Løst krudt
2.0
En western med Sharon Stone som helt, Gene Hackman som skurk og Sam Raimi som instruktør. Det måtte blive enten en tegneserieagtig genialitet eller en larmende debilitet ... desværre blev det det sidste.
Historien er et sammenkog af genreklicheer, der drejer om en Ond Mand (Gene Hackman), der styrer en by ved at skyde alle, der ikke gør som han siger. Hvert år holder han en duel-konkurrence, som han selv deltager i, for at kunne se sine fjender i øjnene, når han skyder dem. Banditterne kommer så rejsende fra nær og fjern (den dumme indianer, den blærede texaner, drengen "The Kid", og så videre), og melder sig til konkurrencen for at vinde premien. Sharon Stone melder sig også, men hun har et hævnmotiv, for den Onde Mand har en gang slået hendes far ihjel.
Filmen er et forsøg på at parodiere Sergio Leones operaagtige westernfilm (Den Gode, Den Onde og Den Grusomme, m.fl.), men da Leones westerns allerede balancerer på parodiens kant, skal Raimi temmelig langt ud for at overgå dem. Nu kommer Raimi fra splattergenren, hvor han har begået blodige slapstick-film som "Evil Dead", og intet er for langt ude for ham. Dette beviser han ved at ophobe alle westerngenrens mest fortærskede klicheer, og så forsøge at give dem kunstigt åndedræt med sit hypermobile kamera.
Raimi er ikke en mand, der bruger sine virkemidler med omhu. Den første duel fyres af med lige så heftige effekter og musik som den sidste. Dette gør forestillingen temmelig trættende, da der er 10-20 dueller at komme igennem. De visuelle tricks er ellers Raimis specialitet. Hans splatterfilm har altid virket som var de udtænkt af en flok 15-årige Dungeons & Dragons spillere, og han har en præpubertær opfattelse af hvad der er spændende ved film. For ham er filmkunst en konkurrence om at bevæge kameraet på den mest interessante måde.
En af hovedaktiverne i "Evil Dead" var en meget rystet og meget hurtig kameratur igennem en skov (et fremstormende uhyressynsvinkel). "Evil Dead" blev lavet for småpenge, men denne gang skulle der efter sigende være brugt 30 millioner dollars. Nu skulle Raimi så slå sig løs, men det er så som så med opfindsomheden, og kameraeffekterne gentages i det uendelige. Da der ikke er andet at kigge på kan man snart høre publikum gabe rundt omkring i salen.
Skuespil er der ihvertfald ikke meget af. Creditlisten virker hæderlig nok, men skuespillerne er så elendigt instrueret, at min ledsager bemærkede, at krydsklippene virkede som om de kom fra forskellige film. Sharon Stone er værre end hun nogensinde har været. Hun spiller som om hun er fanget i en reklamefilm, lavet af gymnasieelever. Hendes udtryk pendler imellem Rædsel og Frygtløshed, uden mellemstationer (hun forsøger sig også med Begær, men når kun til at snappe efter vejret og blotte sit ene bryst). Gene Hackman slipper afsted med et par bagateller. Han er næsten skræmmende kold, når han siger, at han ikke frygter noget. Og når han midt i en samtale skyder en mand og afslutter sin sætning uden at blinke, aner man hvad en bare rimelig instruktør kunne have fået ud af de penge og den besætning. Her bliver resultatet dog, at rammerne sprænges og det bliver pinagtigt tydeligt, hvor rystende dumt det hele er.
Sharon Stone er 'executive producer' på filmen og skulle personligt have valgt sin instruktør. Hun er en talentløs bimbo og Raimi er en fjollet nørd - de fortjener hinanden.
Historien er et sammenkog af genreklicheer, der drejer om en Ond Mand (Gene Hackman), der styrer en by ved at skyde alle, der ikke gør som han siger. Hvert år holder han en duel-konkurrence, som han selv deltager i, for at kunne se sine fjender i øjnene, når han skyder dem. Banditterne kommer så rejsende fra nær og fjern (den dumme indianer, den blærede texaner, drengen "The Kid", og så videre), og melder sig til konkurrencen for at vinde premien. Sharon Stone melder sig også, men hun har et hævnmotiv, for den Onde Mand har en gang slået hendes far ihjel.
Filmen er et forsøg på at parodiere Sergio Leones operaagtige westernfilm (Den Gode, Den Onde og Den Grusomme, m.fl.), men da Leones westerns allerede balancerer på parodiens kant, skal Raimi temmelig langt ud for at overgå dem. Nu kommer Raimi fra splattergenren, hvor han har begået blodige slapstick-film som "Evil Dead", og intet er for langt ude for ham. Dette beviser han ved at ophobe alle westerngenrens mest fortærskede klicheer, og så forsøge at give dem kunstigt åndedræt med sit hypermobile kamera.
Raimi er ikke en mand, der bruger sine virkemidler med omhu. Den første duel fyres af med lige så heftige effekter og musik som den sidste. Dette gør forestillingen temmelig trættende, da der er 10-20 dueller at komme igennem. De visuelle tricks er ellers Raimis specialitet. Hans splatterfilm har altid virket som var de udtænkt af en flok 15-årige Dungeons & Dragons spillere, og han har en præpubertær opfattelse af hvad der er spændende ved film. For ham er filmkunst en konkurrence om at bevæge kameraet på den mest interessante måde.
En af hovedaktiverne i "Evil Dead" var en meget rystet og meget hurtig kameratur igennem en skov (et fremstormende uhyressynsvinkel). "Evil Dead" blev lavet for småpenge, men denne gang skulle der efter sigende være brugt 30 millioner dollars. Nu skulle Raimi så slå sig løs, men det er så som så med opfindsomheden, og kameraeffekterne gentages i det uendelige. Da der ikke er andet at kigge på kan man snart høre publikum gabe rundt omkring i salen.
Skuespil er der ihvertfald ikke meget af. Creditlisten virker hæderlig nok, men skuespillerne er så elendigt instrueret, at min ledsager bemærkede, at krydsklippene virkede som om de kom fra forskellige film. Sharon Stone er værre end hun nogensinde har været. Hun spiller som om hun er fanget i en reklamefilm, lavet af gymnasieelever. Hendes udtryk pendler imellem Rædsel og Frygtløshed, uden mellemstationer (hun forsøger sig også med Begær, men når kun til at snappe efter vejret og blotte sit ene bryst). Gene Hackman slipper afsted med et par bagateller. Han er næsten skræmmende kold, når han siger, at han ikke frygter noget. Og når han midt i en samtale skyder en mand og afslutter sin sætning uden at blinke, aner man hvad en bare rimelig instruktør kunne have fået ud af de penge og den besætning. Her bliver resultatet dog, at rammerne sprænges og det bliver pinagtigt tydeligt, hvor rystende dumt det hele er.
Sharon Stone er 'executive producer' på filmen og skulle personligt have valgt sin instruktør. Hun er en talentløs bimbo og Raimi er en fjollet nørd - de fortjener hinanden.
19/11-2018
