Giganternes kamp
3.0
Robert de Niro og Al Pacino mødes på det hvide lærred som henholdsvis gangster og politimand
Et tog kører ind på en perron, mens en let dis indkapsler Los Angeles. Hurtige, rytmiske klip mellem jakkesæt-klædte mænd. Stemningen er mystisk, opmærksomheden vakt. Sådan indledes Michael Manns vellykkede kriminalfilm "Heat". 'Heat' er gansterslang for politi og samtidig betegnelsen for undergrunds- og mafiamiljøet og dertilhørende lyssky omgang med loven. På samme måde som ordet 'heat' refererer til to sider af samme sag, er handlingen en dualistisk leg med begrebet kriminalitet. En magtkamp mellem to mænd på hver side af loven. Neil McCauley (Robert de Niro) er den superprofessionelle bandeleder, som planlægger og selv gennemfører en række kup i Los Angeles. Han er en fortræffelig strateg med en kynisk livsopfattelse. Følelsesmæssige relationer holder han sig fra, da de er svært forenelige med den professionelle tilværelse, han fører.
På den rigtige side af loven regerer Vincent Hanna (Al Pacino), en succesfuld kriminalinspektør i LAPD, hvis opgave det er, at få McCauley og hans folk sat bag tremmer. Umiddelbart er plottet velkendt og genren tyndslidt, men "Heat" beviser, at der findes nye variationer inden for kriminalfilmen og at begrebet "stjerner" stadig findes på Hollywoods himmel.
Ligemænd mødes
"Heat" er bygget op som klassisk action og kriminalfilm. Forbryderne planlægger et kup, politiet får et tip, og den efterfølgende jagt kombineres med interne problematikker, såsom bandemedlemmers illoyalitet eller politidepartementets personalepolitik. Det specielle ved "Heat" er, at den lægger vægten på personhistorierne, og at actionelementerne er en naturlig, næsten usynlig del af historien og ikke påtrængende pauseklovneri. Således fokuseres der på Neil McCauley og Vincent Hanna, og der er tale om fyldige portrætter af de to mænd, som trods forskellig moral, fascineres af hinandens personlighed og som, så langt som deres verdensbillede tillader, respekterer hinandens levemåde og de beslutninger, de hver især må tage. Filmens absolute åndelige, verbale klimaks er derfor mødet mellem de to mænd på et tidspunkt, hvor McCauley er urørlig på grund af manglende beviser. Et møde, hvor spillereglerne er ophævet, og mændende et kort øjeblik lægger deres roller som ultimative modstandere til side, og som en slags åndsfæller udveksler eksentielle overvejelser.
Sympatien er ligeligt fordelt blandt de to. Nok er McCauley en hårdkogt gangster med adskillige lig på samvittigheden, men han er også et betænksomt mandfolk, som ikke ønsker at involvere sig i et forhold, fordi han ved, at han på grund af sit "arbejde" ikke kan leve op til forholdets uskrevne regler. Hanna, på den anden side, er lovens håndhæver og derfor indbegrebet af 'the good guy', men han er arbejdsnarkoman og må gang på gang erfare, at de forhold han indleder, går i stykker. Det lyder umiddelbart som et febrilsk forsøg på at undgå den sædvanlige klichéfyldte fastholdelse af politiet som de gode og gansterne som de onde. Og det er selvfølgelig også et forsøg på af skildre mennesker, der er sammensat af både godt og ondt. Det fine ved "Heat" er, at personkarakteristikken er yderst vellykket, og at vi ikke hepper på én af personerne, men snarere ønsker de ville slutte fred, så et afsluttende blodigt opgør er undgåeligt. Her er det til gengæld, at filmen husker sit ærinde som actionfilm og for en tid lægger konversationen på hylden og på dæmpet, men yderst spændende vis, koncentrerer sig om bankkup, eftersøgning, mord og kærlighed. En velrystet cocktail.
Stjernedrys
Onde tunger vil måske hviske, at filmen bæres af det sparsomme samspil mellem to af vor tids store amerikanske stjerner Al Pacino og Robert de Niro, og at intentionen er, at skabe Oscar-materiale. Ja, vi har før set dem begge i roller, der minder om disse og ja, det er et trækplaster, at lade to filmpersonligheder mødes på en coffee-shop og lade "method-acting" være kodeordet. Der er bare ikke andet at sige, end at de begge, typecasting eller ej, leverer pragtpræstationer.
"Heat" har kun ét eneste problem - den er for lang. Ingen scener er som sådan unødvendige, men Michael Mann dvæler for tit og for længe i de enkelte scener. Han er en dygtig stemningsskaber, med talent for personinstruktion, intens spænding og opfindsomt valg af locations, men ofte glemmer han, at publikum behøver en finger og ikke hele armen og filmen kunne, uden at kompromittere handlingen eller stemningen, være strammet op til almindelig spillefilmslængde.
