Komplet idioti
4.0
.... ... .....s "Idioterne" er en stærk oplevelse, hvorom man definitivt kan sige, at den ikke ligner noget andet, man før har set.
I en tom villa i Søllerød er en gruppe unge mennesker mødtes for i en periode at "lede efter deres indre idiot". Gennem talrige ekskursioner i lokalmiljøet prøver de egne og ikke mindst andres grænser af i jagten på dette mål. Iført handicapbus, rullestol, "plejere" og spastisk adfærd tumler de rundt og vækker skiftevis folks medfølelse og afsky. Gør de nar? Dette spørgsmål stilles i filmen, og svaret er: måske nok, men er det ikke lige så meget det omgivende samfund, der gør nar af idioterne?
Karen er den udenforstående pige, der under en idiotaktion bliver involveret i gruppen. Trods sin borgerlige forargelse over idioternes provokationer opflammes hun også af det sammenhold, der er i gruppen, og inden længe deltager hun selv som både plejer og spasser. For Karen viser det sig nemlig meget tydeligt, at det at "spasse ud" har en stor terapeutisk værdi, og terapi - det har Karen brug for!
Idioternes ideologiske ophavsmand Stoffer er en ung mand, der bærer rundt på en indædt vrede mod alle borgerlige værdier, skønt (eller netop fordi) han selv er et produkt af dem. Han presser hele tiden sig selv og de andre ud i stadigt mere grænseoverskridende projekter gående fra spasserspas i svømmehallen til gruppesex (og -pres). Hvor de andre betragter det hele som leg og sommerferie, går han op i det med en sådan ildhu, at de andre til tider frygter for hans forstand.
Der er noget absolut kultisk over gruppens måde at bekende sig til idiotien på. Hvis nogen tvivler på projektet, bankes vedkommende på plads, indtil han igen er dum nok til at være med. Slinger i valsen tolereres ikke. Bekymrede familiemedlemmer må nærmest bortføre deres kære for at få dem igen. Og som altid i kulte eskalerer vanviddet til det punkt, hvor alt brister, og der ingen vej er tilbage. Kan man nogensinde vende tilbage til et normalt liv efter at have været idiot i middelsvær grad gennem så lang tid? Filmen forsøger i indlagte interviewsekvenser at gøre rede for figurernes syn på denne periode i deres liv, efter den er overstået. En besynderlig halvvejs ophævelse af fiktionen, hvor Trier interviewer skuespillerne i deres roller om det at have været en idiot. I sandhed et mærkværdigt kunstgreb.
Med "Idioterne" har vi så set anden film i "Dogme"-serien. Begge disse film har formået at ruske op i vores forestilling om, hvad film kan bruges til, og hvad der vigtigt og måske mindre vigtigt i skabelsen af en film. "Idioterne"s største force er, at den ikke ligner noget som helst andet. I emnevalg og evne til at overskride alle tilskuerens pinlighedsgrænser er den unik. Jeg tror aldrig, jeg helt har krummet så meget tæer, som da jeg så denne film. Og samtidig er der noget forunderligt stort og befriende ved at være med på denne opdagelsesrejse ind i den menneskelige selvrespekt, hvor alle barrierer nedbrydes og en ny, alternativ ærlighed titter frem.
Samtidig er det en film med mange kostelige komiske øjeblikke. Lidt skræmmende er det nogle gange, at man ikke helt kan afgøre, om man griner ad eller med filmens personer. Det er en pointe ved filmen, at tilskueren må tage sin egen holdning til begrebet anstændighed op til overvejelse, og måske griner filmen lige så meget ad os, som vi ad den.
"Idioterne"s form afslører Dogme 95 med tilhørende Kyskhedløftes bedste og værste sider. Med den tekniske askese, det giver med håndholdt kamera, naturligt lys osv. kommer skuespillet virkelig til sin ret, og det virker, som om man overværer momenter af stor sandhed i spillet. Langt de fleste medvirkende spiller aldeles fremragende, men Jens Albinus som den rasende Stoffer og Nikolaj Lie Kaas som hans blide lillebror, Jeppe, står stærkt med meget store præstationer.
Omvendt ryger ens indlevelse til tider, når der ikke blot er boomstænger, men også filmfotografer i billedet - et billede, der til tider næsten er demonstrativt uskarpt. Kontinuitet er ikke blot en by i Rusland; det virker på det nærmeste som om, at kontinuitetsfejlene er decideret tilstræbte. Når filmskaberen gør så opmærksom på mediet selv, er det som tilskuer svært at leve sig 100% ind i historien. Triers vilje til at efterleve Kyskhedsløftets bud om ikke at bruge anden underlægningsmusik end den, der naturligt findes på billedsiden, har da også affødt en (ufrivilligt?) komisk nødredning, hvor en mundharmonikaspiller akkompagnerer visse scener. Han ses ikke i billedet, men lyder som om, han står ved siden af fotografen på optagelsen (hvilket givetvis er tilfældet). Et noget kuriøst moralsk brud på Kyskhedsløftet, der er svært at forklare. Men denne anmelder har i hvert fald sjældent været så opmærksom på underlægningsmusikken som her.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at "Idioterne" sætter nye standarder for, hvad man kan vise i dansk film. Om den nødvendigvis er fremragende, må være op til den enkelte tilskuers tolerancetærskel, men den ligner i hvert fald intet andet. Og det i sig selv er stort og usædvanligt.
