En glødende syndflod
2.0
Menneskets magtesløshed over for Gud og naturen er et klassisk tema i kunstens verden. Om "Volcano" på den baggrund vil opnå klassikerstatus kan man dog stille sig tvivlende overfor.
Katastrofefilm har fået et come-back i de sene 90'ere. Verden er af lave, og dens undergang er følgelig lige om hjørnet. Det er én af de ting, man kan lære af at gå i biografen i disse sidste dage. Om det er det nært forestående årtusindskifte, der netop nu nærer frygten for dommens dag, eller verden vitterligt er mere af lave end nogensinde før, er også efter "Volcano" et åbent spørgsmål.
Apokalypsen?
For ganske vist starter "Volcano" med en hurtig præsentation af livet i Los Angeles, som det former sig på godt og ondt. Og ganske vist refererer den til Hieronimus Bosch - en maler, der beskæftigede sig med Jordens undergang og Guds straf over menneskene. Så vel er der da tilløb til noget, der kunne ligne en tematik i "Volcano". Men først og sidst er det jo en popcorn-film, hvor Tommy Lee Jones skal vise en skide vulkan, hvor skabet skal stå.
Altså trækkes vi gennem den pænt forudsigelige historie om, hvordan en vulkan pludselig ligger og syder i Los Angeles' undergrund. Nogle kloakarbejdere bliver stegt, og kloge Tommy Lee Jones mener, at man hellere må undersøge, hvorfor de mon blev dét. Men han møder selvfølgelig modstand af dumme embedsmænd, der ikke vil standse togdriften på grund af en lille smule damp. Så er scenen sat, nu kan hovedattraktionen vises: En god, stor, fotogen katastrofe, hvor gaderne flyder med glødende lava.
Følg opskriften
Det er nu tid til et par gode gamle gennemprøvede tricks. Der er scenen, hvor en ædel brandmand ofrer livet for at redde én, som ellers var prisgivet. Det virker altid, også i "Volcano". Godt, endda. Der er en hund, der er lige ved at blive ædt af lava, men dyr er pr. definition uskyldige i USA, og den bliver derfor reddet. De knapt så uskyldige mennesker bliver der selvfølgelig ofret nogle stykker af, det er vel en katastrofefilm det her. Men ikke for mange alligevel, for så bliver det for uhyggeligt.
Sådan går det slag i slag: Lavaen flyder af sted og er farlig - så klarer de den lige ved at bygge en barrikade. Tommy Lee Jones er fortvivlet - så får han heldigvis en god idé. Folk er ved at gå i panik - så finder de alligevel ud af at samarbejde. Lava-syndfloden kunne have udslettet hele byen - men heldigvis blev L.A. reddet på målstregen.
Ingen overraskelser, ingen fejl. Og nej-nej, ikke noget ondt i dét, det er sådan man laver popcorn-film. Det er safe-play, money in the bank og business as usual. Og, naturligvis, ret kedeligt i længden.
Katastrofefilm har fået et come-back i de sene 90'ere. Verden er af lave, og dens undergang er følgelig lige om hjørnet. Det er én af de ting, man kan lære af at gå i biografen i disse sidste dage. Om det er det nært forestående årtusindskifte, der netop nu nærer frygten for dommens dag, eller verden vitterligt er mere af lave end nogensinde før, er også efter "Volcano" et åbent spørgsmål.
Apokalypsen?
For ganske vist starter "Volcano" med en hurtig præsentation af livet i Los Angeles, som det former sig på godt og ondt. Og ganske vist refererer den til Hieronimus Bosch - en maler, der beskæftigede sig med Jordens undergang og Guds straf over menneskene. Så vel er der da tilløb til noget, der kunne ligne en tematik i "Volcano". Men først og sidst er det jo en popcorn-film, hvor Tommy Lee Jones skal vise en skide vulkan, hvor skabet skal stå.
Altså trækkes vi gennem den pænt forudsigelige historie om, hvordan en vulkan pludselig ligger og syder i Los Angeles' undergrund. Nogle kloakarbejdere bliver stegt, og kloge Tommy Lee Jones mener, at man hellere må undersøge, hvorfor de mon blev dét. Men han møder selvfølgelig modstand af dumme embedsmænd, der ikke vil standse togdriften på grund af en lille smule damp. Så er scenen sat, nu kan hovedattraktionen vises: En god, stor, fotogen katastrofe, hvor gaderne flyder med glødende lava.
Følg opskriften
Det er nu tid til et par gode gamle gennemprøvede tricks. Der er scenen, hvor en ædel brandmand ofrer livet for at redde én, som ellers var prisgivet. Det virker altid, også i "Volcano". Godt, endda. Der er en hund, der er lige ved at blive ædt af lava, men dyr er pr. definition uskyldige i USA, og den bliver derfor reddet. De knapt så uskyldige mennesker bliver der selvfølgelig ofret nogle stykker af, det er vel en katastrofefilm det her. Men ikke for mange alligevel, for så bliver det for uhyggeligt.
Sådan går det slag i slag: Lavaen flyder af sted og er farlig - så klarer de den lige ved at bygge en barrikade. Tommy Lee Jones er fortvivlet - så får han heldigvis en god idé. Folk er ved at gå i panik - så finder de alligevel ud af at samarbejde. Lava-syndfloden kunne have udslettet hele byen - men heldigvis blev L.A. reddet på målstregen.
Ingen overraskelser, ingen fejl. Og nej-nej, ikke noget ondt i dét, det er sådan man laver popcorn-film. Det er safe-play, money in the bank og business as usual. Og, naturligvis, ret kedeligt i længden.
19/11-2018
