Ikke en falsk tone
5.0
Ole Roos' "Ib Schønberg" demonstrerer på fornemste vis, at i en periode, hvor dansk film generelt var på et lavt niveau, var der én skuespiller, som lyste op og overstrålede resten
Der findes et gammelt mundheld blandt skuespillere: Hvis du vil være kendt, skal du lave tv, hvis du vil være rig, skal du lave film, og hvis du vil være lykkelig, skal du lave teater. Det er uden tvivl sandt for langt de flestes vedkommende, men Ib Schønberg befandt sig bedst i et filmstudie frem for de skrå brædder, da han ikke kunne koncentrere sig i de par timer, en forestilling varer. Derimod trivedes han i filmverdenen og formåede at være diskret, præcis og spille med et usædvanligt nærvær, når kameraet rullede.
Meget mere end nostalgi
Ib Schønbergs skuespilkunst bliver fornemt blotlagt i Ole Roos' fremragende film. Hans intense spil demonstreres både i de tragiske roller, men også i de forkætrede folkekomedier, der for de flestes vedkommende er bagateller. Det er her, at det ægte nærvær kommer til sin ret midt i alt det tuttenuttede, og i mange lette film viser Ib Schønberg et overskud og en adræthed, der gør hans hjertevarme præstationer til store oplevelser i ellers små film.
"Ib Schønberg" er ikke en stringent levnedsbeskrivelse, men en poetisk montage af film med vægten lagt på en håndfuld af skuespillerens største præstationer. Filmen er kun kommenteret af Schønberg selv - et lille interview og fire sange, men det fine udvalg af film viser os til fulde, hvor bredt Schønbergs talent strakte. I folkekomedien "Biskoppen" (Emanuel Gregers, 1942) er han herligt krukket og dog ærlig som skuespilleren, der antages for at være gejstlig, og Jammerherren i "Afsporet" (Bodil Ipsen og Lau Lauritzen, 1942) skildres med en ganske tynd fernis over upålideligheden. Han er dejlig jovial og altfavnende som jordemoderens mand i "Diskret ophold" (Ole Palsbo, 1946), og hans sammenspil med Ellen Gottschalck i "Ta' hvad du vil ha'" (Ole Palsbo, 1947) er stadig gribende som det alkoholiserede og ustabile par, hvis kærlighed overvinder alt og især omgivelsernes fordømmelse. Begge fik en Bodil for filmen.
Ib, Ib 'urra!
Alt det er klippet sammen på en måde, der gør Ole Roos' film til en lovprisning af og et dokument over skuespillet, når det er allerbedst. Schønbergs fornemmelse for det diskrete filmskuespil kommer stærkest til udtryk i de lange sekvenser fra "Afsporet" og "Ta', hvad du vil ha'", hvor den folkekære Ibbermand spiller overfor den kongelige skuespiller Ebbe Rode. Man er aldrig i tvivl om, at Ebbe Rode er god - i "Afsporet" spiller han Stenmåren med stærk brutalitet, men man sidder hele tiden med bevidstheden om, at det er en rolle; han er ikke gribende i samme grad som Ib Schønbergs Jammerherre i "Afsporet" og Oscar Bergholtz i "Ta' hvad du vil ha'".
Ole Roos' "Ib Schønberg" er således først og fremmest en opvisning i, hvordan skuespil på film kan være og et portræt af en kunstner, der til fulde forstod, hvordan film virker. Schønbergs roller var ikke bedre end andres, men hans figurer brændte og brænder stadig ind på trods af deres overfladiskhed. Ole Roos viser os loyalt, at selvom størsteparten af filmene ikke er værd at huske, er den trivelige skuespiller ofte på et niveau, der tangerer verdensklasse. "Ib Schønberg" er et kærligt og stilsikkert portræt af en stor kunstner og et must for alle filminteresserede.
Der findes et gammelt mundheld blandt skuespillere: Hvis du vil være kendt, skal du lave tv, hvis du vil være rig, skal du lave film, og hvis du vil være lykkelig, skal du lave teater. Det er uden tvivl sandt for langt de flestes vedkommende, men Ib Schønberg befandt sig bedst i et filmstudie frem for de skrå brædder, da han ikke kunne koncentrere sig i de par timer, en forestilling varer. Derimod trivedes han i filmverdenen og formåede at være diskret, præcis og spille med et usædvanligt nærvær, når kameraet rullede.
Meget mere end nostalgi
Ib Schønbergs skuespilkunst bliver fornemt blotlagt i Ole Roos' fremragende film. Hans intense spil demonstreres både i de tragiske roller, men også i de forkætrede folkekomedier, der for de flestes vedkommende er bagateller. Det er her, at det ægte nærvær kommer til sin ret midt i alt det tuttenuttede, og i mange lette film viser Ib Schønberg et overskud og en adræthed, der gør hans hjertevarme præstationer til store oplevelser i ellers små film.
"Ib Schønberg" er ikke en stringent levnedsbeskrivelse, men en poetisk montage af film med vægten lagt på en håndfuld af skuespillerens største præstationer. Filmen er kun kommenteret af Schønberg selv - et lille interview og fire sange, men det fine udvalg af film viser os til fulde, hvor bredt Schønbergs talent strakte. I folkekomedien "Biskoppen" (Emanuel Gregers, 1942) er han herligt krukket og dog ærlig som skuespilleren, der antages for at være gejstlig, og Jammerherren i "Afsporet" (Bodil Ipsen og Lau Lauritzen, 1942) skildres med en ganske tynd fernis over upålideligheden. Han er dejlig jovial og altfavnende som jordemoderens mand i "Diskret ophold" (Ole Palsbo, 1946), og hans sammenspil med Ellen Gottschalck i "Ta' hvad du vil ha'" (Ole Palsbo, 1947) er stadig gribende som det alkoholiserede og ustabile par, hvis kærlighed overvinder alt og især omgivelsernes fordømmelse. Begge fik en Bodil for filmen.
Ib, Ib 'urra!
Alt det er klippet sammen på en måde, der gør Ole Roos' film til en lovprisning af og et dokument over skuespillet, når det er allerbedst. Schønbergs fornemmelse for det diskrete filmskuespil kommer stærkest til udtryk i de lange sekvenser fra "Afsporet" og "Ta', hvad du vil ha'", hvor den folkekære Ibbermand spiller overfor den kongelige skuespiller Ebbe Rode. Man er aldrig i tvivl om, at Ebbe Rode er god - i "Afsporet" spiller han Stenmåren med stærk brutalitet, men man sidder hele tiden med bevidstheden om, at det er en rolle; han er ikke gribende i samme grad som Ib Schønbergs Jammerherre i "Afsporet" og Oscar Bergholtz i "Ta' hvad du vil ha'".
Ole Roos' "Ib Schønberg" er således først og fremmest en opvisning i, hvordan skuespil på film kan være og et portræt af en kunstner, der til fulde forstod, hvordan film virker. Schønbergs roller var ikke bedre end andres, men hans figurer brændte og brænder stadig ind på trods af deres overfladiskhed. Ole Roos viser os loyalt, at selvom størsteparten af filmene ikke er værd at huske, er den trivelige skuespiller ofte på et niveau, der tangerer verdensklasse. "Ib Schønberg" er et kærligt og stilsikkert portræt af en stor kunstner og et must for alle filminteresserede.
19/11-2018
