Sjælenes værksted
3.0
Baren, det andet hjem. Indhyllet i ugegamle tobaksfaner, svøbt i jukeboxens croonende melankoli. Stamstedet, hvor alle kender dig, og hverken sollyset eller dårlige minder kan nå frem. Baren, med andre ord, stedet, hvor du har ro og fred til et tyllende alkoholisk hærværk på krop og sjæl. Dér udspiller hoved- parten af Steve Buscemis instruktør-debut sig. Og det er OK , det er godt nok.
Baren hedder Trees Lounge og den ligner. Komplet med tjærede paneler, imiterede lædersofaer og en overgrebsagtig overflod af brunhed, hvor man end sig vender hen.
Trees Lounge er som barer er flest. Befolket af et trist, småbittert og kværulantisk folkefærd, et folk, der ikke fik billet til "The Land of Milk and Honey". Til gengæld tager de revanche med øllet og de små skarpe.
Det er ikke noget mondænt afsæt for en film, sådan en flok halvsnøvlende tabere fanget i ligegyldige samtalers tomgang, gamle øltricks, slagsmål og ævl. Lurvet, er vel et mere passende udtryk.
Men lurvetheden til trods - og hovedpersonen Tommy (spillet af Buscemi selv) er den inkarnerede lurvethed - er der i Buscemis ret præcist aflyttede skildring ikke tale om en tvær moralsk udstilling af disse djærvt drikkende mennesker, langt snarere en beskrivelse af vilkårene på godt og ondt for forstadsfolket, der på den ene eller anden måde er sat udenfor.
Det er ikke socialrealisme, men det er tættere på end flertallet af de amerikanske film vi ellers ser. Det er heller ikke deprimerende, dertil er Buscemis strøg for lette og tørt humoristiske.
Det er godt nok.
At drikke er at...
Steve Buscemi er en af dette årtis mest karakteristiske ansigter. Hvilket aparte tandsæt, hvilket forpint og gennemført usundt udseende, hvilke forsovede øjne og hvilken gennemsigtig bleg teint! Alt dette kan man nyde i hans fremstilling af sjuften Tommy Basilio. En taber, i ordets måske alvorligste forstand. Han har nemlig tabt sin kone (og måske deres endnu ufødte barn, et usikkerhedsmoment filmen ikke opløser) til sin ex- arbejdsgiver og ex- bedste ven. Arbejdsløs ex- mekaniker er han også. Her er altså en mand, der er ex- alting.
Det eneste Tommy Basilio stadig har er: to arme, en mund og en voldsom tørst. På sjælenes værksted kan man rette lidt op på livets retningsløse tumlen og på sin egen rådvildhed med en importeret øl og nogle hurtige små. Og det gør Tommy, sammen med "vennerne" i Trees Lounge.
Han bor der nærmest.
Tommy fremstilles som det han ret beset er. Intelligent, men rådvild. Morsom, men bitter. Ung, men opgivende. Ikke uden muligheder, men uden håb. Måske et udtryk for et fremskrædet stadie af forstadsapati, måske dybe kærlig-hedssorger, måske fordi Tommy bare er sådan.
Filmen giver ingen stort orkestrerede forklaringer på tingenes tilstand. Tommy har begået nogle fejltrin, men de er ikke det centrale for filmen. Det afgørende er skildringen af Tommys, og ude i periferien andre bargæsters, mere eller mindre vellykkede forsøg på at komme videre fra det eksistentielle pit-stop i baren.
Tommy roder sig ud i et blitzkort, men uheldigt, forhold til sin ex-svigerindes 17-årige datter (filmens anden store præstation af Chloe Sevigny). Og sådan er han. Ikke for smart. Til sidst ser vi Tommy sidde på ærkedrankeren Bills stol. En mand med årtiers druk indgraveret i ansigtet. Nu er han tilsyneladende lykkedes med sit projekt:
at drikke sig ind i døden.
