Lysende grænsesætter
4.0
- En god historie med vedkommende opgør på tværs af tid, racer og køn
Den enlige stjerne er det menneske der er alene med viden og fornemmelser. Det menneske der ikke deler ud af sin fortid og ensomt må bære sin skæbne. Derfor er der mange enlige stjerner i John Sayles film Lone Star. Den mest ensomme er dog Sam Deeds der på trods forsøger at finde sandheden uanset hvor væmmelig den måtte være, for borgernes modstand er af en anden karakter end han først antog.
Den døde frimurer
Tre skæbner er tæt sammenvævet i John Sayles film "Lone Star", der foregår i grænsebyen Rio Grande, hvor hvide, sorte og mexicanere lever med grænserne som det faste holdepunkt. Grænser mellem lande, racer, rige, fattige, forældre og børn. Men netop hvor vi møder personerne i dramaet, rystes holdepunkterne.
Et skelet findes på en nedlagt skydebane sammen med en sherifstjerne og en frimurer-ring.
Byens sherif Sam Deeds (Chris Cooper) varetager efterforskningen af hvad, formoder han, er et mord. Tidligt fornemmer han, at byens borgmester Hollis Pogue (Clifton James) dækker over begivenhedernes gang en aften i 50'erne, hvor Sams far den legendariske sherif Buddy Deeds (Matthew McConaughhey) smed den daværende sherif Charlie Wade (Kris Kristofferson) på byporten.
Wade styrede 50'ernes grænseby med hård sadistisk hånd og bestikkelse var dagligdag mere end sjældenhed. Men Sams egen oplevelse af Buddy var ikke så romantisk som alle byens gamle indbyggere og da byens nye domhus skal opkaldes efter Buddy Deeds stiller Sam spørgsmålstegn ved hele legendens berettigelse.
Byens ømme punkter
Igennem efterforskningen af skelettets oprindelse, som Sam hurtigt gætter er Charlie Wade, bringes byens tabuer frem i dagens lys. Både sandheden om mordet, men også den egentlige årsag til at Sam og hans ungdoms kærlighed, den mexikanske lærerinde Pilar Cruz (Elizabeth Pena), ikke kunne få hinanden.
Dramaet er koncentreret om tre familiers sammenflettede skæbner og sår. Knoglerne i ørknen bliver symbolet på skeletterne i skabene, som nu bliver trukket frem. Kun sandheden er god nok for Sam, Pilar og Delmore Payne (Joe Morton), alle tre efterkommere af bedsteborgere i Rio Grande, alle tre utilfredse med forældrenes afgørelser i 50'erne. Ingen af de tre, hvis skæbner på forunderlig vis er afhængige af hinanden, ved hvad der egentlig skete dengang, og hvorfor de i dag er så utilfredse med livets realiteter.
Stort persongalleri
I begyndelsen af filmen præsenteres de mange skæbner, og navnene fra dengang og nu er svære at sætte ansigter på. Hændelserne flyder fint sammen med kamerabevægelser, så fortid og nutid bliver lige så uløseligt forbundne på billederne, som de er i historien. Men først et stykke inde i filmen kan brikkerne placeres på puslespillets plade, så billedet falder på plads af hvordan det foregik dengang og hvem der har hvilke relationer til hvem.
Skønt skuespil
Det vrimler med gode skuespilpræstationer i Lone Star. Chris Cooper som Sam Deeds med sit almindelige lidt indædte ansigt, yder sheriffen særlig retfærdighed som mennesket bag metalstjernen. Man forstår at opgøret også handler om sønnens billede af en legendarisk fader. Og fordi faderen for længe siden er død, spilles han i 50'er delen af den unge og stigende stjerne, Matthew McConaughey, som med sit kønne ansigt netop leder tankerne tilbage på datidens lidt glatte stjerne Cary Grant, og selvfølgelig lidt mere vilde James Dean. Men det er ikke kun udseendet McConaughey har med sig, for intenst spil på lærredet - det kan han sandelig også.
Kris Kristoffersen spiller den lede sherif Charlie Wade og det gør han ondt og godt og så langt fra Convoys Gummiand, at de to roller virkelig er i hver sin tidalder.
Vedkommende og veldrejet
Instruktøren John Sayles er en mester i at ramme den amerikanske folkesjæls ømme punkter. Ikke som en anden David Lynch, der ironisk spidder småborgerligheden, men kærligt fordi vi mennesker jo, trods alt, ofte gør det så godt vi kan. Sidste år fik Sayles' lille film "Passion Fish" premiere herhjemme. Skulle du ha' set den, kan jeg kun tilføje at "Lone Star" er endnu bedre. Det er sådan en film, hvor man virkelig går hjem med noget. I "Lone Star" glimter ensomme stjerner så lyset fra skæbnemosaikken samler sig om det fine billede af byen på grænsen. Absolut glimrende.
