Guder og dæmoner
4.0
Den tilbagetrukne, homoseksuelle og dybt traumatiserede horrorinstruktør James Whales komplekse forhold til sin maskuline gartner er omdrejningspunktet for "Gods and Monsters". Et udsøgt og detaljemættet kammerspil, som spinder et delikat væv af tråde mellem fortid og nutid, illusion og virkelighed, begær og moral.
Da en ung mandlig filmstuderende udbeder sig et interview med den legendariske, nu pensionerede instruktør James Whale (Ian McKellen), indvilliger denne kun mod, at ynglingen smider en beklædningsgenstand for hvert spørgsmål, han besvarer i interviewet. Snart sidder studenten klædt af til skindet, mens den superhomofile Whale lystent lader blikket glide ned over hans krop og fabulerende lader det hvile mellem skrævet på hans boksershorts. Sådan indledes Bill Condons filmatisering af Christopher Brams spekulative romanværk fra 1995 om Whales alderdom og død, "Father of Frankenstein", der på film har fået den mere symbolladede titel "Gods and Monsters".
Hallucinatoriske billeder
Højdepunktet i dette udsøgte, omhyggeligt konstruerede kammerspil er den overdådige havefest, som instruktøren George Cukor afholder for filmindustriens elite. Med sig, som symbol på sin vedvarende virilitet, har Whale taget sin veltrimmede havemand Clayton Boone (Brendan Fraser), der af og til sidder model i hans atelier. Ved festen genser instruktørgeniet skuespillerne Boris Karloff (Jack Betts) og Elsa Lanchester (Rosalind Ayres) - personifikationen af monstret og dets brud. Dette møde får de aldrig helede sår i den traumatiserede kunstnersjæl til at springe op påny.
I hallucinatoriske, uhyre livagtige billeder genkalder den gamle filmskaber sig sin fattige opvækst i fabriksbyen Dudley og de dekadente Hollywood-orgier med potente adoniser flydende splitternøgne rundt i hans swimmingpool. Mest af alt begræder romantikeren Whale dog tabet af sin ungdomsven Bartlett, som han var hemmeligt forelsket i, og hvis gennemhullede lig stadig hang spiddet på pigtrådshegnet, da han selv blev hjemsendt fra Første Verdenskrigs stinkende skyttegrave. Nu vender Bartlett, i det mindste på det mentale plan, tilbage for at lede Mester Whale væk fra jordelivet og ind i det hinsides.
Et ideosynkratisk geni
James Whale (1896-1957) var et kompliceret kunstnergemyt. Efter en vis succes som teaterinstruktør i London blev han importeret til Hollywood, hvor hans første opgave var at omsætte skuespillet "Rejsen endt" til film. For Universal skabte Whale, med forlæg i Mary Shelleys gotiske skrækroman fra 1818, den ekspressionistiske og poetiske monsterfilm "Frankenstein" ('31). Siden iscenesatte han horrorklassikerne "The Old Dark House" ('32), "Den usynlige mand" ('33) og "Frankensteins brud" ('35). I 1949 trak Whale sig endeligt tilbage for at dyrke en anden af sine passioner: Maleriet. Da han blev fundet druknet i sin pool i 1957 var spekulationerne mange, men svarene få. Så det er altså en dybt subjektiv tolkning af Whales sidste tid, der ligger til grund for "Gods and Monsters."
Fra eleven til mesteren
Den prægtige Sir Ian McKellen, der har en slående fysisk lighed med Whale, giver med små midler en så indfølt præstation, at den burde have resulteret i dén Oscar-statuette, han var blevet indstillet til. Heller ikke Lynn Redgrave, som sminket til ukendelighed portrætterer Whales opofrende husholderske Hannah, modtog prisen, men det gjorde heldigvis Bill Condons facetterede manuskript. Brendan Fraser lægger skulpturel anatomi og sympatisk mimik til en mere nuanceret karaktertegning, end vi har set ham gøre tidligere, og filmens tidsbillede er konstant minutiøst genskabt ned til mindste detalje.
Blandt denne lille perles producenter er den moderne gyserguru Clive Barker, som udstillede sine egne indre dæmoner i "Hellraiser" ('87). Mere end noget andet skal "Gods and Monsters" ses som elevens buk til mesteren; som en dybfølt kærlighedserklæring til én af det tyvende århundredes mest indflydelsesrige myteskabere - Frankensteins far, James Whale.
