Sigøjnerbesættelse
4.0
Instruktøren Tony Gatlif er mere end fascineret af sigøjnere. Det er der kommet en sigøjnertrilogi ud af med filmene "Les Princes" og "Latcho Drom" og nu "Gadjo Dilo"
I det vinterkolde Rumænien bevæger en ung mand sig langsomt frem til fods af de dårlige veje. Det er Stéphane (Romain Duris), der er på jagt efter sigøjnersangerinden Nora Luca. Hun har lagt lidelsesord og stemme til de sange, som Stéphanes far konstant lyttede til på sit dødsleje. Ved en tilfældighed støder han ind i Isidor (Izidor Serban), en gammel mand, der netop har fået sin søn puttet i spjældet. Med en flaske hjemmebrændt i hånden og godt pløret, skriger Isidor sin armod ud, og selvom Stéphane ikke fostår mange af Isidors ord, bliver Isodor og Stéphane venner. De to slæber sig godt berusede hjem til Isidors lille sigøjnerlandsby. Dagen efter modtages Stéphane med kølig nysgerrighed af landsbyens beboere: Hvem er denne Gadjo Dilo (der betyder den fremmede) med de lasede sko og det viltre hår? En forbandelse? Efter en noget forbeholden modtagelse, bliver Stéphane dog optaget i det lille samfund. Kort tid efter forelsker han sig han sig i outsideren Sabina (Rona Hartner). Hun snakker lidt fransk, og så starter eventyret med et dels at finde Nora Luca og dels at kortlægge den fascinerende sigøjnerkulturs musikalske bagland.
Flamboyant folk
Hvis ikke instruktøren Tony Gatlif var så langt inde i sigøjner kulturen, som tilfældet er, kunne "Gadjo Dilo" meget hurtigt blive en træg oplevelse til en alt for lille og specialiseret målgruppe. Først virker det flamboyant forfulgte folk nemlig som en forsamling råbende, flæbende og alt for følsomme mennesker, der overspillede bare den mindste følelese. Men som filmen skrider frem, præsenteres man for en farverig og hjertelig minoritet, der har årtusindgamle traditioner helt uden sammenligning. Tony Gatlifs kamera er kreativt påtrængende hele filmen igennem. Nu kunne det lyde som om at Gatlif er ukritisk i støvet og ensidig i sin skildring af sigøjnerne, men det er han ikke. Han perspektiverer heldigtvis også med nogle af sigøjnernes knap så heldiger sider.
"Gadjo Dilo" bevarer hele vejen igennem filmen en skøn og autentisk stemning, der grundet den gribende historie, aldrig kammer helt over. Romain Duris spiller Stéphane, og ham så man sidst i "Dobermann", hvor han med ulækre rådne tænder tørrer sig bagi med det velansete filmtidskrift Cahiers Du Cinema. Rumæneren Rona Hartner i rollen som Sabina er præcis så naturlig og gestikulerende som rollen kræver, og udover at spille, har hun også sunget flere af filmens numre. "Gadjo Dilo" er en dejlig befriende rejse til sigøjnernes land - et hyggeligt besøg hos et folk, der lever og lider med og uden malurt - nøjagtig som resten af verdens mennesker.
I det vinterkolde Rumænien bevæger en ung mand sig langsomt frem til fods af de dårlige veje. Det er Stéphane (Romain Duris), der er på jagt efter sigøjnersangerinden Nora Luca. Hun har lagt lidelsesord og stemme til de sange, som Stéphanes far konstant lyttede til på sit dødsleje. Ved en tilfældighed støder han ind i Isidor (Izidor Serban), en gammel mand, der netop har fået sin søn puttet i spjældet. Med en flaske hjemmebrændt i hånden og godt pløret, skriger Isidor sin armod ud, og selvom Stéphane ikke fostår mange af Isidors ord, bliver Isodor og Stéphane venner. De to slæber sig godt berusede hjem til Isidors lille sigøjnerlandsby. Dagen efter modtages Stéphane med kølig nysgerrighed af landsbyens beboere: Hvem er denne Gadjo Dilo (der betyder den fremmede) med de lasede sko og det viltre hår? En forbandelse? Efter en noget forbeholden modtagelse, bliver Stéphane dog optaget i det lille samfund. Kort tid efter forelsker han sig han sig i outsideren Sabina (Rona Hartner). Hun snakker lidt fransk, og så starter eventyret med et dels at finde Nora Luca og dels at kortlægge den fascinerende sigøjnerkulturs musikalske bagland.
Flamboyant folk
Hvis ikke instruktøren Tony Gatlif var så langt inde i sigøjner kulturen, som tilfældet er, kunne "Gadjo Dilo" meget hurtigt blive en træg oplevelse til en alt for lille og specialiseret målgruppe. Først virker det flamboyant forfulgte folk nemlig som en forsamling råbende, flæbende og alt for følsomme mennesker, der overspillede bare den mindste følelese. Men som filmen skrider frem, præsenteres man for en farverig og hjertelig minoritet, der har årtusindgamle traditioner helt uden sammenligning. Tony Gatlifs kamera er kreativt påtrængende hele filmen igennem. Nu kunne det lyde som om at Gatlif er ukritisk i støvet og ensidig i sin skildring af sigøjnerne, men det er han ikke. Han perspektiverer heldigtvis også med nogle af sigøjnernes knap så heldiger sider.
"Gadjo Dilo" bevarer hele vejen igennem filmen en skøn og autentisk stemning, der grundet den gribende historie, aldrig kammer helt over. Romain Duris spiller Stéphane, og ham så man sidst i "Dobermann", hvor han med ulækre rådne tænder tørrer sig bagi med det velansete filmtidskrift Cahiers Du Cinema. Rumæneren Rona Hartner i rollen som Sabina er præcis så naturlig og gestikulerende som rollen kræver, og udover at spille, har hun også sunget flere af filmens numre. "Gadjo Dilo" er en dejlig befriende rejse til sigøjnernes land - et hyggeligt besøg hos et folk, der lever og lider med og uden malurt - nøjagtig som resten af verdens mennesker.
19/11-2018