Den enlige stjerne er det menneske der er alene med viden og fornemmelser. Det menneske der ikke deler ud af sin fortid og ensomt må bære sin skæbne. Derfor er der mange enlige stjerner i John Sayles film Lone Star. Den mest ensomme er dog Sam Deeds der på trods forsøger at finde sandheden uanset hvor væmmelig den måtte være, for borgernes modstand er af en anden karakter end han først antog.
Den døde frimurer
Tre skæbner er tæt sammenvævet i John Sayles film "Lone Star", der foregår i grænsebyen Rio Grande, hvor hvide, sorte og mexicanere lever med grænserne som det faste holdepunkt. Grænser mellem lande, racer, rige, fattige, forældre og børn. Men netop hvor vi møder personerne i dramaet, rystes holdepunkterne.
Et skelet findes på en nedlagt skydebane sammen med en sherifstjerne og en frimurer-ring.
Byens sherif Sam Deeds (Chris Cooper) varetager efterforskningen af hvad, formoder han, er et mord. Tidligt fornemmer han, at byens borgmester Hollis Pogue (Clifton James) dækker over begivenhedernes gang en aften i 50'erne, hvor Sams far den legendariske sherif Buddy Deeds (Matthew McConaughhey) smed den daværende sherif Charlie Wade (Kris Kristofferson) på byporten.
Wade styrede 50'ernes grænseby med hård sadistisk hånd og bestikkelse var dagligdag mere end sjældenhed. Men Sams egen oplevelse af Buddy var ikke så romantisk som alle byens gamle indbyggere og da byens nye domhus skal opkaldes efter Buddy Deeds stiller Sam spørgsmålstegn ved hele legendens berettigelse.
Byens ømme punkter
Igennem efterforskningen af skelettets oprindelse, som Sam hurtigt gætter er Charlie Wade, bringes byens tabuer frem i dagens lys. Både sandheden om mordet, men også den egentlige årsag til at Sam og hans ungdoms kærlighed, den mexikanske lærerinde Pilar Cruz (Elizabeth Pena), ikke kunne få hinanden.
Dramaet er koncentreret om tre familiers sammenflettede skæbner og sår. Knoglerne i ørknen bliver symbolet på skeletterne i skabene, som nu bliver trukket frem. Kun sandheden er god nok for Sam, Pilar og Delmore Payne (Joe Morton), alle tre efterkommere af bedsteborgere i Rio Grande, alle tre utilfredse med forældrenes afgørelser i 50'erne. Ingen af de tre, hvis skæbner på forunderlig vis er afhængige af hinanden, ved hvad der egentlig skete dengang, og hvorfor de i dag er så utilfredse med livets realiteter.
Stort persongalleri
I begyndelsen af filmen præsenteres de mange skæbner, og navnene fra dengang og nu er svære at sætte ansigter på. Hændelserne flyder fint sammen med kamerabevægelser, så fortid og nutid bliver lige så uløseligt forbundne på billederne, som de er i historien. Men først et stykke inde i filmen kan brikkerne placeres på puslespillets plade, så billedet falder på plads af hvordan det foregik dengang og hvem der har hvilke relationer til hvem.
Skønt skuespil
Det vrimler med gode skuespilpræstationer i Lone Star. Chris Cooper som Sam Deeds med sit almindelige lidt indædte ansigt, yder sheriffen særlig retfærdighed som mennesket bag metalstjernen. Man forstår at opgøret også handler om sønnens billede af en legendarisk fader. Og fordi faderen for længe siden er død, spilles han i 50'er delen af den unge og stigende stjerne, Matthew McConaughey, som med sit kønne ansigt netop leder tankerne tilbage på datidens lidt glatte stjerne Cary Grant, og selvfølgelig lidt mere vilde James Dean. Men det er ikke kun udseendet McConaughey har med sig, for intenst spil på lærredet - det kan han sandelig også.
Kris Kristoffersen spiller den lede sherif Charlie Wade og det gør han ondt og godt og så langt fra Convoys Gummiand, at de to roller virkelig er i hver sin tidalder.
Vedkommende og veldrejet
Instruktøren John Sayles er en mester i at ramme den amerikanske folkesjæls ømme punkter. Ikke som en anden David Lynch, der ironisk spidder småborgerligheden, men kærligt fordi vi mennesker jo, trods alt, ofte gør det så godt vi kan. Sidste år fik Sayles' lille film "Passion Fish" premiere herhjemme. Skulle du ha' set den, kan jeg kun tilføje at "Lone Star" er endnu bedre. Det er sådan en film, hvor man virkelig går hjem med noget. I "Lone Star" glimter ensomme stjerner så lyset fra skæbnemosaikken samler sig om det fine billede af byen på grænsen. Absolut glimrende.
19/11-2018
