Gamle følelser på nye flasker
2.0
Til trods for et par ægte romantiske øjeblikke, står og falder "That Old Feeling" med hvorvidt man kan tolerere Bette Midler eller ej.
Den romantiske komedie er en genre, der har en lang og glorværdig karriere bag sig. I de sidste 10 år er den genopstået i mere nutidige forklædninger og vi er blevet præsenteret for en sand strøm af "Søvnløse i Seattle" og "Præsidenter på frierfødder". I de bedste tilfælde tager komikken og romantikken hinanden i hånden, mens de går op i en højere enhed. Resultatet bliver en opløftende oplevelse og det er ikke for ingenting, at man kalder disse film for feelgood movies.
Denne opløftende følelse af at være i godt selskab dukker kun sporadisk op i veteranen Carl Reiners nyeste komedie "That Old Feeling". Selve historien lægger ellers op til en vis forventning. Den unge Molly skal giftes og hendes kommende mand, den politiske komet Keith har uforvarende inviteret Mollys fraskilte forældre, forfatteren Dan og filmstjernen Lilly. De har haft et indædt had til hinanden i 15 år og har svært ved at være i stue sammen, uden at det udarter sig til noget korporligt. Molly er naturligt nok en kende nervøs og resultatet udebliver da heller ikke. Men midt i al ordskvalderen, dukker der en uventet gammel gnist frem, som resulterer i, at de ender på bagsædet af en bil. Overrasket over denne udvikling vælger de at stikke af med hinanden på Mollys bryllupsnat.
Det skaber naturligvis en vis røre og forvirring, ikke mindst blandt deres respektive ægtefæller og Molly. Hun beslutter sig for at finde dem og slår sig sammen med den irriterende paparazzo, Joey, der har gjort det til en livsopgave at forfølge Lilly i alt hvad hun gør. Og så går det som det altid går. Dan og Lilly opdager at de, trods skænderierne, ikke kan leve uden hinanden. Molly falder for den mere jordbundne paparazzo og smider Keith på porten. Alt er fryd og gammen.
Åh mor. Giv mig et smil mor
Filmens umiddelbare problem er, at den slet og ret ikke er særlig morsom. Der mangler en udpræget skarphed i de højtrøstede skænderier mellem Dan og Lilly, og de forbliver derfor bare - højrøstede. Den ellers aldeles fremragende skuespiller Dennis Farina virker, i de komiske scener, underligt malplaceret, mens Bette Midler bare spiller Bette Midler. Kan man kapere hendes noget brovtne komedie facon, skal der da nok ligge et par enkelte smil gemt et eller andet sted. Denne anmelder kunne bare ikke finde dem.
Romantikken længe leve!
Anderledes stiller det sig med filmens mere romantiske øjeblikke. Der er nogle ganske rørende scener mellem Dan og Lilly, mens de genfinder den gamle glød, og her skinner Midler og Farina betydeligt mere igennem. Paula Marshall, der spiller Molly, er indbegrebet af sødme, mens Danni Nucci som Joey, faktisk er så møgirriterende, at det er svært at se hvad hun falder for.
Vi står altså med en film, der på mange måder fanger den elegante stemning fra de klassiske romantiske Hollywood-komedier fra 1930-50'erne. Den mangler bare et mere helstøbt og morsomt manuskript.
Den romantiske komedie er en genre, der har en lang og glorværdig karriere bag sig. I de sidste 10 år er den genopstået i mere nutidige forklædninger og vi er blevet præsenteret for en sand strøm af "Søvnløse i Seattle" og "Præsidenter på frierfødder". I de bedste tilfælde tager komikken og romantikken hinanden i hånden, mens de går op i en højere enhed. Resultatet bliver en opløftende oplevelse og det er ikke for ingenting, at man kalder disse film for feelgood movies.
Denne opløftende følelse af at være i godt selskab dukker kun sporadisk op i veteranen Carl Reiners nyeste komedie "That Old Feeling". Selve historien lægger ellers op til en vis forventning. Den unge Molly skal giftes og hendes kommende mand, den politiske komet Keith har uforvarende inviteret Mollys fraskilte forældre, forfatteren Dan og filmstjernen Lilly. De har haft et indædt had til hinanden i 15 år og har svært ved at være i stue sammen, uden at det udarter sig til noget korporligt. Molly er naturligt nok en kende nervøs og resultatet udebliver da heller ikke. Men midt i al ordskvalderen, dukker der en uventet gammel gnist frem, som resulterer i, at de ender på bagsædet af en bil. Overrasket over denne udvikling vælger de at stikke af med hinanden på Mollys bryllupsnat.
Det skaber naturligvis en vis røre og forvirring, ikke mindst blandt deres respektive ægtefæller og Molly. Hun beslutter sig for at finde dem og slår sig sammen med den irriterende paparazzo, Joey, der har gjort det til en livsopgave at forfølge Lilly i alt hvad hun gør. Og så går det som det altid går. Dan og Lilly opdager at de, trods skænderierne, ikke kan leve uden hinanden. Molly falder for den mere jordbundne paparazzo og smider Keith på porten. Alt er fryd og gammen.
Åh mor. Giv mig et smil mor
Filmens umiddelbare problem er, at den slet og ret ikke er særlig morsom. Der mangler en udpræget skarphed i de højtrøstede skænderier mellem Dan og Lilly, og de forbliver derfor bare - højrøstede. Den ellers aldeles fremragende skuespiller Dennis Farina virker, i de komiske scener, underligt malplaceret, mens Bette Midler bare spiller Bette Midler. Kan man kapere hendes noget brovtne komedie facon, skal der da nok ligge et par enkelte smil gemt et eller andet sted. Denne anmelder kunne bare ikke finde dem.
Romantikken længe leve!
Anderledes stiller det sig med filmens mere romantiske øjeblikke. Der er nogle ganske rørende scener mellem Dan og Lilly, mens de genfinder den gamle glød, og her skinner Midler og Farina betydeligt mere igennem. Paula Marshall, der spiller Molly, er indbegrebet af sødme, mens Danni Nucci som Joey, faktisk er så møgirriterende, at det er svært at se hvad hun falder for.
Vi står altså med en film, der på mange måder fanger den elegante stemning fra de klassiske romantiske Hollywood-komedier fra 1930-50'erne. Den mangler bare et mere helstøbt og morsomt manuskript.
19/11-2018