I en tom villa i Søllerød er en gruppe unge mennesker mødtes for i en periode at "lede efter deres indre idiot". Gennem talrige ekskursioner i lokalmiljøet prøver de egne og ikke mindst andres grænser af i jagten på dette mål. Iført handicapbus, rullestol, "plejere" og spastisk adfærd tumler de rundt og vækker skiftevis folks medfølelse og afsky. Gør de nar? Dette spørgsmål stilles i filmen, og svaret er: måske nok, men er det ikke lige så meget det omgivende samfund, der gør nar af idioterne?
Karen er den udenforstående pige, der under en idiotaktion bliver involveret i gruppen. Trods sin borgerlige forargelse over idioternes provokationer opflammes hun også af det sammenhold, der er i gruppen, og inden længe deltager hun selv som både plejer og spasser. For Karen viser det sig nemlig meget tydeligt, at det at "spasse ud" har en stor terapeutisk værdi, og terapi - det har Karen brug for!
Idioternes ideologiske ophavsmand Stoffer er en ung mand, der bærer rundt på en indædt vrede mod alle borgerlige værdier, skønt (eller netop fordi) han selv er et produkt af dem. Han presser hele tiden sig selv og de andre ud i stadigt mere grænseoverskridende projekter gående fra spasserspas i svømmehallen til gruppesex (og -pres). Hvor de andre betragter det hele som leg og sommerferie, går han op i det med en sådan ildhu, at de andre til tider frygter for hans forstand.
Der er noget absolut kultisk over gruppens måde at bekende sig til idiotien på. Hvis nogen tvivler på projektet, bankes vedkommende på plads, indtil han igen er dum nok til at være med. Slinger i valsen tolereres ikke. Bekymrede familiemedlemmer må nærmest bortføre deres kære for at få dem igen. Og som altid i kulte eskalerer vanviddet til det punkt, hvor alt brister, og der ingen vej er tilbage. Kan man nogensinde vende tilbage til et normalt liv efter at have været idiot i middelsvær grad gennem så lang tid? Filmen forsøger i indlagte interviewsekvenser at gøre rede for figurernes syn på denne periode i deres liv, efter den er overstået. En besynderlig halvvejs ophævelse af fiktionen, hvor Trier interviewer skuespillerne i deres roller om det at have været en idiot. I sandhed et mærkværdigt kunstgreb.
Med "Idioterne" har vi så set anden film i "Dogme"-serien. Begge disse film har formået at ruske op i vores forestilling om, hvad film kan bruges til, og hvad der vigtigt og måske mindre vigtigt i skabelsen af en film. "Idioterne"s største force er, at den ikke ligner noget som helst andet. I emnevalg og evne til at overskride alle tilskuerens pinlighedsgrænser er den unik. Jeg tror aldrig, jeg helt har krummet så meget tæer, som da jeg så denne film. Og samtidig er der noget forunderligt stort og befriende ved at være med på denne opdagelsesrejse ind i den menneskelige selvrespekt, hvor alle barrierer nedbrydes og en ny, alternativ ærlighed titter frem.
Samtidig er det en film med mange kostelige komiske øjeblikke. Lidt skræmmende er det nogle gange, at man ikke helt kan afgøre, om man griner ad eller med filmens personer. Det er en pointe ved filmen, at tilskueren må tage sin egen holdning til begrebet anstændighed op til overvejelse, og måske griner filmen lige så meget ad os, som vi ad den.
"Idioterne"s form afslører Dogme 95 med tilhørende Kyskhedløftes bedste og værste sider. Med den tekniske askese, det giver med håndholdt kamera, naturligt lys osv. kommer skuespillet virkelig til sin ret, og det virker, som om man overværer momenter af stor sandhed i spillet. Langt de fleste medvirkende spiller aldeles fremragende, men Jens Albinus som den rasende Stoffer og Nikolaj Lie Kaas som hans blide lillebror, Jeppe, står stærkt med meget store præstationer.
Omvendt ryger ens indlevelse til tider, når der ikke blot er boomstænger, men også filmfotografer i billedet - et billede, der til tider næsten er demonstrativt uskarpt. Kontinuitet er ikke blot en by i Rusland; det virker på det nærmeste som om, at kontinuitetsfejlene er decideret tilstræbte. Når filmskaberen gør så opmærksom på mediet selv, er det som tilskuer svært at leve sig 100% ind i historien. Triers vilje til at efterleve Kyskhedsløftets bud om ikke at bruge anden underlægningsmusik end den, der naturligt findes på billedsiden, har da også affødt en (ufrivilligt?) komisk nødredning, hvor en mundharmonikaspiller akkompagnerer visse scener. Han ses ikke i billedet, men lyder som om, han står ved siden af fotografen på optagelsen (hvilket givetvis er tilfældet). Et noget kuriøst moralsk brud på Kyskhedsløftet, der er svært at forklare. Men denne anmelder har i hvert fald sjældent været så opmærksom på underlægningsmusikken som her.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at "Idioterne" sætter nye standarder for, hvad man kan vise i dansk film. Om den nødvendigvis er fremragende, må være op til den enkelte tilskuers tolerancetærskel, men den ligner i hvert fald intet andet. Og det i sig selv er stort og usædvanligt.
19/11-2018
