Jet ka' vi Li
3.0
Hong Kong-helten Jet Li udfordrer både tyngdeloven og en halv forbryderverden i sin første amerikanske hovedrolle, men han er ingen Romeo
På trods af titlen er der ikke meget mere Shakespeare i "Romeo Must Die", end der er kung fu i Kong Lear. Det vil sikkert glæde mange, men samtidig er der også tale om stor ståhej for temmelig lidt. Andrzej Bartkowiaks debutfilm rummer nok af gode tiltag til at hæve sig over mangen en amerikansk actionfilm, men man forlader filmen med fornemmelsen af at, han burde have fået mere ud af dette møde mellem Hong Kong-action, hip hop og amerikansk mainstream-film.
Gemen røverhistorie
Filmplakaten fortæller med store bogstaver, at der er tale om en film fra Joel Silver, producenten af "The Matrix" (1998), men hvis man har forventninger om endnu et originalt kung fu-eventyr fra cyberalderen, så bliver man slemt skuffet. Der er tale om en gemen røverhistorie om organiseret kriminalitet, og vi bliver derfor trukket igennem alle de velkendte locations som natklubber, penthouselejligheder, luksuriøse villaer og forladte pakhuse. Heldigvis hedder helten Han (Jet Li), og han sparker flittigt røv med mere ved enhver given lejlighed. På farverige røntgenbilleder ser vi, hvordan hans ofres rygsøjler brækkes. Samtidig hjælper et saftigt hip hop-soundtrack med at holde pulsen i vejret.
Familieopgør
Vores helt ankommer fra Hong Kong til Oakland for at finde ud af, hvem der myrdede hans bror. Hans far er leder af en asiatisk forbryderbande, der holder våbenhvile med sine afro-amerikanske rivaler, for at de begge kan få arbejdsro til at "opkøbe" en række værdifulde skøder fra små grundejere. Detaljerne er taget ud af mafiafilmens ABC og er ret kedsommelige. Vigtigere er det, at de to etniske forbryderbander er et spejlbillede af hinanden med en aldrende patriark, en næstkommanderende, der venter utålmodigt i kulissen, uduelige håndlangere og afkom, der enten er ved at forberede et faderopgør eller, som i Hans tilfælde, forlængst har gjort op med deres baggrund og valgt et liv uden kriminalitet. Den sorte patriarks (Delroy Lindo) datter Trish (R'N'B-sangerinden Aaliyah) har ligeledes vendt ryggen til familieforetagendet, og - surprise - hun slår hurtigt pjalterne sammen med Han. Desværre har vores to helte så travlt med at opsøge problemer og undgå dem, at de knap nok når at flette fingre.
Kolde fisk og konfirmand
Sol og vind deles lige mellem de to etniske grupper. Li er selvfølgelig den sejeste, men ellers er asiaterne nogen kolde fisk, mens de sorte er knap så kløgtige, men til gengæld mere menneskelige. Men skurkene findes ikke kun blandt etniske minoriteter. Blegansigtet Roth, der mest af alt ligner en nørdet konfirmand, holder sig i sikker afstand af forbryderne for ikke at få snavs på sine manicurerede fingre.
Det er svært at få øje på nogen mærkbar kemi mellem vores to helte, så den tvær-kulturelle romance fremstår mest af alt som et postulat. Til gengæld har kampscenerne stor underholdningsværdi. Li gør opfindsomt brug af både livremme og en brandslange, mens han overfor skurkinden Francoise Yip må smide rundt med Trish, fordi han ikke kan slå på en kvinde. Han får dog først for alvor modspil af Kai (Russel Wong), den selvtilfredse kung fupmager fra egne rækker. Delroy Lindo tilfører rollen som den tragiske Isaak O'Day en vis værdighed, mens den uduelige tyksak Anthony Anderson ikke er ueffen som pauseklovn.
Januarudsalg
Handlingen afvikles med samme forudsigelighed som stormagasinernes januarudsalg, så selv den mest nærsynede filmanalfabet kan forudsige begivenhederne fra biografens bagerste række. Lis akrobatiske udskejelser sammen med hans fåmælte og selvironiske charme er filmens størte aktiv, men han alene kan ikke bære hele foretagendet på sine senede skuldre. "Romeo Must Die" er bestemt ikke en dødssejler, men trods Lis udfordringer af tyngdeloven bliver det aldrig til en åndeløs flyvetur.
