Fornærmende dårlig
1.0
Den nye Jim Carrey-film er et absolut nulpunkt i den amerikanske succes-komikers filmkarriere
Jim Carrey er øjeblikkets hotteste filmkomiker, nærmest 90'ernes svar på det Eddie Murphy var i 80'erne, men som med Eddie Murphy er der et vist håb om, at publikum snart bliver træt af hurtige, handlingstynde og klicheprægede film, lavet for at vride døgnfluesuccessen for en ekstra kassesucces mens tid er.
Manden med gummiansigtet så ikke for godt ud i "Ace Ventura - Når naturen kalder" (læs anmeldelsen), hvor han fjollede rundt i Afrika og desperat prøvede at få noget ud af et umuligt manuskript - uden at publikum dog på nogen måde udeblev af den grund. Men man kan næsten ikke forestille sig, at publikum virkelig igen strømmer i biografen for at se Carreys nye film, "Hybridmanden", for den er ikke blot om mulig endnu dårligere end den foregående, den er simpelthen så fornærmende ringe, at man burde have penge for at se den. Allerede et kvarter inde i filmen brugte jeg mere tid på at se på mit ur og kaste lange blikke mod udgangen, end på at se op på lærredet.
Modsat "Ace Ventura - Når naturen kalder" er der denne gang ikke blot tale om en lang række løst sammenknyttede standup-numre, men om i hvert fald et forsøg på noget, der ligner en handling.
Mand og mand imellem
En succesrig ejendomsmægler, spillet af Matthew Broderick, er lige flyttet fra sin kæreste, den søde Robin (Leslie Mann), efter at hun har afvist at gifte sig med ham. Ind i denne rimelig realistiske handling træder Carrey som en konstant ansigtsskærende hybridnetinstallatør, og efter at ejendomsmægleren har bestukket ham til at give ham filmkanalerne gratis, finder Carrey ud af, at de skal være "venner", og indleder en lang række påtrængende tilnærmelsesforsøg. Det lyder umiddelbart som en bøssefilm, men der er nu ingen seksuelle undertoner i de to mænds forhold. Det er snarere blot en undskyldning for en række scener, hvor Carrey konstant skærer ansigter, citerer talløse scener fra det tv-helvede, som han skal forestille at være vokset op i, og i øvrigt tæppebombaderer den stakkels biograftilskuer med en byge af "jokes" så flade og dårlige, at det slet ikke er til at holde ud. Til sidst bliver de selvfølgelig uvenner, og Carrey prøver at overtage den stakkels ejendomsmæglers kone og familie, og stadig lige uengageret er det. Det må være endnu en syg joke, når Carrey citeres for at beskrive de to mænd med ordene: "De er to forskellige æstetikere, der støder ind i hinanden". Æstetikere? øh?
Skal man prøve at se nogle interessante perspektiver i denne rædselsfulde film, så må det være, at det er det hofeksempel på det, som Hollywood er bedre til end alle andre filmfremstillere i verden. Den store forskel fra f.eks. europæisk film er, at Hollywood også forstår at tjene penge på deres middelmåddige, ja ligefrem på deres dårlige film.
Ingen europæisk film så dårlig som "Hybridmanden" ville nogen sinde komme ud over grænsen på det land, den var fremstillet i. Men ved hjælp af deres effektive stjernesystem (Jim Carrey er efterhånden nærmest en garanti for, at en film giver overskud), deres dygtige markedsføring og ikke mindst de store amerikanske selskabers beherskelse af distributionsleddet, især på det vigtigste område for filmenes indtjening i Danmark, nemlig provinsen, lykkes det alligevel den amerikanske filmindustri at lave penge på selv deres dårligste film. En af de ting, som giver en grund til at frygte, at der rent faktisk er nogle stakler, som kommer til at betale penge for at gå ind og se denne film, er, at den får premiere i ikke mindre end 34 biografer landet over! Der må da være nogle bedre film, som man kan vise i alle disse biografsale.
Der er ikke andet at sige, end at man som anmelder på det kraftigste må tigge og be' publikum om at holde sig langt væk fra denne rædselsfulde film, om ikke andet, så for at undgå at der bliver lavet en 2'er. "Hybridmanden" må simpelthen være den dårligste film i hele universet lige nu, og det tør jeg godt sige, selv om det forlyder, at der er fundet liv på mars - selv encellede intergalaktiske mikrober og bakterier kan umuligt have et humoristisk niveau så lavt som denne film. Scenen, hvor Carrey som karaokesanger "leverer en ubetagelig parodi" på Jefferson Airplanes "Somebody to love" vil sandsynligvis hjemsøge mig i mareridt flere måneder frem i tiden. Bliv væk, for guds skyld!