Det lover ikke godt for Tommy, at han sidder der til sidst. Medens jukeboxen flæber og kun forstyrres af flasker, der finder vej til tørstige ganer. Men det er OK at filmen slutter her. Uden entydighedens stempel. Trees Lounge er ikke en stor brusende cocktail af en film, det er en lille skarp opstrammer til at gå ud i solen på.
Baren hedder Trees Lounge og den ligner. Komplet med tjærede paneler, imiterede lædersofaer og en overgrebsagtig overflod af brunhed, hvor man end sig vender hen.
Trees Lounge er som barer er flest. Befolket af et trist, småbittert og kværulantisk folkefærd, et folk, der ikke fik billet til "The Land of Milk and Honey". Til gengæld tager de revanche med øllet og de små skarpe.
Det er ikke noget mondænt afsæt for en film, sådan en flok halvsnøvlende tabere fanget i ligegyldige samtalers tomgang, gamle øltricks, slagsmål og ævl. Lurvet, er vel et mere passende udtryk.
Men lurvetheden til trods - og hovedpersonen Tommy (spillet af Buscemi selv) er den inkarnerede lurvethed - er der i Buscemis ret præcist aflyttede skildring ikke tale om en tvær moralsk udstilling af disse djærvt drikkende mennesker, langt snarere en beskrivelse af vilkårene på godt og ondt for forstadsfolket, der på den ene eller anden måde er sat udenfor.
Det er ikke socialrealisme, men det er tættere på end flertallet af de amerikanske film vi ellers ser. Det er heller ikke deprimerende, dertil er Buscemis strøg for lette og tørt humoristiske.
Det er godt nok.
At drikke er at...
Steve Buscemi er en af dette årtis mest karakteristiske ansigter. Hvilket aparte tandsæt, hvilket forpint og gennemført usundt udseende, hvilke forsovede øjne og hvilken gennemsigtig bleg teint! Alt dette kan man nyde i hans fremstilling af sjuften Tommy Basilio. En taber, i ordets måske alvorligste forstand. Han har nemlig tabt sin kone (og måske deres endnu ufødte barn, et usikkerhedsmoment filmen ikke opløser) til sin ex- arbejdsgiver og ex- bedste ven. Arbejdsløs ex- mekaniker er han også. Her er altså en mand, der er ex- alting.
Det eneste Tommy Basilio stadig har er: to arme, en mund og en voldsom tørst. På sjælenes værksted kan man rette lidt op på livets retningsløse tumlen og på sin egen rådvildhed med en importeret øl og nogle hurtige små. Og det gør Tommy, sammen med "vennerne" i Trees Lounge.
Han bor der nærmest.
Tommy fremstilles som det han ret beset er. Intelligent, men rådvild. Morsom, men bitter. Ung, men opgivende. Ikke uden muligheder, men uden håb. Måske et udtryk for et fremskrædet stadie af forstadsapati, måske dybe kærlig-hedssorger, måske fordi Tommy bare er sådan.
Filmen giver ingen stort orkestrerede forklaringer på tingenes tilstand. Tommy har begået nogle fejltrin, men de er ikke det centrale for filmen. Det afgørende er skildringen af Tommys, og ude i periferien andre bargæsters, mere eller mindre vellykkede forsøg på at komme videre fra det eksistentielle pit-stop i baren.
Tommy roder sig ud i et blitzkort, men uheldigt, forhold til sin ex-svigerindes 17-årige datter (filmens anden store præstation af Chloe Sevigny). Og sådan er han. Ikke for smart. Til sidst ser vi Tommy sidde på ærkedrankeren Bills stol. En mand med årtiers druk indgraveret i ansigtet. Nu er han tilsyneladende lykkedes med sit projekt:
at drikke sig ind i døden.
Det lover ikke godt for Tommy, at han sidder der til sidst. Medens jukeboxen flæber og kun forstyrres af flasker, der finder vej til tørstige ganer. Men det er OK at filmen slutter her. Uden entydighedens stempel. Trees Lounge er ikke en stor brusende cocktail af en film, det er en lille skarp opstrammer til at gå ud i solen på.
19/11-2018
