Brite på afveje
4.0
Mordgåde, figurtegning og casting går op i en højere enhed i Steven Soderberghs enkle og fængslende drama om erindring, skyld og konsekvens.
Oldies But Goldies
Soderbergh er en instruktør, der som fortæller holder af at springe i tid, og "Englænderen" er ingen undtagelse. Elegant som altid udsættes publikum for fragmenter af fortid, fremtid og drømme, uden at den røde tråd eller overblikket af den grund forsvinder. Fortiden spiller en vigtig rolle, både for personerne på lærredet og for valget af de to mandlige hovedrolleindehavere, Peter Fonda og englænderen Terence Stamp. De nåede begge karrierens højdepunkt i 60'erne, men fik et mindre comeback i midten af 90'erne med henholdsvis "Ulee's Gold" ('97) og "Ørkendronningen Priscilla" ('94). Fondas navn er uløseligt forbundet med ånden og tidsbilledet i "Easy Rider" ('69), mens Stamp blandt andet spillede en ung, elskelig tyveknægt i Ken Loachs debutfilm "Stakkels Ko" ('67). I bedste intertekstuelle stil bruger Soderbergh klip fra denne film for at skildre Stamps figurs rejse tilbage i tiden og ind i erindringens pulterkammer.
I "Englænderen" spiller Stamp en ældre, hårdkogt (og elskelig) tyveknægt, Wilson, der har opholdt sig en stor del af sit liv i fængsel og derfor ikke har haft megen kontakt med sin datter. Hun er død ved en trafikulykke under mystiske omstændigheder, og Wilson tager fuld af hævntørst og uforløste følelser til det solrige Californien for at løse gåden. Det står hurtigt klart, at kæresten, pladeproduceren Valentine (Fonda) har urent mel i posen, og med hårdhændede metoder og tankens kraft lykkes det Wilson at komme både sin datter og hendes morder nærmere. Han hjælpes også godt på vej af datterens to venner Ed (Luis Guzman) og Elaine (Lesley Ann Warren).
Legal Alien
Wilson og Valentine har ikke kun det til fælles, at de har elsket den samme kvinde og bevæget sig på den forkerte side af loven. Det er også to mænd, som lever på minderne om fortiden og efterhånden vågner op til senhalvfemsernes barske realiteter. Valentine værner sig mod alderen ved at dyrke sit drengede tandpastasmil og omgive sig med kærester, hvis aldersgrænse ikke har rykket sig de sidste tredive år. Wilson synes ikke blot at være ude af takt med tiden, men i Los Angeles er han også ude af sit rette miljø. Med sit fængselslingo og cockney-engelsk har han svært ved at gøre sig forståelig over for de indfødte, og på trods af de grinagtige situationer dette kulturchok medfører, kunne instruktøren godt have sparet lidt på gentagelserne af Wilsons enetaler.
"Englænderen" (med originaltitlen "The Limey") har mange lighedspunkter med Tarantinos "Jackie Brown" ('97), og det adstadige tempo, hovedpersonernes alder og situation giver indtryk af en vis modenhed og eftertænksomhed fra instruktørens side. Det er ikke en stort anlagt eller betydelig film, Soderbergh har klippet sammen, men som i alle hans værker findes der en stemning af noget usædvanligt og foruroligende samt en filmisk overlegenhed, der pirrer de cinematiske sanser på en frydefuld og mættende facon. Om ikke andet er Terence Stamps på en gang engleblide og hårdtskårne fjæs alene en biograftur værd.
Oldies But Goldies
Soderbergh er en instruktør, der som fortæller holder af at springe i tid, og "Englænderen" er ingen undtagelse. Elegant som altid udsættes publikum for fragmenter af fortid, fremtid og drømme, uden at den røde tråd eller overblikket af den grund forsvinder. Fortiden spiller en vigtig rolle, både for personerne på lærredet og for valget af de to mandlige hovedrolleindehavere, Peter Fonda og englænderen Terence Stamp. De nåede begge karrierens højdepunkt i 60'erne, men fik et mindre comeback i midten af 90'erne med henholdsvis "Ulee's Gold" ('97) og "Ørkendronningen Priscilla" ('94). Fondas navn er uløseligt forbundet med ånden og tidsbilledet i "Easy Rider" ('69), mens Stamp blandt andet spillede en ung, elskelig tyveknægt i Ken Loachs debutfilm "Stakkels Ko" ('67). I bedste intertekstuelle stil bruger Soderbergh klip fra denne film for at skildre Stamps figurs rejse tilbage i tiden og ind i erindringens pulterkammer.
I "Englænderen" spiller Stamp en ældre, hårdkogt (og elskelig) tyveknægt, Wilson, der har opholdt sig en stor del af sit liv i fængsel og derfor ikke har haft megen kontakt med sin datter. Hun er død ved en trafikulykke under mystiske omstændigheder, og Wilson tager fuld af hævntørst og uforløste følelser til det solrige Californien for at løse gåden. Det står hurtigt klart, at kæresten, pladeproduceren Valentine (Fonda) har urent mel i posen, og med hårdhændede metoder og tankens kraft lykkes det Wilson at komme både sin datter og hendes morder nærmere. Han hjælpes også godt på vej af datterens to venner Ed (Luis Guzman) og Elaine (Lesley Ann Warren).
Legal Alien
Wilson og Valentine har ikke kun det til fælles, at de har elsket den samme kvinde og bevæget sig på den forkerte side af loven. Det er også to mænd, som lever på minderne om fortiden og efterhånden vågner op til senhalvfemsernes barske realiteter. Valentine værner sig mod alderen ved at dyrke sit drengede tandpastasmil og omgive sig med kærester, hvis aldersgrænse ikke har rykket sig de sidste tredive år. Wilson synes ikke blot at være ude af takt med tiden, men i Los Angeles er han også ude af sit rette miljø. Med sit fængselslingo og cockney-engelsk har han svært ved at gøre sig forståelig over for de indfødte, og på trods af de grinagtige situationer dette kulturchok medfører, kunne instruktøren godt have sparet lidt på gentagelserne af Wilsons enetaler.
"Englænderen" (med originaltitlen "The Limey") har mange lighedspunkter med Tarantinos "Jackie Brown" ('97), og det adstadige tempo, hovedpersonernes alder og situation giver indtryk af en vis modenhed og eftertænksomhed fra instruktørens side. Det er ikke en stort anlagt eller betydelig film, Soderbergh har klippet sammen, men som i alle hans værker findes der en stemning af noget usædvanligt og foruroligende samt en filmisk overlegenhed, der pirrer de cinematiske sanser på en frydefuld og mættende facon. Om ikke andet er Terence Stamps på en gang engleblide og hårdtskårne fjæs alene en biograftur værd.
19/11-2018
