Ripleys talent for forstillelse
4.0
Med sin nye film kombinerer Anthony Minghella smukt poesien fra sin seneste film "Den engelske patient" med kriminalfilmens elementære spænding
Hvem er Ripley? Dette spørgsmål er der mange personer i filmen, som gerne så besvaret - ikke mindst Tom Ripley selv. Problemet er, at der tilsyneladende ikke rigtig er en grundlæggende personlighed at gå ud fra. Han er som en kamæleon, der kamuflerer sig alt efter omgivelsernes særpræg, som en igle, der klæber sig fast til sin vært, og suger ham tom for næring eller som en imitator, der kan gengive offerets karakteristika så præcist som en båndoptager. For han har et talent - et talent for forstillelse. Med sine egne ord vil han hellere være en god efterligning end en dårlig original. Så Ripley selv? Tja, hvem er han?
Ripleys mission
Nærmest ved et tilfælde snubler han ind i skibsrederdynastiet Greenleafs liv. En lånt jakke fra Princeton-universitetet bliver begyndelsen på en lang række forstillelser og småløgne, som med mytomanens naive overbevisning og improvisatorens ferme hurtighed skaffer ham familiens fortrolighed. Skibsreder Greenleaf sender Ripley på en betroet mission til Italien. Han skal overtale familiens fortabte søn, bohemen Dickie, som Ripley antages at kende fra tiden på Princeton, til at vende hjem til værft og familie. At Dickie i sagens natur må antages ikke at genkende ham, anser Ripley for et mindre problem. Hvad man ikke er, kan man lære at blive.
Mødet med denne levemand fra overklassen og hans kæreste Marge bliver skæbnesvangert for Ripley. Han fascineres af deres frie liv i det italienske og deres tilsyneladende sorgløse syn på tilværelsen. Omvendt fatter de sympati for denne klodsede og voldsomt uncool mand, som de synes, de burde kunne huske. Han inviteres indenfor i deres lille familie, og snart fungerer han som dobbeltagent over for faderen i New York. Dickie skal i hvert fald ikke hjem. Og en ménage à trois er under udfoldelse.
Løgne som vokser
Sporene efter Ripleys løgne breder sig imidlertid som ringe i vandet, og det bliver stadig mere kompliceret for ham at manøvrere uden at blive afsløret. Men som den sande mester i improvisation han er, holder han med nærmest psykopatisk frækhed, charme og hurtighed gode miner til slet spil indtil den dag, hvor den lille løgn er vokset sig alt, alt for stor.
Temaet om den charmerende og karakterafvigende svindler er for ikke lang tid siden set i Fred Schepisis "En ukendt ven" ('94), men fidusen ved "The Talented Mr. Ripley" er, at synsvinklen er svindlerens egen, og at hele det akademiske lag, der lagde sig som en kvælende dyne over "En ukendt ven", er væk. Tom Ripley fremstår i virkeligheden som en langt mere skræmmende figur, fordi han slet ikke selv (og dermed vi) er klar over, hvor langt ude han egentlig er.
Italiensk postkortstemning
Historien er fermt skruet sammen, om end den bliver noget lang i det, efterhånden som filmen bliver stadigt mere ubærlig i sin logiske - og tragiske - konsekvens. Visuelt er filmen en nydelse, og med smukke billeder skaber den italienske kulisser, som i stemning fremstår som en blanding af Fellinis samlede bagkatalog og den slags pakker med postkort, der er foldet som harmonikaer. Med "The Talented Mr. Ripley" har Arthur Minghella skabt en flot og spændende film, som har lige så stort potentiale for at hitte hos Biografklub Danmark-publikummet som forgængeren, Oscarslugeren "Den engelske patient".
Hvem er Ripley? Dette spørgsmål er der mange personer i filmen, som gerne så besvaret - ikke mindst Tom Ripley selv. Problemet er, at der tilsyneladende ikke rigtig er en grundlæggende personlighed at gå ud fra. Han er som en kamæleon, der kamuflerer sig alt efter omgivelsernes særpræg, som en igle, der klæber sig fast til sin vært, og suger ham tom for næring eller som en imitator, der kan gengive offerets karakteristika så præcist som en båndoptager. For han har et talent - et talent for forstillelse. Med sine egne ord vil han hellere være en god efterligning end en dårlig original. Så Ripley selv? Tja, hvem er han?
Ripleys mission
Nærmest ved et tilfælde snubler han ind i skibsrederdynastiet Greenleafs liv. En lånt jakke fra Princeton-universitetet bliver begyndelsen på en lang række forstillelser og småløgne, som med mytomanens naive overbevisning og improvisatorens ferme hurtighed skaffer ham familiens fortrolighed. Skibsreder Greenleaf sender Ripley på en betroet mission til Italien. Han skal overtale familiens fortabte søn, bohemen Dickie, som Ripley antages at kende fra tiden på Princeton, til at vende hjem til værft og familie. At Dickie i sagens natur må antages ikke at genkende ham, anser Ripley for et mindre problem. Hvad man ikke er, kan man lære at blive.
Mødet med denne levemand fra overklassen og hans kæreste Marge bliver skæbnesvangert for Ripley. Han fascineres af deres frie liv i det italienske og deres tilsyneladende sorgløse syn på tilværelsen. Omvendt fatter de sympati for denne klodsede og voldsomt uncool mand, som de synes, de burde kunne huske. Han inviteres indenfor i deres lille familie, og snart fungerer han som dobbeltagent over for faderen i New York. Dickie skal i hvert fald ikke hjem. Og en ménage à trois er under udfoldelse.
Løgne som vokser
Sporene efter Ripleys løgne breder sig imidlertid som ringe i vandet, og det bliver stadig mere kompliceret for ham at manøvrere uden at blive afsløret. Men som den sande mester i improvisation han er, holder han med nærmest psykopatisk frækhed, charme og hurtighed gode miner til slet spil indtil den dag, hvor den lille løgn er vokset sig alt, alt for stor.
Temaet om den charmerende og karakterafvigende svindler er for ikke lang tid siden set i Fred Schepisis "En ukendt ven" ('94), men fidusen ved "The Talented Mr. Ripley" er, at synsvinklen er svindlerens egen, og at hele det akademiske lag, der lagde sig som en kvælende dyne over "En ukendt ven", er væk. Tom Ripley fremstår i virkeligheden som en langt mere skræmmende figur, fordi han slet ikke selv (og dermed vi) er klar over, hvor langt ude han egentlig er.
Italiensk postkortstemning
Historien er fermt skruet sammen, om end den bliver noget lang i det, efterhånden som filmen bliver stadigt mere ubærlig i sin logiske - og tragiske - konsekvens. Visuelt er filmen en nydelse, og med smukke billeder skaber den italienske kulisser, som i stemning fremstår som en blanding af Fellinis samlede bagkatalog og den slags pakker med postkort, der er foldet som harmonikaer. Med "The Talented Mr. Ripley" har Arthur Minghella skabt en flot og spændende film, som har lige så stort potentiale for at hitte hos Biografklub Danmark-publikummet som forgængeren, Oscarslugeren "Den engelske patient".
19/11-2018
