Prinsessen og køkkendrengen
3.0
Tegnefilmen om den russiske Prinsesse Anastasia er både flot, medrivende og ambitiøs - måske lidt for ambitiøs.
Så er amerikanerne igen tilbage ved tegnebrættet for at følge op på successen med den stribe af blockbuster-animationer, der har spredt sig som farvemættet zeitgeist fra Hollywood de sidste mange år. Det er altså en surfer-kultur - de kan bare ikke lade en bølge være i fred. Nå, men denne gang er det makkerparret Don Bluth og Gary Goldman, der leverer varen, og det gør de faktisk med betydelig autoritet. Bluth var i stald hos Disney i sine helt unge år, siden 1959 faktisk, og blandt andet var han med til at lave "Bernard og Bianca" og "Peter og Dragen Elliott". Hos Disney mødte han Goldman, men med et fælles ønske om lave egne projekter kvittede de i starten af 80'erne det etablerede system og begyndte på egen hånd, hvilket førte til film som "Rejsen til Amerika" (1986), "Landet for længe siden" (1988) og "Tommelise" (1993). Og nu har det talentfulde producer- og instruktørpar så grundlagt et helt nyt studie, kaldet Fox Animation Studios, og filmen her er selskabets debutudspil.
Faktionens element
Fra historien ved vi at hele zsar-familien, med Nikolaj den II i spidsen, i 1918 blev slæbt til Sibirien og dræbt af bolsjevikkerne efter Oktoberrevolutionen året før, og det markerede den bratte ende på Romanov-slægtens århundrede lange styre i Rusland. Hans 16-årige datter, Anastasia, blev også dræbt, men alligevel opstod der en myte om at hun havde overlevet og efterfølgende levede som anonymt gadebarn. I filmen er statskuppet flyttet til 1916, og pigens 16 år er blevet til 8, men disse justeringer er lavet for at skabe de bedste rammer for eventyret - fair nok. Der er også masser af godt stof i resten af baggrundsmaterialet. For eksempel var zsar-familiens rådgiver Rasputin ganske vist i virkeligheden en tvivlsom støtte og ven, men her er han gjort til en direkte diabolsk figur med gode kontakter til underverden. I indledningssekvensen ser vi ham således nedkalde mørkets dæmoner for at gøre det af med Romanov'erne og lægge det store, lyse palads øde for altid. En utvetydigt indædt og ond figur, hverken mere eller mindre, og han bliver da heller ikke mildere som historien skrider frem. Nikolajs mor, enkekejserinde Maria, var den eneste, der faktisk nåede at flygte fra massakren. Hun tog til København, men her er det altså blevet til 20'ernes brølende Paris af fortællemæssige årsager, ligesom hendes navn i samme åndedrag er blevet til det mere franskklingende Marie.
Eventyret
Men tilbage til titelpersonen. I filmens første scener giver enkekejserinden sit yndlingsbarnebarn Anastasia en spilledåse med tilhørende nøgle, hvorpå der står skrevet at de skal mødes igen i Paris, hvor Marie ofte opholder sig. Snart efter stormes paladset af vrede borgere som et resultat af Rasputins forbandelse, men køkkendrengen Dimitri når i sidste øjeblik at hjælpe Marie og Anastasia væk fra stedet. Anastasia når ikke at komme med bedstemoderen på toget til Paris, da hun falder og slår sig bevidstløs. Ti år efter siger rygtet i Skt. Petersborg at hun stadigt lever, og det passer også, nemlig i skikkelsen af børnehjems-barnet Anya. Hun kan ikke huske sin fortid, og det eneste hun ejer er spilledåsenøglen med Maries løfte. Fra Byernes By lyder det samtidigt at enkekejserinden vil betale en stor dusør til dem, der kan finde hendes barnebarn, og det har køkkendrengen fra dengang tænkt sig at benytte sig af. Sammen med en ven holder den nu lovligt kække Dimitri auditions for diverse håbefulde piger, som han tror kan illudere den ægte Anastasia. Da Anya godt kan bruges og hun for sin del har brug for hjælp til at komme ud af landet, så slår parterne pjalterne sammen og tager afsted.
