Et genialt røvhul
1.0
Selvom man er en af dette århundredes største malere, kan man godt være et dumt svin.
Hvad er det der er så fascinerende ved genier? Hvad der det der gør, at ikke bare deres kunst (eller videnskab) er interessant, men hver eneste lille stump af deres liv bliver endevendt og udforsket på alle leder og kanter? Er det en tro på, at hvis man leder længe nok, kan man finde en forklaring på, hvad der er geniets dybeste drivkraft? Den geniale kunst har iboende sig en gåde, gåden om hvordan noget så ekseptionelt kan rummes i et menneske af kød og blod.
Denne fascination har givet sig udslag utallige film og bøger om selv de mest obskure perioder og begivenheder i geniernes liv. Nu i filmen "At overleve Picasso", hvor Picassos ti-årige samliv med den unge Francoise (Natasha McElhone) bliver fortalt gennem hendes øjne. I hvert fald må det være den samme slags fascination, der får Francoise til at falde for Picasso (Anthony Hopkins) og blive ved ham i ti år til trods for den måde, han behandler hende på. Han dominerer hende i en grad, så hun fuldstændig indretter sit liv efter ham og bliver, som alle andre mennesker der omgiver ham, hans slave. Uden at blinke accepterer hun hans udenomsægteskabelige affærer. Han fastholder hende i en position, som den unge håbefulde malerinde, der bliver betaget af det store geni. Det er i hvert fald det postulat, jeg læser ud af filmen. Jeg har bare svært ved at acceptere det.
Mit problem med "At overleve Picasso" er, at selvom, jeg godt kan forstå, at den 21-årige Francoise bliver imponeret af det store geni, så fatter jeg ikke, at hun bliver hos ham efter, at hun har lært ham at kende som menneske. Han er, selvom man i Anhony Hopkins skikkelse ikke kan frakende ham en vis karisma, arrogant og irriterende. Ydermere er han 61 år, da de møder hinanden, og hvis han ikke lige havde været en stor maler, ville man have betegnet ham som en gammel gris. Det vil jeg godt gøre alligevel. Jeg sad hele tiden og havde lyst til at råbe til Francoise; 'tag dig dog sammen og forlad ham', med den stille tilføjelse; så vi kan få afsluttet den her film.
Det er trioen, producer Ismael Merchant, instruktør James Ivory og manuskriptforfatter Ruth Prawer Jhabvala, der står bag "At overleve Picasso". De har bl.a. også lavet succeserne "Værelse med udsigt" og "Howards End", som er kultiverede og pæne periodefilm. "At overleve Picasso" er uden disse films charme. Den kommer aldrig ned i sine personers psykologi, ned i de konflikter, følelser og lidenskaber, der kunne gøre historien spændende. Den forbliver overfladisk, selvom man ikke kan frakende den, at den er pænt lavet og nydeligt spillet.
Hvad er det der er så fascinerende ved genier? Hvad der det der gør, at ikke bare deres kunst (eller videnskab) er interessant, men hver eneste lille stump af deres liv bliver endevendt og udforsket på alle leder og kanter? Er det en tro på, at hvis man leder længe nok, kan man finde en forklaring på, hvad der er geniets dybeste drivkraft? Den geniale kunst har iboende sig en gåde, gåden om hvordan noget så ekseptionelt kan rummes i et menneske af kød og blod.
Denne fascination har givet sig udslag utallige film og bøger om selv de mest obskure perioder og begivenheder i geniernes liv. Nu i filmen "At overleve Picasso", hvor Picassos ti-årige samliv med den unge Francoise (Natasha McElhone) bliver fortalt gennem hendes øjne. I hvert fald må det være den samme slags fascination, der får Francoise til at falde for Picasso (Anthony Hopkins) og blive ved ham i ti år til trods for den måde, han behandler hende på. Han dominerer hende i en grad, så hun fuldstændig indretter sit liv efter ham og bliver, som alle andre mennesker der omgiver ham, hans slave. Uden at blinke accepterer hun hans udenomsægteskabelige affærer. Han fastholder hende i en position, som den unge håbefulde malerinde, der bliver betaget af det store geni. Det er i hvert fald det postulat, jeg læser ud af filmen. Jeg har bare svært ved at acceptere det.
Mit problem med "At overleve Picasso" er, at selvom, jeg godt kan forstå, at den 21-årige Francoise bliver imponeret af det store geni, så fatter jeg ikke, at hun bliver hos ham efter, at hun har lært ham at kende som menneske. Han er, selvom man i Anhony Hopkins skikkelse ikke kan frakende ham en vis karisma, arrogant og irriterende. Ydermere er han 61 år, da de møder hinanden, og hvis han ikke lige havde været en stor maler, ville man have betegnet ham som en gammel gris. Det vil jeg godt gøre alligevel. Jeg sad hele tiden og havde lyst til at råbe til Francoise; 'tag dig dog sammen og forlad ham', med den stille tilføjelse; så vi kan få afsluttet den her film.
Det er trioen, producer Ismael Merchant, instruktør James Ivory og manuskriptforfatter Ruth Prawer Jhabvala, der står bag "At overleve Picasso". De har bl.a. også lavet succeserne "Værelse med udsigt" og "Howards End", som er kultiverede og pæne periodefilm. "At overleve Picasso" er uden disse films charme. Den kommer aldrig ned i sine personers psykologi, ned i de konflikter, følelser og lidenskaber, der kunne gøre historien spændende. Den forbliver overfladisk, selvom man ikke kan frakende den, at den er pænt lavet og nydeligt spillet.
19/11-2018
