Ungmøer og kirkekællinger
3.0
Den norske instruktør Berit Nesheim ("Frida - med hjertet i hånden" og "Højere end himmelen") viser igen med "Søndagsengle" sit talent for at skildre unge piger på vej mod voksendommen
Overgangen fra barn til voksen er ikke ligefrem noget ukendt tema for skandinavisk film, men norske "Søndagsengle", der i 1997 blev Oscar-nomineret som bedste udenlandske film, snor alligevel publikum om sin fjortenårige hovedperson Marias lillefinger, mens en streng kristen opdragelse og nye spændende hormoner er ved at forvirre hendes kønne hoved af led.
Streng opdragelse
Maria er præstedatter. Og overhovedet ikke gudsfrygtig nok, efter faderens mening, men han er også mere præst end far. Så stemningen ved middagbordet er ofte mere end trykket, ikke mindst når Marias bror for Gud ved hvilken gang slår en lille prut, og for Gud ved hvilken gang bliver sendt uden for døren uden aftensmad. Lige meget hjælper det, når Maria forsøger at tale broderens sag ved logisk at påpege det naturlige i kroppens funktioner, og at selv Jesus sked og pruttede ...
Da Marias mor bliver indlagt på hospitalet, og far kun bliver mere og mere misfornøjet med datterens pjækkeri fra søndagsskole og stigende interesse for jævnaldrende drenge, har Maria kun én voksen at vende sig til: Fru Tunheim, der på sin egen krop har følt livsglæden drukne i den frigide kristendom, som slutter sig om de fleste i byen. Fru Tunheim bliver Marias fortrolige og hjælper hende til at leve dét liv, hun aldrig selv fik lov til at leve.
Varm og rolig
"Søndagsengle" er en stilfærdig, men charmerende film, som lever af Marie Theisens fine præstation som den kække og konfuse Maria. Den har en særlig nordisk tone, og der er et strejf af uskyld og poesi over de smukke billeder fra skoven og søen, hvor Maria søger tilflugt, når livet er på jagt efter hende. Og den barnlige blasfemi, Maria gør sig skyldig i, når Faderen praktiserer sin religion, er god for et grin eller to - mens det selvfølgelig bliver mere og mere klart, at det er Maria, der af de to er den bedste forvalter af det kristne budskab. "Søndagsengle" er en lille nær film, der sniger sig ind og sidder og varmer sig lidt, et sted tæt ved hjertet.
Overgangen fra barn til voksen er ikke ligefrem noget ukendt tema for skandinavisk film, men norske "Søndagsengle", der i 1997 blev Oscar-nomineret som bedste udenlandske film, snor alligevel publikum om sin fjortenårige hovedperson Marias lillefinger, mens en streng kristen opdragelse og nye spændende hormoner er ved at forvirre hendes kønne hoved af led.
Streng opdragelse
Maria er præstedatter. Og overhovedet ikke gudsfrygtig nok, efter faderens mening, men han er også mere præst end far. Så stemningen ved middagbordet er ofte mere end trykket, ikke mindst når Marias bror for Gud ved hvilken gang slår en lille prut, og for Gud ved hvilken gang bliver sendt uden for døren uden aftensmad. Lige meget hjælper det, når Maria forsøger at tale broderens sag ved logisk at påpege det naturlige i kroppens funktioner, og at selv Jesus sked og pruttede ...
Da Marias mor bliver indlagt på hospitalet, og far kun bliver mere og mere misfornøjet med datterens pjækkeri fra søndagsskole og stigende interesse for jævnaldrende drenge, har Maria kun én voksen at vende sig til: Fru Tunheim, der på sin egen krop har følt livsglæden drukne i den frigide kristendom, som slutter sig om de fleste i byen. Fru Tunheim bliver Marias fortrolige og hjælper hende til at leve dét liv, hun aldrig selv fik lov til at leve.
Varm og rolig
"Søndagsengle" er en stilfærdig, men charmerende film, som lever af Marie Theisens fine præstation som den kække og konfuse Maria. Den har en særlig nordisk tone, og der er et strejf af uskyld og poesi over de smukke billeder fra skoven og søen, hvor Maria søger tilflugt, når livet er på jagt efter hende. Og den barnlige blasfemi, Maria gør sig skyldig i, når Faderen praktiserer sin religion, er god for et grin eller to - mens det selvfølgelig bliver mere og mere klart, at det er Maria, der af de to er den bedste forvalter af det kristne budskab. "Søndagsengle" er en lille nær film, der sniger sig ind og sidder og varmer sig lidt, et sted tæt ved hjertet.
19/11-2018