Forløbet derefter er velkendt: de to unge kender ikke hinandens sande identitet, og gang på gang er de oppe at toppes på den lange rejse til Paris. Han kræver at hun skal lære at spille rollen perfekt, mens hun ikke helt ved hvad ben hun skal stå på. Derudover forfølges de af Rasputins dæmoner, men naturligvis når trioen til Paris i god behold. Dimitri og Anya er så småt ved at blive forelskede, men et par uforudsete forviklinger gør at lykken må vente lidt endnu. Rasputin spøger stadigvæk i kulissen, og så vil Marie ikke møde flere piger, der siger de er Anastasia, hvilket selvfølgelig spænder ben for projektet. For slet ikke at tale om at det først nu går op for Anya at Dimitri hele tiden har haft dusøren for øje. Men han vil faktisk hellere have pigen end pengene, og det får han så, men først efter at Marie og Anastasia er blevet genforenet og efter at Anastasia har sendt Rasputin ad Hekkenfelt til.
For enden af regnbuen
Så langt, så godt. Det hele går op i en højere enhed, og fra start til slut bliver der gjort flittigt brug af alle eventyrpalettens farver, figurer og nuancer. Bluth og Goldman har virkeligt gjort sig umage, kan man se, så de gamle rivaler i Disney får kamp til stregen. Dertil er lagt elementer af både musical og action, for slet ikke at tale om "comic relief"-figurer som Rasputins ejendommelige medhjælper, flagermusen Bartok, og den trivelige parisertøs Sofie, der spiller lige op med Dimitris ven, Vladimir. Så der mangler ikke noget. Alligevel føles affæren underligt blasert og hårdtpumpet. For eksempel er skildringen af Rasputin i Helvedes forgård unødigt voldsom, og romancen mellem Dimitri og Anastasia byder ikke på meget andet end de velkendte mekanismer. Filmen synes at mangle charme og ro, men børnepublikummet vil nok falde for den alligevel. Og så er de danske stemmer gode. Der er en hel del rigtig smukke og livgivende momenter undervejs, men alt i alt er der blevet skruet lidt for højt op på nogle knapper og lidt for lavt på andre. D'herrer Bluth og Goldman skulle måske overveje at ønske sig en equalizer i julegave, når det kommer så langt.
Så er amerikanerne igen tilbage ved tegnebrættet for at følge op på successen med den stribe af blockbuster-animationer, der har spredt sig som farvemættet zeitgeist fra Hollywood de sidste mange år. Det er altså en surfer-kultur - de kan bare ikke lade en bølge være i fred. Nå, men denne gang er det makkerparret Don Bluth og Gary Goldman, der leverer varen, og det gør de faktisk med betydelig autoritet. Bluth var i stald hos Disney i sine helt unge år, siden 1959 faktisk, og blandt andet var han med til at lave "Bernard og Bianca" og "Peter og Dragen Elliott". Hos Disney mødte han Goldman, men med et fælles ønske om lave egne projekter kvittede de i starten af 80'erne det etablerede system og begyndte på egen hånd, hvilket førte til film som "Rejsen til Amerika" (1986), "Landet for længe siden" (1988) og "Tommelise" (1993). Og nu har det talentfulde producer- og instruktørpar så grundlagt et helt nyt studie, kaldet Fox Animation Studios, og filmen her er selskabets debutudspil.
Faktionens element
Fra historien ved vi at hele zsar-familien, med Nikolaj den II i spidsen, i 1918 blev slæbt til Sibirien og dræbt af bolsjevikkerne efter Oktoberrevolutionen året før, og det markerede den bratte ende på Romanov-slægtens århundrede lange styre i Rusland. Hans 16-årige datter, Anastasia, blev også dræbt, men alligevel opstod der en myte om at hun havde overlevet og efterfølgende levede som anonymt gadebarn. I filmen er statskuppet flyttet til 1916, og pigens 16 år er blevet til 8, men disse justeringer er lavet for at skabe de bedste rammer for eventyret - fair nok. Der er også masser af godt stof i resten af baggrundsmaterialet. For eksempel var zsar-familiens rådgiver Rasputin ganske vist i virkeligheden en tvivlsom støtte og ven, men her er han gjort til en direkte diabolsk figur med gode kontakter til underverden. I indledningssekvensen ser vi ham således nedkalde mørkets dæmoner for at gøre det af med Romanov'erne og lægge det store, lyse palads øde for altid. En utvetydigt indædt og ond figur, hverken mere eller mindre, og han bliver da heller ikke mildere som historien skrider frem. Nikolajs mor, enkekejserinde Maria, var den eneste, der faktisk nåede at flygte fra massakren. Hun tog til København, men her er det altså blevet til 20'ernes brølende Paris af fortællemæssige årsager, ligesom hendes navn i samme åndedrag er blevet til det mere franskklingende Marie.
