Mere er ikke nødvendigtvis bedre
2.0
John McNaughtons "Wild Things" gør en dyd ud af at voldtage begrebet plot-twist, og det viser sig i sidste ende at være højst problematisk
I disse for vor filmverden så post-moderne tider, har imitationer af den klassiske Hollywood-krimi fået kronede dage. Svigfulde kvinder, korrupte politifolk og dyneløfteri, er blevet hovedingredienser i tidens kriminalfilm og helst krydret med en indviklet handling, der tager tilpas mange uventede drejninger. Bevars, det er der bestemt ikke noget i vejen med, men når filmens eneste raison d'etre er lig med handlingens evne til at lave overraskende krumspring, begynder mætheds tegnene at sætte ind.
Netop denne mætheds tendens er man faretruende tæt på i "Wild Things". Uden at afsløre for meget handler herligheden om den ombejlede studievejleder Sam Lombardo (spillet med gevaldigt underbid af Matt Dillon), der er genstand for mangen en Blue Bay skolepiges våde drømme. Specielt den forkælede rich-bitch Kelly Van Ryan (spillet med et overskud af Lolita-manerer af Denise Richards) er ganske forgabt. Men forgabelsen aftager, da hun, efter hun har besøgt ham, anklager ham for voldtægt og sammen med et andet påstået offer Suzie Toller (Neve Campbell) slæber ham i retten. Med hjælp fra småforbryder advokaten Sam Bowden (Bill Murray) får han dog pillet glansen af de to piger, hvis anklager er falske og egentlig kun har rod i, at Sam ikke har vist interesse nok for dem. Så langt så godt. Det er da to politifolk (spillet af Kevin Bacon og Daphne Rubin-Vega) graver yderligere i sagen, at filmen begynder sin uendelige række af 180 graders vendinger og evindelige spørgsmål om "hvem er i ledtog med hvem?".
For, trods alt, ikke at afsløre det endelige resultat af disse plotmæssige anstrengelser, må jeg opfordre læseren til selv at tage fortrædelighederne i øjesyn.
Starter godt....
Det er tydeligtvis filmens intention at skabe usikkerhed og paranoia gennem disse mange drejninger, men i stedet kvæler den rent faktisk intensiteten i sine bestræbelser på at overraske. Og det er lidt synd, for op til- og under retsagen, har filmen formået at skabe en stemning, der til tider faktisk emmer af klassisk Hollywood. Den har lagt tilpas mange ledetråde ud og selvom overraskelsen over at de to piger er i ledtog, er begrænset, så er filmen faktisk ganske vellykket op til det punkt. Denise Richards er indbegrebet af rendyrket lolita-sex og specielt en scene hvor hun vasker Sams bil er ganske ubetalelig. I det hele taget er de erotiske spændinger særdeles godt ramt i filmens første halvdel. De bliver dog senere til ligegyldige og lumre indslag, der egentlig ikke har nogen betydning, for handlingen hæmmer bare historiens udvikling. Men et meget flot soundtrack, der har en umiskendelig, næsten Hitchcocks'sk, atmosfære, er med til at understrege den klassiske Hollywood stemning.
.....ender skidt
Men, hvor man kunne have ønsket sig at filmen måske havde ladet sig nøje med den første del af historien, bliver den desværre grådig og vil mere. Dette får hele filmen til at falde helt fra hinanden og i stedet for at sidde på kanten af sædet, ender man med en sær mæthedsfølelse, der skader indtrykket mere end det gavner.
I disse for vor filmverden så post-moderne tider, har imitationer af den klassiske Hollywood-krimi fået kronede dage. Svigfulde kvinder, korrupte politifolk og dyneløfteri, er blevet hovedingredienser i tidens kriminalfilm og helst krydret med en indviklet handling, der tager tilpas mange uventede drejninger. Bevars, det er der bestemt ikke noget i vejen med, men når filmens eneste raison d'etre er lig med handlingens evne til at lave overraskende krumspring, begynder mætheds tegnene at sætte ind.
Netop denne mætheds tendens er man faretruende tæt på i "Wild Things". Uden at afsløre for meget handler herligheden om den ombejlede studievejleder Sam Lombardo (spillet med gevaldigt underbid af Matt Dillon), der er genstand for mangen en Blue Bay skolepiges våde drømme. Specielt den forkælede rich-bitch Kelly Van Ryan (spillet med et overskud af Lolita-manerer af Denise Richards) er ganske forgabt. Men forgabelsen aftager, da hun, efter hun har besøgt ham, anklager ham for voldtægt og sammen med et andet påstået offer Suzie Toller (Neve Campbell) slæber ham i retten. Med hjælp fra småforbryder advokaten Sam Bowden (Bill Murray) får han dog pillet glansen af de to piger, hvis anklager er falske og egentlig kun har rod i, at Sam ikke har vist interesse nok for dem. Så langt så godt. Det er da to politifolk (spillet af Kevin Bacon og Daphne Rubin-Vega) graver yderligere i sagen, at filmen begynder sin uendelige række af 180 graders vendinger og evindelige spørgsmål om "hvem er i ledtog med hvem?".
For, trods alt, ikke at afsløre det endelige resultat af disse plotmæssige anstrengelser, må jeg opfordre læseren til selv at tage fortrædelighederne i øjesyn.
Starter godt....
Det er tydeligtvis filmens intention at skabe usikkerhed og paranoia gennem disse mange drejninger, men i stedet kvæler den rent faktisk intensiteten i sine bestræbelser på at overraske. Og det er lidt synd, for op til- og under retsagen, har filmen formået at skabe en stemning, der til tider faktisk emmer af klassisk Hollywood. Den har lagt tilpas mange ledetråde ud og selvom overraskelsen over at de to piger er i ledtog, er begrænset, så er filmen faktisk ganske vellykket op til det punkt. Denise Richards er indbegrebet af rendyrket lolita-sex og specielt en scene hvor hun vasker Sams bil er ganske ubetalelig. I det hele taget er de erotiske spændinger særdeles godt ramt i filmens første halvdel. De bliver dog senere til ligegyldige og lumre indslag, der egentlig ikke har nogen betydning, for handlingen hæmmer bare historiens udvikling. Men et meget flot soundtrack, der har en umiskendelig, næsten Hitchcocks'sk, atmosfære, er med til at understrege den klassiske Hollywood stemning.
.....ender skidt
Men, hvor man kunne have ønsket sig at filmen måske havde ladet sig nøje med den første del af historien, bliver den desværre grådig og vil mere. Dette får hele filmen til at falde helt fra hinanden og i stedet for at sidde på kanten af sædet, ender man med en sær mæthedsfølelse, der skader indtrykket mere end det gavner.
19/11-2018