Da en ung mandlig filmstuderende udbeder sig et interview med den legendariske, nu pensionerede instruktør James Whale (Ian McKellen), indvilliger denne kun mod, at ynglingen smider en beklædningsgenstand for hvert spørgsmål, han besvarer i interviewet. Snart sidder studenten klædt af til skindet, mens den superhomofile Whale lystent lader blikket glide ned over hans krop og fabulerende lader det hvile mellem skrævet på hans boksershorts. Sådan indledes Bill Condons filmatisering af Christopher Brams spekulative romanværk fra 1995 om Whales alderdom og død, "Father of Frankenstein", der på film har fået den mere symbolladede titel "Gods and Monsters".
Hallucinatoriske billeder
Højdepunktet i dette udsøgte, omhyggeligt konstruerede kammerspil er den overdådige havefest, som instruktøren George Cukor afholder for filmindustriens elite. Med sig, som symbol på sin vedvarende virilitet, har Whale taget sin veltrimmede havemand Clayton Boone (Brendan Fraser), der af og til sidder model i hans atelier. Ved festen genser instruktørgeniet skuespillerne Boris Karloff (Jack Betts) og Elsa Lanchester (Rosalind Ayres) - personifikationen af monstret og dets brud. Dette møde får de aldrig helede sår i den traumatiserede kunstnersjæl til at springe op påny.
I hallucinatoriske, uhyre livagtige billeder genkalder den gamle filmskaber sig sin fattige opvækst i fabriksbyen Dudley og de dekadente Hollywood-orgier med potente adoniser flydende splitternøgne rundt i hans swimmingpool. Mest af alt begræder romantikeren Whale dog tabet af sin ungdomsven Bartlett, som han var hemmeligt forelsket i, og hvis gennemhullede lig stadig hang spiddet på pigtrådshegnet, da han selv blev hjemsendt fra Første Verdenskrigs stinkende skyttegrave. Nu vender Bartlett, i det mindste på det mentale plan, tilbage for at lede Mester Whale væk fra jordelivet og ind i det hinsides.
Et ideosynkratisk geni
James Whale (1896-1957) var et kompliceret kunstnergemyt. Efter en vis succes som teaterinstruktør i London blev han importeret til Hollywood, hvor hans første opgave var at omsætte skuespillet "Rejsen endt" til film. For Universal skabte Whale, med forlæg i Mary Shelleys gotiske skrækroman fra 1818, den ekspressionistiske og poetiske monsterfilm "Frankenstein" ('31). Siden iscenesatte han horrorklassikerne "The Old Dark House" ('32), "Den usynlige mand" ('33) og "Frankensteins brud" ('35). I 1949 trak Whale sig endeligt tilbage for at dyrke en anden af sine passioner: Maleriet. Da han blev fundet druknet i sin pool i 1957 var spekulationerne mange, men svarene få. Så det er altså en dybt subjektiv tolkning af Whales sidste tid, der ligger til grund for "Gods and Monsters."
Fra eleven til mesteren
Den prægtige Sir Ian McKellen, der har en slående fysisk lighed med Whale, giver med små midler en så indfølt præstation, at den burde have resulteret i dén Oscar-statuette, han var blevet indstillet til. Heller ikke Lynn Redgrave, som sminket til ukendelighed portrætterer Whales opofrende husholderske Hannah, modtog prisen, men det gjorde heldigvis Bill Condons facetterede manuskript. Brendan Fraser lægger skulpturel anatomi og sympatisk mimik til en mere nuanceret karaktertegning, end vi har set ham gøre tidligere, og filmens tidsbillede er konstant minutiøst genskabt ned til mindste detalje.
Blandt denne lille perles producenter er den moderne gyserguru Clive Barker, som udstillede sine egne indre dæmoner i "Hellraiser" ('87). Mere end noget andet skal "Gods and Monsters" ses som elevens buk til mesteren; som en dybfølt kærlighedserklæring til én af det tyvende århundredes mest indflydelsesrige myteskabere - Frankensteins far, James Whale.
19/11-2018