Eventyret
Men tilbage til titelpersonen. I filmens første scener giver enkekejserinden sit yndlingsbarnebarn Anastasia en spilledåse med tilhørende nøgle, hvorpå der står skrevet at de skal mødes igen i Paris, hvor Marie ofte opholder sig. Snart efter stormes paladset af vrede borgere som et resultat af Rasputins forbandelse, men køkkendrengen Dimitri når i sidste øjeblik at hjælpe Marie og Anastasia væk fra stedet. Anastasia når ikke at komme med bedstemoderen på toget til Paris, da hun falder og slår sig bevidstløs. Ti år efter siger rygtet i Skt. Petersborg at hun stadigt lever, og det passer også, nemlig i skikkelsen af børnehjems-barnet Anya. Hun kan ikke huske sin fortid, og det eneste hun ejer er spilledåsenøglen med Maries løfte. Fra Byernes By lyder det samtidigt at enkekejserinden vil betale en stor dusør til dem, der kan finde hendes barnebarn, og det har køkkendrengen fra dengang tænkt sig at benytte sig af. Sammen med en ven holder den nu lovligt kække Dimitri auditions for diverse håbefulde piger, som han tror kan illudere den ægte Anastasia. Da Anya godt kan bruges og hun for sin del har brug for hjælp til at komme ud af landet, så slår parterne pjalterne sammen og tager afsted.
Forløbet derefter er velkendt: de to unge kender ikke hinandens sande identitet, og gang på gang er de oppe at toppes på den lange rejse til Paris. Han kræver at hun skal lære at spille rollen perfekt, mens hun ikke helt ved hvad ben hun skal stå på. Derudover forfølges de af Rasputins dæmoner, men naturligvis når trioen til Paris i god behold. Dimitri og Anya er så småt ved at blive forelskede, men et par uforudsete forviklinger gør at lykken må vente lidt endnu. Rasputin spøger stadigvæk i kulissen, og så vil Marie ikke møde flere piger, der siger de er Anastasia, hvilket selvfølgelig spænder ben for projektet. For slet ikke at tale om at det først nu går op for Anya at Dimitri hele tiden har haft dusøren for øje. Men han vil faktisk hellere have pigen end pengene, og det får han så, men først efter at Marie og Anastasia er blevet genforenet og efter at Anastasia har sendt Rasputin ad Hekkenfelt til.
For enden af regnbuen
Så langt, så godt. Det hele går op i en højere enhed, og fra start til slut bliver der gjort flittigt brug af alle eventyrpalettens farver, figurer og nuancer. Bluth og Goldman har virkeligt gjort sig umage, kan man se, så de gamle rivaler i Disney får kamp til stregen. Dertil er lagt elementer af både musical og action, for slet ikke at tale om "comic relief"-figurer som Rasputins ejendommelige medhjælper, flagermusen Bartok, og den trivelige parisertøs Sofie, der spiller lige op med Dimitris ven, Vladimir. Så der mangler ikke noget. Alligevel føles affæren underligt blasert og hårdtpumpet. For eksempel er skildringen af Rasputin i Helvedes forgård unødigt voldsom, og romancen mellem Dimitri og Anastasia byder ikke på meget andet end de velkendte mekanismer. Filmen synes at mangle charme og ro, men børnepublikummet vil nok falde for den alligevel. Og så er de danske stemmer gode. Der er en hel del rigtig smukke og livgivende momenter undervejs, men alt i alt er der blevet skruet lidt for højt op på nogle knapper og lidt for lavt på andre. D'herrer Bluth og Goldman skulle måske overveje at ønske sig en equalizer i julegave, når det kommer så langt.
19/11-2018
