Superman i storbyen
2.0
John Singletons opdatering af det gamle blaxploitation-hit "Shaft" er en ujævn og suspekt affære. Samuel L. Jackson har masser af stil og charme, men historien er ren tegneserie
"Who's the black private dick that's a sex machine to all the chicks?" Svaret er Shaft, John Shaft. Han var helten, en sort super-tyr og privatdetektiv, i Gordon Parks kæmpehit "Shaft" fra 1971, der definerede hele genren blaxploitation: Sej storby-action med smarte sorte helte, der tager røven på de hvide og bringer retfærdighed i et racistisk system.
Sort vrede
Da blaxploitation-genren (en sammensætning af ordene 'black' og 'exploitation', dvs. film der udnytter et sort publikums pengepung) kom frem i starten af 70'erne, gav den udtryk for en berettiget vrede mod det racistiske USA og "Shaft" blev en kulturel milepæl: For første gang kunne et sort publikum se sig selv på lærredet i en magtfuld rolle. Filmene var i høj grad racistiske med omvendt fortegn og moralsk afstumpede. Det sidste gælder også for "Shaft" (2000). John Singleton har tidligere lavet både intelligente og komplekse film som "Boyz N The Hood" (1991), men efter film som "Rosewood" (1997) og nu "Shaft" virker hans karriere decideret afsporet. I takt med at budgettet er steget, er visdommen røget ud.
Seje Shaft
Samuel L. Jackson spiller med imponerende autoritet den seje kriminalbetjent, der lever det benhårde liv i New Yorks gader. Han skal forestille at være nevø til den oprindelige Shaft (Richard Roundtree), som dukker op i et par korte scener, hvor han viser maksimal coolness og dametække. "Shaft" (1971) var i grunden et sløvt krimidrama, hvis charme bestod i Roundtree og hans smarte læderjakke. Jackson har en udstråling, der matcher Roundtrees, og så er han tilmed en bedre skuespiller. Desværre får han sjældent lov at vise det, for man har valgt at nedprioritere Shafts seksualitet og menneskelighed og gøre ham til en sadistisk superman. Det er et dårligt valg, der gør "Shaft" til endnu en klichéfyldt historie om den dygtige betjent, der bedriver selvtægt for at få den rette morder dømt. Det er set før og bedre.
Endnu en psykopatisk morder
Shaft anno 2000 bliver involveret i en sag, hvor en psykopatisk racist (Christian Bale, overbevisende og skræmmende som i "American Psycho") har tæsket en sagesløs sort mand til døde. Han skal selvfølgelig straffes, men da han er søn af en rigmand og kronvidnet er forsvundet, er der gode muligheder for, at han går fri. Derfor begynder Shaft at eftersøge vidnet (Toni Collette) og undervejs bliver narkokongen Peoples (Jeffrey Wright, der krukker godt) involveret. Så går den vilde jagt med masser af mord og skyderier.
"Shaft"s største problem er historien. Den er på én gang for tynd og for rodet: Oplægget burde høre hjemme i en tv-krimi og komplikationerne omkring Peoples er så utroværdige og så fyldt med lykkelige tilfældigheder, at det simpelthen er dårlig historiefortælling.
Læg dertil, at "Shaft" er et entydigt argument for selvtægt: Det er helt OK at slå folk ihjel, bare det er de rigtige, der dør. "Shaft" er "Dirty Harry" om igen, og ærligt talt, 30 år efter burde vi altså været blevet klogere. Det er synd, for hvad der med Samuel L. Jackson som Shaft kunne være blevet en intelligent og charmerende opdatering, er plat pseudo-fascisme. Det tjener hverken instruktøren, krimigenren eller den sorte sag til ære.
"Who's the black private dick that's a sex machine to all the chicks?" Svaret er Shaft, John Shaft. Han var helten, en sort super-tyr og privatdetektiv, i Gordon Parks kæmpehit "Shaft" fra 1971, der definerede hele genren blaxploitation: Sej storby-action med smarte sorte helte, der tager røven på de hvide og bringer retfærdighed i et racistisk system.
Sort vrede
Da blaxploitation-genren (en sammensætning af ordene 'black' og 'exploitation', dvs. film der udnytter et sort publikums pengepung) kom frem i starten af 70'erne, gav den udtryk for en berettiget vrede mod det racistiske USA og "Shaft" blev en kulturel milepæl: For første gang kunne et sort publikum se sig selv på lærredet i en magtfuld rolle. Filmene var i høj grad racistiske med omvendt fortegn og moralsk afstumpede. Det sidste gælder også for "Shaft" (2000). John Singleton har tidligere lavet både intelligente og komplekse film som "Boyz N The Hood" (1991), men efter film som "Rosewood" (1997) og nu "Shaft" virker hans karriere decideret afsporet. I takt med at budgettet er steget, er visdommen røget ud.
Seje Shaft
Samuel L. Jackson spiller med imponerende autoritet den seje kriminalbetjent, der lever det benhårde liv i New Yorks gader. Han skal forestille at være nevø til den oprindelige Shaft (Richard Roundtree), som dukker op i et par korte scener, hvor han viser maksimal coolness og dametække. "Shaft" (1971) var i grunden et sløvt krimidrama, hvis charme bestod i Roundtree og hans smarte læderjakke. Jackson har en udstråling, der matcher Roundtrees, og så er han tilmed en bedre skuespiller. Desværre får han sjældent lov at vise det, for man har valgt at nedprioritere Shafts seksualitet og menneskelighed og gøre ham til en sadistisk superman. Det er et dårligt valg, der gør "Shaft" til endnu en klichéfyldt historie om den dygtige betjent, der bedriver selvtægt for at få den rette morder dømt. Det er set før og bedre.
Endnu en psykopatisk morder
Shaft anno 2000 bliver involveret i en sag, hvor en psykopatisk racist (Christian Bale, overbevisende og skræmmende som i "American Psycho") har tæsket en sagesløs sort mand til døde. Han skal selvfølgelig straffes, men da han er søn af en rigmand og kronvidnet er forsvundet, er der gode muligheder for, at han går fri. Derfor begynder Shaft at eftersøge vidnet (Toni Collette) og undervejs bliver narkokongen Peoples (Jeffrey Wright, der krukker godt) involveret. Så går den vilde jagt med masser af mord og skyderier.
"Shaft"s største problem er historien. Den er på én gang for tynd og for rodet: Oplægget burde høre hjemme i en tv-krimi og komplikationerne omkring Peoples er så utroværdige og så fyldt med lykkelige tilfældigheder, at det simpelthen er dårlig historiefortælling.
Læg dertil, at "Shaft" er et entydigt argument for selvtægt: Det er helt OK at slå folk ihjel, bare det er de rigtige, der dør. "Shaft" er "Dirty Harry" om igen, og ærligt talt, 30 år efter burde vi altså været blevet klogere. Det er synd, for hvad der med Samuel L. Jackson som Shaft kunne være blevet en intelligent og charmerende opdatering, er plat pseudo-fascisme. Det tjener hverken instruktøren, krimigenren eller den sorte sag til ære.
19/11-2018