Jim Carrey er øjeblikkets hotteste filmkomiker, nærmest 90'ernes svar på det Eddie Murphy var i 80'erne, men som med Eddie Murphy er der et vist håb om, at publikum snart bliver træt af hurtige, handlingstynde og klicheprægede film, lavet for at vride døgnfluesuccessen for en ekstra kassesucces mens tid er.
Manden med gummiansigtet så ikke for godt ud i "Ace Ventura - Når naturen kalder" (læs anmeldelsen), hvor han fjollede rundt i Afrika og desperat prøvede at få noget ud af et umuligt manuskript - uden at publikum dog på nogen måde udeblev af den grund. Men man kan næsten ikke forestille sig, at publikum virkelig igen strømmer i biografen for at se Carreys nye film, "Hybridmanden", for den er ikke blot om mulig endnu dårligere end den foregående, den er simpelthen så fornærmende ringe, at man burde have penge for at se den. Allerede et kvarter inde i filmen brugte jeg mere tid på at se på mit ur og kaste lange blikke mod udgangen, end på at se op på lærredet.
Modsat "Ace Ventura - Når naturen kalder" er der denne gang ikke blot tale om en lang række løst sammenknyttede standup-numre, men om i hvert fald et forsøg på noget, der ligner en handling.
Mand og mand imellem
En succesrig ejendomsmægler, spillet af Matthew Broderick, er lige flyttet fra sin kæreste, den søde Robin (Leslie Mann), efter at hun har afvist at gifte sig med ham. Ind i denne rimelig realistiske handling træder Carrey som en konstant ansigtsskærende hybridnetinstallatør, og efter at ejendomsmægleren har bestukket ham til at give ham filmkanalerne gratis, finder Carrey ud af, at de skal være "venner", og indleder en lang række påtrængende tilnærmelsesforsøg. Det lyder umiddelbart som en bøssefilm, men der er nu ingen seksuelle undertoner i de to mænds forhold. Det er snarere blot en undskyldning for en række scener, hvor Carrey konstant skærer ansigter, citerer talløse scener fra det tv-helvede, som han skal forestille at være vokset op i, og i øvrigt tæppebombaderer den stakkels biograftilskuer med en byge af "jokes" så flade og dårlige, at det slet ikke er til at holde ud. Til sidst bliver de selvfølgelig uvenner, og Carrey prøver at overtage den stakkels ejendomsmæglers kone og familie, og stadig lige uengageret er det. Det må være endnu en syg joke, når Carrey citeres for at beskrive de to mænd med ordene: "De er to forskellige æstetikere, der støder ind i hinanden". Æstetikere? øh?
Skal man prøve at se nogle interessante perspektiver i denne rædselsfulde film, så må det være, at det er det hofeksempel på det, som Hollywood er bedre til end alle andre filmfremstillere i verden. Den store forskel fra f.eks. europæisk film er, at Hollywood også forstår at tjene penge på deres middelmåddige, ja ligefrem på deres dårlige film.
Ingen europæisk film så dårlig som "Hybridmanden" ville nogen sinde komme ud over grænsen på det land, den var fremstillet i. Men ved hjælp af deres effektive stjernesystem (Jim Carrey er efterhånden nærmest en garanti for, at en film giver overskud), deres dygtige markedsføring og ikke mindst de store amerikanske selskabers beherskelse af distributionsleddet, især på det vigtigste område for filmenes indtjening i Danmark, nemlig provinsen, lykkes det alligevel den amerikanske filmindustri at lave penge på selv deres dårligste film. En af de ting, som giver en grund til at frygte, at der rent faktisk er nogle stakler, som kommer til at betale penge for at gå ind og se denne film, er, at den får premiere i ikke mindre end 34 biografer landet over! Der må da være nogle bedre film, som man kan vise i alle disse biografsale.
Der er ikke andet at sige, end at man som anmelder på det kraftigste må tigge og be' publikum om at holde sig langt væk fra denne rædselsfulde film, om ikke andet, så for at undgå at der bliver lavet en 2'er. "Hybridmanden" må simpelthen være den dårligste film i hele universet lige nu, og det tør jeg godt sige, selv om det forlyder, at der er fundet liv på mars - selv encellede intergalaktiske mikrober og bakterier kan umuligt have et humoristisk niveau så lavt som denne film. Scenen, hvor Carrey som karaokesanger "leverer en ubetagelig parodi" på Jefferson Airplanes "Somebody to love" vil sandsynligvis hjemsøge mig i mareridt flere måneder frem i tiden. Bliv væk, for guds skyld!
19/11-2018