På trods af titlen er der ikke meget mere Shakespeare i "Romeo Must Die", end der er kung fu i Kong Lear. Det vil sikkert glæde mange, men samtidig er der også tale om stor ståhej for temmelig lidt. Andrzej Bartkowiaks debutfilm rummer nok af gode tiltag til at hæve sig over mangen en amerikansk actionfilm, men man forlader filmen med fornemmelsen af at, han burde have fået mere ud af dette møde mellem Hong Kong-action, hip hop og amerikansk mainstream-film.
Gemen røverhistorie
Filmplakaten fortæller med store bogstaver, at der er tale om en film fra Joel Silver, producenten af "The Matrix" (1998), men hvis man har forventninger om endnu et originalt kung fu-eventyr fra cyberalderen, så bliver man slemt skuffet. Der er tale om en gemen røverhistorie om organiseret kriminalitet, og vi bliver derfor trukket igennem alle de velkendte locations som natklubber, penthouselejligheder, luksuriøse villaer og forladte pakhuse. Heldigvis hedder helten Han (Jet Li), og han sparker flittigt røv med mere ved enhver given lejlighed. På farverige røntgenbilleder ser vi, hvordan hans ofres rygsøjler brækkes. Samtidig hjælper et saftigt hip hop-soundtrack med at holde pulsen i vejret.
Familieopgør
Vores helt ankommer fra Hong Kong til Oakland for at finde ud af, hvem der myrdede hans bror. Hans far er leder af en asiatisk forbryderbande, der holder våbenhvile med sine afro-amerikanske rivaler, for at de begge kan få arbejdsro til at "opkøbe" en række værdifulde skøder fra små grundejere. Detaljerne er taget ud af mafiafilmens ABC og er ret kedsommelige. Vigtigere er det, at de to etniske forbryderbander er et spejlbillede af hinanden med en aldrende patriark, en næstkommanderende, der venter utålmodigt i kulissen, uduelige håndlangere og afkom, der enten er ved at forberede et faderopgør eller, som i Hans tilfælde, forlængst har gjort op med deres baggrund og valgt et liv uden kriminalitet. Den sorte patriarks (Delroy Lindo) datter Trish (R'N'B-sangerinden Aaliyah) har ligeledes vendt ryggen til familieforetagendet, og - surprise - hun slår hurtigt pjalterne sammen med Han. Desværre har vores to helte så travlt med at opsøge problemer og undgå dem, at de knap nok når at flette fingre.
Kolde fisk og konfirmand
Sol og vind deles lige mellem de to etniske grupper. Li er selvfølgelig den sejeste, men ellers er asiaterne nogen kolde fisk, mens de sorte er knap så kløgtige, men til gengæld mere menneskelige. Men skurkene findes ikke kun blandt etniske minoriteter. Blegansigtet Roth, der mest af alt ligner en nørdet konfirmand, holder sig i sikker afstand af forbryderne for ikke at få snavs på sine manicurerede fingre.
Det er svært at få øje på nogen mærkbar kemi mellem vores to helte, så den tvær-kulturelle romance fremstår mest af alt som et postulat. Til gengæld har kampscenerne stor underholdningsværdi. Li gør opfindsomt brug af både livremme og en brandslange, mens han overfor skurkinden Francoise Yip må smide rundt med Trish, fordi han ikke kan slå på en kvinde. Han får dog først for alvor modspil af Kai (Russel Wong), den selvtilfredse kung fupmager fra egne rækker. Delroy Lindo tilfører rollen som den tragiske Isaak O'Day en vis værdighed, mens den uduelige tyksak Anthony Anderson ikke er ueffen som pauseklovn.
Januarudsalg
Handlingen afvikles med samme forudsigelighed som stormagasinernes januarudsalg, så selv den mest nærsynede filmanalfabet kan forudsige begivenhederne fra biografens bagerste række. Lis akrobatiske udskejelser sammen med hans fåmælte og selvironiske charme er filmens størte aktiv, men han alene kan ikke bære hele foretagendet på sine senede skuldre. "Romeo Must Die" er bestemt ikke en dødssejler, men trods Lis udfordringer af tyngdeloven bliver det aldrig til en åndeløs flyvetur.
19/11-2018
