sådan er det med Olsenbanden, for filmene og de tre hyggelige vaneforbrydere er en visualisering af danskheden selv, og derfor lider hele Danmark, når produktionen af den sidste Olsenbanden film halter.
Resultatet er, som det plejer; underholdning uden de store kunstneriske visioner, hvad end man kan lide det eller ej. Egon Olsen (Ove Sprogøe) og hans to uduelige, hundehoveder og hængerøve af nogle partnere Keld og Benny (Poul Bundgaard og Morten Grunwald) er blevet 17 år ældre. Ja, så lang tid er der gået, siden banden sidst hærgede i 1981, og det tager filmen både højde for og udnytter på komisk vis. Egon er udstyret med høreapparat, og han går ud som et lys, når batterierne svigter. Keld er både kommet i rulestol og på plejehjem, og Benny har lagt sig ikke så lidt ud i bredden. Bortset fra gutternes indtræden i reparetionsalderen, er alt ved det gamle. Egon er sur, Keld er nervøs, og Benny er skide smart.
Selvironi er en god ting
Den lille gruppe samles ved et tilfælde. Egon har været spærret inde på en psykiatrisk afdeling siden det sidste kup, og han medvirker i et talk-show om ældres tarv. Talk-showet optages hos Nordisk Film, og filmens referencer til sig selv er morsomme. Sammen med Egon, som ser sit snit til at snige sig ud i friheden efter udsendelsen, ser vi rundt i film- og tv-miljøet, og ikke nok med at Egon finder sit gamle tøj i Nordisk Films garderobe, så støder vi også bogstavelig talt ind i det kontor, hvor filmens instruktør og manuskriptforfatter sidder og klaprer på hver deres gammeldaws skrivemaskine.
Det er i øjeblikke som disse, at filmen fungere bedst.
For lidt humor, for mange platheder
Desværre er øjeblikkene få, og ofte går filmen i tomgang. Der er opfindsomme scener med banden i aktion med de sædvanlige få og ikke altid helt oplagte hjælpemidler, men der er langt imellem guldkornene. Egon har som altid en plan. Denne gang vil han, med vanlig manglende situationsfornemmelse, have fingrene i kronjuvelerne - altså de engelske. Desværre drukner de sjove optrin i en lang og ulogisk historie om departementchefen, hans assistent og lidt andre latterliggjorte autoriteter. Departementchef Hallansen (Bjørn Watt-Boolsen) skal have fingrene i en rød kuffert med vigtige dokumenter, og det hele er diskret og uofficielt, en sætning hans assistent (Henrik Kofoed) gentager i det uendelige og som hver gang virker mere umorsom.
Filmens store problem er dens filmiske redning af Poul Bundgaards rolle efter hans pludselige død under optagelserne. Redningen fungerer egentlig optimalt med enkelte rygbilleder af Keld og med Ruths (Grethe Sønck) indtrædelse som gruppens trediemand i en enkelt scene. Men problemet er, at filmen ikke er så fænglende, at mediernes megen omtale af produktionen undgår opmærksomhed. Desværre er det mere spændende at se, hvordan Balling og Bahs har reddet historien, end at følge selve plottet.
Trods alt sørger de mange folkekære skuespillere og enkelte finurligheder for, at Olsenbanden en sidste gang bliver indbegrebet af danskhed og folkekomedie.
Så blev Olsenbandens sidste filmiske strabadser alligevel realiseret trods af en problemfyldt og snagende mediedækket produktion. Sådan er det med Olsenbanden, for filmene og de tre hyggelige vaneforbrydere er en visualisering af danskheden selv, og derfor lider hele Danmark, når produktionen af den sidste Olsenbanden film halter.
Resultatet er, som det plejer; underholdning uden de store kunstneriske visioner, hvad end man kan lide det eller ej. Egon Olsen (Ove Sprogøe) og hans to uduelige, hundehoveder og hængerøve af nogle partnere Keld og Benny (Poul Bundgaard og Morten Grunwald) er blevet 17 år ældre. Ja, så lang tid er der gået, siden banden sidst hærgede i 1981, og det tager filmen både højde for og udnytter på komisk vis. Egon er udstyret med høreapparat, og han går ud som et lys, når batterierne svigter. Keld er både kommet i rulestol og på plejehjem, og Benny har lagt sig ikke så lidt ud i bredden. Bortset fra gutternes indtræden i reparetionsalderen, er alt ved det gamle. Egon er sur, Keld er nervøs, og Benny er skide smart.
Selvironi er en god ting
Den lille gruppe samles ved et tilfælde. Egon har været spærret inde på en psykiatrisk afdeling siden det sidste kup, og han medvirker i et talk-show om ældres tarv. Talk-showet optages hos Nordisk Film, og filmens referencer til sig selv er morsomme. Sammen med Egon, som ser sit snit til at snige sig ud i friheden efter udsendelsen, ser vi rundt i film- og tv-miljøet, og ikke nok med at Egon finder sit gamle tøj i Nordisk Films garderobe, så støder vi også bogstavelig talt ind i det kontor, hvor filmens instruktør og manuskriptforfatter sidder og klaprer på hver deres gammeldaws skrivemaskine.
Det er i øjeblikke som disse, at filmen fungere bedst.
For lidt humor, for mange platheder
Desværre er øjeblikkene få, og ofte går filmen i tomgang. Der er opfindsomme scener med banden i aktion med de sædvanlige få og ikke altid helt oplagte hjælpemidler, men der er langt imellem guldkornene. Egon har som altid en plan. Denne gang vil han, med vanlig manglende situationsfornemmelse, have fingrene i kronjuvelerne - altså de engelske. Desværre drukner de sjove optrin i en lang og ulogisk historie om departementchefen, hans assistent og lidt andre latterliggjorte autoriteter. Departementchef Hallansen (Bjørn Watt-Boolsen) skal have fingrene i en rød kuffert med vigtige dokumenter, og det hele er diskret og uofficielt, en sætning hans assistent (Henrik Kofoed) gentager i det uendelige og som hver gang virker mere umorsom.
Filmens store problem er dens filmiske redning af Poul Bundgaards rolle efter hans pludselige død under optagelserne. Redningen fungerer egentlig optimalt med enkelte rygbilleder af Keld og med Ruths (Grethe Sønck) indtrædelse som gruppens trediemand i en enkelt scene. Men problemet er, at filmen ikke er så fænglende, at mediernes megen omtale af produktionen undgår opmærksomhed. Desværre er det mere spændende at se, hvordan Balling og Bahs har reddet historien, end at følge selve plottet.
Trods alt sørger de mange folkekære skuespillere og enkelte finurligheder for, at Olsenbanden en sidste gang bliver indbegrebet af danskhed og folkekomedie.
19/11-2018
