Off-beat komedie i sitcom-stil
3.0
To talentløse skuespillere sniger sig ombord på en luksusliner, hvor de skaber kaos blandt det eksklusive, men noget bizarre, klientel.
Der er en hel del stumfilmkomik over denne farce om to talentløse, fallerede skuespillere: Arthur (Stanley Tucci) og Maurice (Oliver Platt). De prøver ihærdigt at svindle sig gennem tilværelsen ved at foregive at være personer, de slet ikke er. Efter - forgæves selvfølgelig - at have prøvet at bedrage en bager for nogle flødekager, ender de to tåber på et teater, som opfører Shakespeare-klassikeren "Hamlet".
Virak på skuden
De fornærmer den fordrukne teaterstjerne Jeremy Burtom (Alfred Molina) på det groveste og må derfor søge tilflugt ombord på en luksusliner på vej mod Paris. Her vrimler det med bizarre personager, som alle har en hemmelig dagsorden. Alle passagerer er på overfladen harmoniske society-typer, som kun er med på krydstogtet for at slappe af, men i virkeligheden er de interesserede i helt andre ting. Førstestyrmanden viser sig at være terroristisk bombemand, et fransk ægtepar er egentlig amerikanske svindlere, som vil franarre en arabisk sheik en formue, osv.
"The Impostors" går Marx-Brothers i bedene
Alle disse forviklinger leder tanken hen på de klassiske Marx-Brothers farcer som "En tosset diktator" (1933) og "Halløj i operaen" (1935), men det anarkistiske tempo, som var i brødrenes replikbehandling og slapstickorgier, er ingen steder at finde i "The Impostors". Den er alarmerende low-key. Hvis man kender TV-serien 'Allo-Allo', kan man forestille sig filmens episodiske, klaustrofobiske stil. Kulisserne er minimale og eksteriørbilleder forekommer næsten ikke, men det gør ikke noget, for der er for alvor bid i rollebesætningen.
Woody Allen som casting director
Den ene af de to veloplagte hovedrolleindehavere, korpulente Oliver Platt, har vi tidligere set i "De tre musketerer" (1993) og Stanley Tucci, som også har instrueret filmen, er snart biografaktuel i nyfilmatiseringen af William Shakespeares "En skærsommernatsdrøm". I en ukrediteret cameo som neurotisk impressario ser vi den aldrende Woody Allen, omend endnu mere konfus end han var som "Broad-way Danny Rose" (1984), og i de øvrige roller er der også fine karakterskuespillere.
En sand skuespillerparade
Alfred Molina får en herlig figur ud af frikadelleskuespilleren Jeremy Burtom, og Steve Buscemi, som vi kender fra Coen-brødrenes "Fargo" (1996) og "The Big Lebowski" (1998), er fin som den livsangste entertainer Happy Franks, der konstant plages af selvmordstanker. Det lille skuespillermirakel Lili Taylor, der, med optræden i "Dogfight" (1991), "The Addiction" (1995) og "I Shot Andy Warhol" (1996), nærmest har patent på at medvirke i independentfilm, er skibets søde stewardesse. Billedskønne Isabella Rossellini er afsat monark og Campbell Scott er formfuldendt arier med nazi-mimik.
"The Impostors" er på ingen måde nogen stor film. Den er tænkt som en hyldest til filmhistoriens store komikere, Gøg og Gokke, Marx-brødrene og Buster Keaton og er derfor umådelig gammeldags i sin fortællestil og situations-timing. Til alt held er den så charmerende fortalt, at man umuligt kan fornægte den appeal - især til mennesker med smag for det ekstraordinære
Der er en hel del stumfilmkomik over denne farce om to talentløse, fallerede skuespillere: Arthur (Stanley Tucci) og Maurice (Oliver Platt). De prøver ihærdigt at svindle sig gennem tilværelsen ved at foregive at være personer, de slet ikke er. Efter - forgæves selvfølgelig - at have prøvet at bedrage en bager for nogle flødekager, ender de to tåber på et teater, som opfører Shakespeare-klassikeren "Hamlet".
Virak på skuden
De fornærmer den fordrukne teaterstjerne Jeremy Burtom (Alfred Molina) på det groveste og må derfor søge tilflugt ombord på en luksusliner på vej mod Paris. Her vrimler det med bizarre personager, som alle har en hemmelig dagsorden. Alle passagerer er på overfladen harmoniske society-typer, som kun er med på krydstogtet for at slappe af, men i virkeligheden er de interesserede i helt andre ting. Førstestyrmanden viser sig at være terroristisk bombemand, et fransk ægtepar er egentlig amerikanske svindlere, som vil franarre en arabisk sheik en formue, osv.
"The Impostors" går Marx-Brothers i bedene
Alle disse forviklinger leder tanken hen på de klassiske Marx-Brothers farcer som "En tosset diktator" (1933) og "Halløj i operaen" (1935), men det anarkistiske tempo, som var i brødrenes replikbehandling og slapstickorgier, er ingen steder at finde i "The Impostors". Den er alarmerende low-key. Hvis man kender TV-serien 'Allo-Allo', kan man forestille sig filmens episodiske, klaustrofobiske stil. Kulisserne er minimale og eksteriørbilleder forekommer næsten ikke, men det gør ikke noget, for der er for alvor bid i rollebesætningen.
Woody Allen som casting director
Den ene af de to veloplagte hovedrolleindehavere, korpulente Oliver Platt, har vi tidligere set i "De tre musketerer" (1993) og Stanley Tucci, som også har instrueret filmen, er snart biografaktuel i nyfilmatiseringen af William Shakespeares "En skærsommernatsdrøm". I en ukrediteret cameo som neurotisk impressario ser vi den aldrende Woody Allen, omend endnu mere konfus end han var som "Broad-way Danny Rose" (1984), og i de øvrige roller er der også fine karakterskuespillere.
En sand skuespillerparade
Alfred Molina får en herlig figur ud af frikadelleskuespilleren Jeremy Burtom, og Steve Buscemi, som vi kender fra Coen-brødrenes "Fargo" (1996) og "The Big Lebowski" (1998), er fin som den livsangste entertainer Happy Franks, der konstant plages af selvmordstanker. Det lille skuespillermirakel Lili Taylor, der, med optræden i "Dogfight" (1991), "The Addiction" (1995) og "I Shot Andy Warhol" (1996), nærmest har patent på at medvirke i independentfilm, er skibets søde stewardesse. Billedskønne Isabella Rossellini er afsat monark og Campbell Scott er formfuldendt arier med nazi-mimik.
"The Impostors" er på ingen måde nogen stor film. Den er tænkt som en hyldest til filmhistoriens store komikere, Gøg og Gokke, Marx-brødrene og Buster Keaton og er derfor umådelig gammeldags i sin fortællestil og situations-timing. Til alt held er den så charmerende fortalt, at man umuligt kan fornægte den appeal - især til mennesker med smag for det ekstraordinære
19/11-2018