Et tog kører ind på en perron, mens en let dis indkapsler Los Angeles. Hurtige, rytmiske klip mellem jakkesæt-klædte mænd. Stemningen er mystisk, opmærksomheden vakt. Sådan indledes Michael Manns vellykkede kriminalfilm "Heat". 'Heat' er gansterslang for politi og samtidig betegnelsen for undergrunds- og mafiamiljøet og dertilhørende lyssky omgang med loven. På samme måde som ordet 'heat' refererer til to sider af samme sag, er handlingen en dualistisk leg med begrebet kriminalitet. En magtkamp mellem to mænd på hver side af loven. Neil McCauley (Robert de Niro) er den superprofessionelle bandeleder, som planlægger og selv gennemfører en række kup i Los Angeles. Han er en fortræffelig strateg med en kynisk livsopfattelse. Følelsesmæssige relationer holder han sig fra, da de er svært forenelige med den professionelle tilværelse, han fører.
På den rigtige side af loven regerer Vincent Hanna (Al Pacino), en succesfuld kriminalinspektør i LAPD, hvis opgave det er, at få McCauley og hans folk sat bag tremmer. Umiddelbart er plottet velkendt og genren tyndslidt, men "Heat" beviser, at der findes nye variationer inden for kriminalfilmen og at begrebet "stjerner" stadig findes på Hollywoods himmel.
Ligemænd mødes
"Heat" er bygget op som klassisk action og kriminalfilm. Forbryderne planlægger et kup, politiet får et tip, og den efterfølgende jagt kombineres med interne problematikker, såsom bandemedlemmers illoyalitet eller politidepartementets personalepolitik. Det specielle ved "Heat" er, at den lægger vægten på personhistorierne, og at actionelementerne er en naturlig, næsten usynlig del af historien og ikke påtrængende pauseklovneri. Således fokuseres der på Neil McCauley og Vincent Hanna, og der er tale om fyldige portrætter af de to mænd, som trods forskellig moral, fascineres af hinandens personlighed og som, så langt som deres verdensbillede tillader, respekterer hinandens levemåde og de beslutninger, de hver især må tage. Filmens absolute åndelige, verbale klimaks er derfor mødet mellem de to mænd på et tidspunkt, hvor McCauley er urørlig på grund af manglende beviser. Et møde, hvor spillereglerne er ophævet, og mændende et kort øjeblik lægger deres roller som ultimative modstandere til side, og som en slags åndsfæller udveksler eksentielle overvejelser.
Sympatien er ligeligt fordelt blandt de to. Nok er McCauley en hårdkogt gangster med adskillige lig på samvittigheden, men han er også et betænksomt mandfolk, som ikke ønsker at involvere sig i et forhold, fordi han ved, at han på grund af sit "arbejde" ikke kan leve op til forholdets uskrevne regler. Hanna, på den anden side, er lovens håndhæver og derfor indbegrebet af 'the good guy', men han er arbejdsnarkoman og må gang på gang erfare, at de forhold han indleder, går i stykker. Det lyder umiddelbart som et febrilsk forsøg på at undgå den sædvanlige klichéfyldte fastholdelse af politiet som de gode og gansterne som de onde. Og det er selvfølgelig også et forsøg på af skildre mennesker, der er sammensat af både godt og ondt. Det fine ved "Heat" er, at personkarakteristikken er yderst vellykket, og at vi ikke hepper på én af personerne, men snarere ønsker de ville slutte fred, så et afsluttende blodigt opgør er undgåeligt. Her er det til gengæld, at filmen husker sit ærinde som actionfilm og for en tid lægger konversationen på hylden og på dæmpet, men yderst spændende vis, koncentrerer sig om bankkup, eftersøgning, mord og kærlighed. En velrystet cocktail.
Stjernedrys
Onde tunger vil måske hviske, at filmen bæres af det sparsomme samspil mellem to af vor tids store amerikanske stjerner Al Pacino og Robert de Niro, og at intentionen er, at skabe Oscar-materiale. Ja, vi har før set dem begge i roller, der minder om disse og ja, det er et trækplaster, at lade to filmpersonligheder mødes på en coffee-shop og lade "method-acting" være kodeordet. Der er bare ikke andet at sige, end at de begge, typecasting eller ej, leverer pragtpræstationer.
"Heat" har kun ét eneste problem - den er for lang. Ingen scener er som sådan unødvendige, men Michael Mann dvæler for tit og for længe i de enkelte scener. Han er en dygtig stemningsskaber, med talent for personinstruktion, intens spænding og opfindsomt valg af locations, men ofte glemmer han, at publikum behøver en finger og ikke hele armen og filmen kunne, uden at kompromittere handlingen eller stemningen, være strammet op til almindelig spillefilmslængde.
19/11-2018
